Dan: Israels Pioner

Af J.C. Gawler

2009 Forord

Dan: Israels Pioner blev oprindeligt udgivet på engelsk i 1880. Siden udgivelsen har bogen været en klassiker indenfor emnet ”Israels stammer”.

Oberst John Cox Gawler (1830-1882) var forvalter af de britiske kronjuveler. Gawler havde tjent som soldat i den 8. Kaffer-krig (Sydafrika, 1850-1853). I 1855 blev han udnævnt til særlig fredsdommer i Britisk Kaffraria, og hans energiske handlinger førte til, at det Britiske Imperium annekterede Krelis territorium. Desuden gjorde han tjeneste under den sidste del af det Indiske Oprør (Indien, 1857). J.C. Gawler er i dag mest kendt for Dan: Israels Pioner, men skrev desuden også Our Scythian Ancestors (1875) og The Two Olive Trees (1880).

I 1993 udgav Anne-Lise og Peter Madsen Dan – Israels Pioner i en dansk oversættelse (ISBN 87-89240-30-8, Palma Forlaget, Århus), som imidlertid ikke længere kan købes fra ny af.

Genoptryk af den originale engelske bog kan i dag købes mange steder, bl.a. hos Artisan Publishers (6 US$, eksklusiv porto og forsendelse) (se her).

Mikkel Stjernholm Kragh

December 2009

Ovenfor: Gammelt Anglo-Israel-kort over Israels vandringer.

Dan: Israels Pioner

Af J.C. Gawler

Kapitel 1

Navnet Dan – Dans historie ud fra Bibelen – Samvær med fønikerne – Israelitisk-fønikiske foretagender – Forstavelsen Don, eller Dan

Dans stamme har ved sin foretagsomhed og livskraft gjort sig til en af de mest iøjnefaldende grene af Jakobs familie. Dens forfader var søn af en af Jakobs medhustruer, og var den førstefødte af Rakels husstand. ”Gud har hjulpet mig til min ret,” sagde Rakel, og gav ham navnet ”Dan,” som betyder at dømme, eller at herske. På dette tidspunkt startede dette ord måske som et efternavn, men er blevet bevaret for alle tider som en titel på gotisk, angel-saksisk og engelsk. På disse sprog antyder Din, Dun, Don og Dan hersker, herre. Udtrykket anvendes gang på gang af Shakespeare, Spenser, Chaucer, Prior og andre. Spaniolerne har også, på grund af deres nære kontakt med hebræere, mejslet det ind i deres titel Don. På vores universiteter bruges det til at betegne en professor eller universitetstalsmand.^[i]

Hvor ofte ser vi ikke i Bibelen, at et individs navn bebuder dets karakter og livsforløb. Dans navn, som han fik af Rakel, antyder autoritet og livskraft, og Jakob gentager og bekræfter det, da han uddeler sine velsignelser (1. Mose 49:16). ”Dan dømmer sit folk,” sagde den ærværdige patriark, og fortsatte med at nævne andre karaktertræk, der antyder stor visdom og kløgtighed. Slangen er Skriftens symbol for visdom. (1. Mose 3:1; Matt. 10:16) Når han havde at gøre med fjender, ville hans planer være udtænkt med visdom og hemmelighed, og hans handlinger ville være uventede og lynhurtige.

”På din frelse bier jeg, HERRE,” er Jakobs udbrud, som han afslutter sin velsignelse til Dan. Hvad tænkte patriarken på? Så han en vision af Dans livsforløb passere revy for sig? Så han Israels pionerer på land og hav, der udførte deres forehavender og opdagelser, og handlede med de græske øer og ind i Sortehavet, op langs floder, krydse Lilleasien, opdage Europa, gennemsøge Middelhavet, og videre ud i det brede Atlantiske Ocean, for at møde landsmændene, der var rejst over lands, ved Østersøen, bosætte sig i Danmark, og lave et lille hemmeligt og sikkert gemmested og tilflugtssted gennem århundreder i Irland, og andre bosættelser i England og Skotland? Og så patriarken stadig denne stamme i forspidsen på vej tilbage til det Forjættede Land for at indtage deres første plads, den nordligste, på dagen, hvor Herren skal slå ”ned fra flodens strøm til Ægyptens bæk”?^[ii] Den dag, hvor Herren skal ”forbinde sit folk brud og læge dets slagne sår.”^[iii]

Kort tid efter, at israelitterne forlod Egypten, udgjorde Dans stamme, alene af våbenføre mænd, ”fra tyveårsalderen og opefter, alle våbenføre mænd, de, som mønstredes af Dans stamme, udgjorde 62 700” (4. Mose 1:38-39); og selve den jordlod i det Forjættede Land, som tilfaldt dem, var udtænkt til at opvække den iboende ånd. Deres jordlod var på kysten fra Ashkelon til Joppa, og efter Guds formål var den ”dem for trangt” (Josva 19:40-47), 1443 f.Kr. Så kun få år efter (Dommerne 18), vandrede 600 af dem med deres familier og bagage nordpå til udløberne af Hermon og erobrede et hjørne af Basan. Med en slags korpsånd og en højagtelse af deres stamfader, som kendetegnede hele denne stammes livsforløb, navngav de deres nye erobring ”Dan efter deres stamfader Dan.” (vers 47) Det bærer præg af deres beslutsomhed om at hævde sig selv, og at bekræfte deres navn at herske og være herrer.

Der skete sikkert meget i de efterfølgende år, men Skrifterne blev nedskrevet med ét formål, og derfor er dette emne ikke beskrevet i detaljer. Og dog var det Guds mål at fortælle os, at omkring 1285 f.Kr. (Dommerne 5:17) havde Dan skibe, og sejlede ud med dem, da en invasion stod for døren; og i mange år inden dette fandt sted, havde Israel i lange perioder været underlagt Jabin, kongen af Kana’an, kongen af Moab, kongen af Mesopotamien, og filisterne.

Dan har sikkert beskæftiget sig en del med maritime forehavender, og kærligheden til foretagsomhed og frihed har sandsynligvis reduceret antallet af tilbageværende danitter, og da de så ikke længere kunne hamle op med deres fjender, fandt de det klogest at følge trop. Det er sikkert, at Dans stamme forsvandt fuldstændigt fra Palæstina. I 1. Krønikebog 4-6, som blev nedskrevet efter det babyloniske fangenskab, er Dan, sammen med de to andre kyst-stammer Zebulon og Aser, fuldstændig udeladt af stamtavlerne. Omkring Åbenbaringen kap. 7 citerer Alford adskillige forfattere, der mener, at Dan ”praktisk talt uddøde.” Grotius citerer en jødisk tradition, der siger, at stammen på et tidligt tidspunkt blev reduceret til én familie, familien Huss, som man ved forsvandt i krigene før Ezras tid. Eldad, en jødisk forfatter i det 14. eller 9. århundrede, der skrev til de spanske jøder, siger, at ”på Jeroboams tid (975 f.Kr.) besluttede Dans stamme at forlade deres land, fordi de ikke ville udgyde deres brødres blod.”^[iv]

Hvad der end skete med dem, så forsvandt de fuldstændig fra Palæstina. Men de uddøde ikke, for det ved vi udfra den kendsgerning, at det står optegnet i Ezekiel 48, at ved den endelige deling af landet, som endnu ikke har fundet sted, kommer Dan for at tage sin del som den førstnævnte på listen.

Det Gamle Testamente, der har efterladt os i denne position, giver os ét fingerpeg om, hvor man skal kigge efter det tabte, og nævner så ikke mere om emnet. Det Nye Testamente yder, efter min mening, endnu et fingerpeg om deres opholdssted på et senere tidspunkt ved fuldstændig at undlade at nævne stammen i beseglingen af de 144.000. (Åb. 7)

Det gammel-testamentlige fingerpeg er dette: Ezekiel (27:17-19), der ca. år 588 f.Kr. skriver mod Tyrus og forkynder byens endeligt, siger, at ”Judas og Israels land” (ikke israelitterne selv, der på dette tidspunkt var taget i fangenskab, men derimod den befolkning, der boede der) ”var dine handelsmænd. … Også Dan og Javan rejste frem og tilbage og opholdt sig ved dine markeder.”^[v]Tre steder i Daniel, hvor der specifikt hentydes til Alexander den Store, og ét sted i Zakarias, er Javan oversat ”Grækenland”^[vi]; Josefus nævner også (i. Vi. 1), at Javan er Grækenland. Derved antydes det, at Dan sammen med Grækenland handler med Tyrus.

Danitterne og folkene fra Tyrus kom naturligvis meget godt ud ad det med hinanden. Det var et meget bemærkelsesværdigt privilegium, at en fremmed nation – hvis den altså var fremmed – fik lov til at hjælpe med til at bygge Salomos tempel. Danitterne og folkene fra Tyrus indgik ægteskaber med hinanden; den forstandige håndværker, som Hiram udvalgte og sendte til at overse bygningen af templet, var en mand fra Tyrus, hvis moder var af Dans døtre. (2. Krøn. 2:14)

Det er særdeles vigtigt at huske på denne tætte forbindelse, som er nævnt i Bibelen, som fønikerne havde med Israel, og i særdeleshed med Dans stamme. Vi må huske på, at alene denne stammes numeriske styrke var på 62.700 våbenføre mænd (d.v.s. hverken gamle mænd eller drenge) kort tid efter, at de forlod Egypten. (4. Mose 2:25-26) Vi må ikke glemme den undervisning, de havde fået i datidens førende nation i verden udi litteratur og videnskab. ”Moses blev oplært i al ægypternes visdom” (Ap.G. 7:22); og udover dette må vi huske på Guds løfter til Israel. Abrahams, Isaks og Jakobs sæd ville næppe være tilbøjelig til at falde sammen og visne hen, når den kom i kontakt med andre racer! Vi må huske på dette, fordi vi finder græske, irske, skandinaviske og engelske historier spækkede med omtale af en særlig race kaldt Danai, eller Danaan, eller Dannonii, og som enten er fønikere, eller bliver nævnt i selskab med fønikere. Hvorend fønikerne siges at have handlet, hører vi enten om disse Danai, eller vi finder en flod eller en egn, der er stemplet med Dans navn, i overensstemmelse med stammens tidlige skikke, som er beskrevet i Skrifterne.

I et foredrag til jødiske arbejdere og deres familier ved The Jews’ Infant School den 23. maj, 1875, fastslog rabbi A.L. Green følgende (Jewish Chronicle, 28. maj, 1875):

”På vores forfædres lykkeligste tid, i nationens guldalders herlighed, var vi så sandelig den tids offentlige budbringere, og vi rejste som handelsmænd til alle lande både nær og fjern. Salomos skibe konkurrerede med den fønikiske flåde. Havnene Elath og Sziongeber var fulde af Tharshish-skibe, som sejlede ned ad Eilatbugten til det Røde Hav og ud i det Indiske Ocean, til Ofir, til Sheba, til Arabia Felix, til Indien og Ceylon, og gennem Herkules’ Søjler; de bragte kobber med hjem fra Cypern og tin fra Spanien, muligvis fra Cornwall. Talmud er fuld af særlige forordninger, der har at gøre med de exceptionelle behov, der var forårsaget af disse forskellige bibeskæftigelser. Fra de tidligste tider var synagoger tilknyttede særlige industri-områder og blev ofte besøgt af specialiserede handelsrejsende, og der var arrangeret et særligt arbejdsmands-ritual, så det passede håndværkeren og handlende til lands og til vands. Handelslivet i alle dets forgreninger var beskyttet af et beundringsværdigt internationalt lovkodeks. Love for agenturvirksomhed og forsikring og apotekere var kodificerede. Egenveksler og veksler var formulerede selv på Mishnaens tid.”

Her må vi stoppe for at spørge, Hvad er der blevet af denne foretagsomhedens ånd og kærlighed til eventyr, denne aktive, omvandrende, rastløse ånd? Den eksisterer bestemt ikke i nutidens jøder. Hvad er der blevet af den sejlende handelsrace, som denne lærde jødiske foredragsholder beskriver, når han taler om Israel ”i nationens guldalders herlighed”? Det er så sandelig ikke en beskrivelse af nutidens jøder, men enhver må indrømme, at det er en fortrinlig beskrivelse af os selv!

I Manual of Ancient History (s. 214) læser jeg følgende:

”Fra midten af det sekstende århundrede til midten af det fjortende århundrede f.Kr. bosatte adskillige kolonier fra Egypten, Fønikien og Frygien sig i forskellige dele af Grækenland, og de bragte fremskridtene i deres kunstarter og videnskaber med sig, som der var blevet lavet i deres respektive lande. En fønikisk koloni under Cadmus bosatte sig i Boiotien; han var den første, der bragte brugen af bogstaver til Grækenland… På den tid var fønikerne de ubestridte herskere i Ægæerhavet.” s. 86 – ”Cypern var ikke kun en koloni, men var en af Tyrus’ provinser…. Fra Cypern udvidede de deres bosættelser til Kreta, og derfra fortsatte de til Afrika, Sicilien og Sardinien… Den spanske halvø – i Skriften kaldt Tharshish – var det land, som Tyrus havde den mest indbringende handel med; og de kolonier, som de grundlagde, blev snart til selvstændige stater. Der blev også plantet kolonier hinsides Gibraltar-strædet. Handelen blev udvidet til de britiske øer og til Nordsøens kyster. Man ved, at fønikerne var før grækerne til at danne handels-stationer langs Lilleasiens kyster og Sortehavets bredder… I de østlige have havde de stationer i de Persiske og Arabiske Golfer.”

Lad os nu spore Dans fodaftryk i dette fønikiske lys, og vi vil finde, at næsten hvorend fønikerne har været, dér, eller tæt på, finder man Dans navn i navnet på et sted, en flod eller en provins, ligesom de havde gjort i deres tidligste selvstændige erobring i Palæstina. Ved det Røde Hav har vi således Don-gola;^[vii] i Grækenland, Caly-don, en flod i Attika (Strabo), Eri-dan; Make-don-ien; Don-au, Dan-astris (nu Dniestr), Dan-apris (nu Dniepr) og Don.

Før vi taler om Grækenlands folk, og om kolkierne i Sortehavets østlige hjørne, vil vi følge den sandsynlige rute, som en ekspedition, der krydsede land, ville have fulgt, op langs Donau til dens kilde i Schweiz, og dér følge en anden flod, Rho-dan (nu Rhone), ned til havet ved den antikke såkaldte fønikiske by Massilia, nu Marseille, og derfra over til Sar-din-ien. Tilbage i Schweiz følger vi Eri-dan (nu Po), som løber mod øst gennem Venetia udi Adriaterhavet. Mens vi er i Venetia, vil jeg gerne minde jer om følgende: Vi kan udlede af Ezekiel 28:12-16, at Tyrus havde et kerubisk påfund som et af sine symboler eller kendetegn. Kongen af Tyrus bliver, øjensynligt i et hånende budskab, kaldt for ”en salvet kerub”, og vi finder, at en bevinget løve er Venedigs kendetegn. Tyrus, Fønikiens hovedstad, var oldtidens stolte handelsby, og Venedig, Venetias hovedstad, havde samme storslåede position i Middelalderen. Er det ikke en yderligere klar forbindelse mellem Venetia og Fønikien?

Fra Venetia vil vi vende tilbage til Dan-astris (Dniestr), følge den til dens kilde, hvor vi går videre langs Vistula, ved hvis udmunding vi finder Dan-zig på bredden ved Co-dan Bugten (nu Østersøen), over til Dannemora, overfor den Finske Bugt, ned ad Østersøen til Dan-mark, vores elskede prinsesses hjemland; over Nordsøen til Humber, hvor vi finder floden Don, og går mod syd til Don-caster. Så finder vi et helt herred Dan-nonia, nu Devonshire, og derfra kan vi krydse til det ubestridte hovedkvarter for Danaan’erne, det nordlige Irland, i oldtiden kaldt Scotia, hvor vi finder en kæmpe procent ikke blot af navne på steder, men af almindelige efternavne med forstavelsen Don: Dundalk, Donegal og Donaghedee. Sidstnævnte sted er, hvis ikke den tidligste, så en af Tuath de Danaans tidligste formodede bosættelser: det havde en umiskendelig hebraisk klang over sig, og translittereret bliver יד עהןד til Danhaghedee, ”Dan mit vidne”. Fra oldtidens Scotia tager vi over til nutidens Scotia, eller Cale-don-ien, hvis navnefælle vi har i Grækenland. Her har vi, blandt talrige andre, Dumfries, Dumbarton (i disse bliver bogstavet n til m før læbelyden), Dundee, Aberdeen (Dons udmunding) og floden Don.