Dan: Israels Pioner

Af J.C. Gawler

 

Kapitel 5

Dannanerne, eller danerne, i Skandinavien, Irland og Skotland

 

Den holstenske Krønike – Uddannnelse – Odins hovedstad – Asgård – Nutidens Asgård nord for Van-søen – Ba’al-tilbedelse og slangen – IRLAND, Tuatha Danan fra Grækenland og Sortehavet – Tidspunktet for ankomsten – Pænulus af Plautus – Mileserne, gadelierne, eller Scoti, fra Sortehavet – Villaneuvas Phoenician Ireland – Ba’al-tilbedelse: slangen og ørnen – SKOTLAND, dannanerne, Ba’al-tilbedelse, mønter.

 

Danerne omtales altid som af den gotiske familie (se Ottas Scandinavia, og andre), selv om de øjensynligt har været mere tilknyttet havet end de andre gotiske stammer. Goternes, saksernes og danernes sagnomspundne forfader, eller guddom, var en hvis Odin. Danerne påberåber sig også at nedstamme fra en leder og berømt kriger kaldt Dan, og derfor kom deres land til at hedde Dan-mark, eller Dans land.

I Vetus Chronicon Holsatiæ s. 54 står der: ”Danerne og jyderne er jøder af Dans stamme.”[i]

Dannanernes, eller danernes, bosættelser i Danmark og Norge synes at være sket i en meget fjern fortid, for den irske koloni af dannanere siges først at have besøgt Danmark, og at have fundet deres landsmænd og navnebrødre dér før dem, og at de havde en hvis styrke og havde byer af en betragtelig størrelse. Det er karakteristisk for disse dannanere, at hvor vi end læser om dem, hører vi, at de grundlægger skoler; og at de, p.g.a. deres overlegne kundskaber, blev anset for troldmænd af de mere simple indfødte i de lande, hvortil de kom.

Odin er en historisk og mytisk personage. Det var også et navn, som danske høvdinge ofte antog. På nordisk er det Ottin, på gotisk Wuotan, lombarderne skrev Wodan, old-sakserne Wodan, de vestfalske saksere Godan eller Gudan (Grimm; Moores Pillar Stones of Scotland, 151, og Sharon Turner, Anglo-Sax., vol. i, s. 100).

”Odins hovedstad Asgard skulle efter sigende have ligget mellem Sortehavet og det Kaspiske Hav… Norges Konge-Sagaer[ii] starter med en beretning om et folk øst for floden Tanakvisl (Tanakvisl er Dana-strøm eller Donau). Folket blev styret af en præstekonge, Odin. Disse folk bragte Odin-tilbedelsen til Danmark og Sverige (Moores Pillar Stones, s. 149; se Traces de Budhisme en Norvege, af M.C.A. Holmboe, professor i orientalske sprog ved Norges Kongelige Universitet).”

Fra den tid, da de ti stammer faldt fra under Jeroboam, lader Israels konger til at have indsat sig selv som præste-konger. De udnævnte præsterne, og var selv præster. (Se 1 Konge 13:1, 33) Og (hvad enten stederne er identiske eller ej) der, i Medien, netop på det sted, som var de ti stammers hovedkvarter (4 Ezra/2 Esdras[iii] 13:43), syd for Eufrates’ kilder eller ”snævre gennemgange,” kan der på de bedste moderne kort findes distriktet eller provinsen Asgerd, med dens hovedstad af samme navn, hvilket så godt som svarer til Asgard, Odins traditionelle hjem og borg ”tæt på Sortehavet og det Kaspiske Hav.”

Asgerd ligger, på det preussiske kort som jeg ejer, omkring 30 miles nord for Van-søen.

I Norge og Danmark, såvel som i Skotland og Irland, florerede Ba’al-tilbedelse – det gamle tegn på forbindelse med fønikerne. Ba’al var Jezabels favorit-gud, hende der var kong Akabs dronning og datter til Eth-ba’al, konge af Sidon (1 Konge 16:30, 31).

Her finder vi også næsten nationalt det gamle segl, der overalt er blevet observeret i forbindelse med danaiderne, eller danitterne – slangen. Talrige danske familier bærer den, og den er det mest almindelige symbol i dansk smykkekunst.

 

IRLAND

De gamle irske manuskripter, hvoraf jeg tror at mange stadig ikke er oversatte, lader til at indeholde en kæmpe mængde information om dannanerne, eller Tuath di Dannan, Dannan-stammen. På dette tidspunkt mener jeg, at Keatinges History of Ireland og Annals of Ireland, by the Four Masters er de bedste værker. I disse historiske værker, der er sammensatte fra ældgamle optegnelser, er dannanerne og mileserne, der siges at være af den samme race, repræsenterede som ankommende i forskellige kuld fra Grækenland, fra ”Gotland ved Sortehavet” og fra ”Skytien nær ved Sortehavet og det Kaspiske Hav,” og der bliver også nævnt tidlige fønikiske og ægypiske forbindelser. De bekræfter således meget af den information om de forskellige kolonier, der blev grundlagt af danaiderne, og som er blevet sporet ved hjælp af mange historiske optegnelser i dette skrift.

Keatinges History of Ireland nævner, at der var to folkeslag, der ankom til Irland, dannanerne og mileserne, hvor dannanerne ankom først. På s. 40 siger han, at ”Dannanerne var et folk af stor lærdom; de havde overordentligt meget guld og sølv… de forlod Grækenland efter et slag mod assyrerne, og af frygt for at falde i hænderne på assyrerne kom de til Norge og Danmark, og derfra tog de til Irland.”

Fra Annals of Ireland, by the Four Masters har jeg taget følgende citat (s. 121):

”Kolonien kaldt Tuatha de Dannan overvandt filbolgerne, og blev herskere over Irland. Det lader til, at dannanerne var et højt civiliseret folkeslag, langt mere trænede i kunst og videnskab end nogle af de andre kolonier, der bosatte sig i Irland. De herskede i Irland i omkring to århundreder, eller 197 år ifølge Psalter of Cashel, og var særdeles fremmelige i arkitektur og andre kunster, p.g.a. deres lange ophold i Grækenland og deres samvær med fønikerne.

Igen (s. 123), ”Dannanerne herskede omkring to århundreder, indtil milesernes ankomst, som fandt sted 1.000 år inden det kristne æra.” Ankomsten for den første koloni af dannanere ville således være 1200 f.Kr., eller 85 år efter Debora og Baraks sejr, hvor vi får fortalt, at Dan havde skibe.

Keatinge observerer på s. 30, at mileserne var af samme race som dannanerne, for da Breogans søn ankom, talte folkene sammen på det samme sprog. Hvad dette sprog var, afsløres af en fønikisk eller karthagisk slaves ord i Pænulus af Plautus, som er næsten rent irsk, som det blev talt så sent som i sidste århundrede. Det vises i en pamflet trykt i Dublin i 1772, ”Essay on the Antiquity of the Irish Language.” Det fønikiske sprog var identisk med hebraisk. Den samme passage i Plautus kan findes translittereret til hebraisk i Transactions Bib. Arch., del ii., 1874.

Keatinge observerer, at mileserne nogle gange kaldes gadeliere, efter en leder Gadhol (hebraisk ”stor”). På s. 72 erklærer han, at ”De ældste irske krønikker skriver, at gadelierne generelt blev kaldt skotter, fordi de kom fra Skytien”; og på s. 76 siger han, at ”irske optegnelser fra langt tilbage i oldtiden skriver, at gadelierne forblev i Gotland ved Sortehavet i 150 år,” efter at de forlod deres land, og før de via Spanien tog til Irland.

Annals of Ireland, by the Four Masters, note s. 123: ”Mileserne var, ifølge vore gamle skribenter, oprindeligt en koloni fra Skytien, tæt ved Sortehavet og det Kaspiske Hav, på grænsen mellem Europa og Asien, og tæt på landet der i dag kaldes Krim. Fra disse folk, der også kaldtes Scoti eller skotter, har Irland sit navn Scotia.”

Villaneuvas Phoenician Ireland, oversat af H. O’Brien, s. 184, har følgende underfundige bemærkning om navnet Dannan, i forbindelse med bestræbelserne på at bevise, at de var fønikere:

”Jeg husker, at der i det fønikiske sprog siges at findes ordet danihain, som antyder storslået, ædel, rundhåndet, eller nærmere Danirfor, Danani, eller Danita, indbyggerne i Dans by ved foden af Lebanus-bjerget, stedet hvor fønikerne (!) tilbad det støbte billede, som de havde fået af Mika, og der hvor Jeroboam rejste guldkalven!” (Dommerne 18:22-31)

Det ville blive alt for langt, hvis man skulle forsøge at berette alt, hvad der siges i de irske optegnelser om dannanerne, og tegnet fra Fønikien og Israel: Ba’al-tilbedelse. Psalter of Cashel siger, at tårnet i Tara blev bygget for at bevare Ba’als-ilden, og blev kaldt Bel Theine. De tidlige forbindelser til Grækenland, Fønikien og Ægypten bliver der konstant hentydet til i de irske dannaneres krønikker og beretninger.

Jeg har ikke bemærket, at slangen forekommer blandt irske symboler; men Dr. Clarke (Sunday at Home, 1862, s. 678) observerer, at Irlands mangel på slanger tilskrives en talisman, der astrologisk set dannes under tegnet Skorpionen. Her kan der være en okkult forbindelse mellem Irland og Skorpionen – Dans tegn.

Ørnen forekommer imidlertid. En irsk oldtidsmønt blev kaldt ”en ørn,” og der var trykt et billede af en ørn på den. Den var gyldig under Edward I’s regeringsperiode, omkring 1270 e.Kr.

Den mytiske fugl Føniks, så karakteristisk for Tyrus, møder man nogle gange. Den skal efter sigende forgå i flammer, og på ny rejse sig som ung hver gang i en cyclus af 490 år (70 x 7). Dens oprindelige sted siges at have været Heliopolis, eller byen On, i Ægypten, en af de mest bemærkelsesværdige byer forbundet med israelitternes historie.

 

SKOTLAND

Store skarer af annanere krydsede havet til Skotland, både fra Europa og fra Irland, i meget tidlige tider. Her finder vi også talrige spor efter Ba’al-tilbedelse og Bel Theine, såvel som buddhisme. Stenstøtterne bærer ofte et slange-billede.

”Vi ser den fønikiske slange-guddom med dens hoved omgivet af en strålekrans, som var det selve solen, som pudsigt nok er gengivet som skjoldholderne i højlands-klanen Donnachies våbenskjold.” (Journal Transactions Victoria Institute, 1875; forelæsning af J.S. Phene, Esq., LL.D., F.S.A., om ”Forhistoriske traditioner og skikke i forbindlese med sol- og slange-tilbedelse,” sek. 18)

Mønter slået af Filip af Makedonien og også fra Brutii i Magna Grecia blev fundet på Cairnbulg gods i Aberdeenshire i 1824; og en guldmønt med Alexander den Store ved Ecclefechan i Dumfrieshire. Der blev også fundet et større antal græske mønter på en farm i Braco i Shotto sogn i Lanarkshire: en fra Athen, en fra Bøotien, og en partisk mønt fra Arsaces XI’s periode. (New Statist. Art., vol. iv., s. 292, citeret i Wilsons Pre-historic Annals of Scotland, vol. ii., s. 313)

Emnet dannanerne i Irland og Skotland kan ikke afsluttes uden en kort bemærkning om KRONINGSSTENEN.

Ifølge Annals of Ireland, by the Four Masters bragte dannanerne denne sten med sig fra Østen:

”Inis Fail, der betyder Skæbne-øen, var det navn, som Tuatha-di-Dannans gav Irland, ud fra en bemærkelsesværdig sten, som de bragte med sig til Irland, som blev kaldt Lia-Fail, eller Skæbne-stenen, hvorpå oldtidens konger, både af dannanernes og milesernes race (de var det samme folk), igennem lange tider blev kronet ved Tara. Denne sten blev sendt til Skotland i det sjette århundrede ved kroningen af Fergus, skotternes konge, der nedstammede fra Irlands milesiske konger, og blev gennem mange århundreder brugt til kroningen af skotske konger, og blev bevaret ved domkirken i Scone, hvorfra den blev bragt til England af Edward I, da han invaderede Skotland, og placeret under kroningsstolen i Westminster Abbey, hvor den stadig er, selv om det fejlagtigt er blevet hævdet i nogle moderne publikationer, at den store stenstøtte, der står på højen ved Tara, skulle være Skæbne-stenen, en påstand, der modsiges af udtalelser fra O’Flaherty, O’Connor og andre lærde oldkyndige.” … ”Fra oldtidens skotske konger af den milesiske race nedstammer Skotlands konger og kongehuset Stewart.” – Note s. 112, af Owen Counellan.

”Da vor konge [Edward I] drog ud for at inspicere bjergene, og forstod at alt var stille og roligt, vendte han sig mod domkirken i Scone, hvor han tog stenen kaldt Skotlands Regalie, hvorpå den nations konger plejede at sidde, da de blev kronede på en trone, og sendte den til Westminster Abbeie. Skotterne drømmer, at dette var den sten, hvorpå Jakob sov, da han flygtede til Mesopotamien.” (Hollinshed’s Chronicles, ”Britain,” 125)



 

[i] [Oversætterens fodnote:] Den ukendte forfatter af den Holstenske Krønike (Vetus Chronicon Holsatiæ) (1448) hævdede, at jyderne nedstammede fra jøder. Når man ser på den historiske sammenhæng omkring det, som den Holstenske Krønike skriver om jyder, så er det imidlertid klart, at den Holstenske Krønike ikke refererer til Israels fortabte stammer, men til jøder, som vi kender dem i dag. Det er ligeledes klart, at det, den siger om jyder, ikke er sandt.

Peter Friderich Suhm skriver om emnet:

”Forfatteren af den Holsteenske Krønike, som slutter med 1448, haver været underlig nok, for af deres navn Juter at slutte, at de stammede fra Jøderne, og at Landet ved de store Tog til Italien, Engelland og Frankerige, og de Hjemmeblivendes Krige imod Slaver og Saxer, blev saa øde, at Keiseren derfore sendte Jøderne ind, for at beboe det. Men nu at forbigaae det øvrige underlige i denne Mening, saa er Tiden nødvendig gandske urigtig, thi ved bemældte Udtog sigtes upaatvileligen til dem, der skeede i det 9 Sæculo, og fra den Tid af ere vist ingen fremmede Folk inkomne i Jylland, til at boe der, undtagen maaskee Friser; Dog denne Skribent fortiener ei at gendrives, da det er klart, at han haver skrevet af pure Had, og meent ei at kunne tilføye Jyderne en større Skam, end ved at lade dem stamme fra Jøderne.” (P.F. Suhm: Critisk Historie af Danmark, 1. Bind (1774), s. 174-175)

 

[ii] [Oversætterens fodnote:] I Gawlers bog står der ”Sveriges Konge-Sagaer”, men det er naturligvis Norges Konge-Sagaer, også kaldt Heimskringla, af Snorre Sturlasson, der menes.

[iii] [Oversætterens fodnote:] Den apokryfe eller pseudepigrafiske 2. Esdras Bog kaldes på dansk også 4. Ezras Bog.

 

 

Hjem            Artikler

Dette kapitel på engelsk: Dan, The Pioneer of Israel Chap. 5: Dannans, or Danes, of Scandinavia, Ireland, and Scotland

Dan: Israels Pioner kap. 1

Dan: Israels Pioner kap. 2: Grækenlands danaider er danitter fra Israel

Dan: Israels Pioner kap. 3: Dan i Sortehavet

Dan: Israels Pioner kap. 4: Dan blandt skyterne