Dan: Israels Pioner

Af J.C. Gawler

Kapitel 4

Dan blandt skyterne

Spørgsmålet om omskærelse – Scuthi, eller skytere, er hebraisk for vandrere, eller dem der bor i midlertidige boliger – Blev anset for heraklider af grækerne – Skytisk beretning om tidspunktet for deres første optræden som en nation – Stedet og tidspunktet for deres tilsynekomst, ifølge historikerne – Deres karakter – Saka, eller Sakai, og Gimiri, eller Beth-Kumri fra Medien – Den skytiske nation på nordsiden af Sortehavet – Kong Saulios – Gruf og Chr’ruv – Sproget – Skytiske guder er syrisk-fønikiske – Goterne, det romerske navn for skyterne – Arsareth – Sacasuni og sakserne.

Selvom emnet, ligesom i det forrige kapitel, stadig er ”Danaiderne, eller Dan i Sortehavet,” lad os så nu mere nøje undersøge deres forbindelse med skyterne, eller Sakai, for ved afslutningen af det forrige kapitel havde vi gennem Bombay-inskriptionerne hørt, at Dan, der havde levet blandt ”Saka-folket” (øjensynligt i Medien og Armenien), ”frigjorde” sig for at krydse havet over til Gotland (nordkysten af Sortehavet), da Kyros angreb dem. Og angående ”Jasons byer”, i Medien og Armenien, så sporede vi skridt for skridt danaiderne fra Grækenland, og herakliderne eller handelsfolkene, kolkierne, der praktiserede omskærelse og som var lakedaimoniernes slægtninge, og som brugte Dans symboler og af jøderne blev anerkendt som deres bogstavelige ”brødre”. Vi har også set, at Armenien og Medien var de lande, som Israels stammer blev deporteret til af kongerne af Assyrien, og at det er nord for Sortehavet, at vi på Herodots tid finder størstedelen af den skytiske nation. Det er også der, hvor vi finder, at mange af floderne bærer Dans navn, Don eller Tanais, Dan-apris, Dan-astris og Don-au.

Hvem var så disse skytere, disse nye venner og følgesvende, som de foretagsomme danitter havde mødt i Asien? Det ville kræve et særskilt hæfte af en betragtelig størrelse at påpege alt, hvad der kan siges om skyterne, der inkluderede, ja muligvis for det meste bestod af, landsforviste og ”flygtede” israelitter. For nogle år siden trykte jeg en lille skrivelse, ”Our Scythian Ancestors Identified with Israel,” men de seksten sider, som den udgjorde, kunne udvides til treds med alle de vigtige beviser, der sidenhen er dukket op. Jeg vil derfor kun berøre et par et de vigtigste punkter.

For det første er der sikkert nogle af læserne, der spørger, ”Hvis skyterne var Israel, hvorfor er der så ingen fortegnelser om, at de praktiserede omskærelse, som det er fastslået, at kolkierne gjorde?” Til dette svarer jeg, kolkierne var frie emigranter fra et ret tidligt tidspunkt, da alt endnu var frisk i israelitternes erindring; mens at deportationerne af Israel fandt sted omkring fem og seks århundreder senere som en straf, ikke for at overholde loven og pagten, men for at bryde dem, og for at gå efter andre guder og kopiere andre folkeslags skikke.

Det mystiske er ikke, at israelitterne havde opgivet omskærelse, men at nogle del af dem, som kolkierne, skulle have beholdt det. For Skt. Peter omtaler det som ”et åg … som hverken vore fædre eller vi selv har formået at bære” (Apostlenes Gerninger 15:10), og under de fyrre år i ørkenen under Moses blev det fuldstændig forsømt. (Josva 5:2-9)

Mr. H.P. Smith (Ancient History of the East, s. 472) og professor Rawlinson (Herodotus, note om skyterne) er enige om, at skyter ikke er et rigtigt etnisk navn, men en titel, der blev givet til alle nomader, eller vandrende hyrdestammer.

Nu er det alene på hebraisk at dette ord betyder vandrere, og det forbindes med en af deres vigtigste højtider, øjensynligt den eneste, der skal bevares efter alle tings genoprettelse – nemlig løvhyttefesten, eller  וח ס כ , Scotch eller Skot (hytter), som blev indført for at ihukomme Israels vandringer i ørkenen. (se 3. Mose 23:40-43; Zak. 14:16; 1. Mose 33:17) På hebraisk er hytteboere  י וח ס כ, Scuthi, eller Scoti, eller som vi burde sige, sukkotitter.

Nu adopterede grækerne ordet, muligvis importerede de det fra danitterne, og talte om Σκυθαι, Skuthai, som vi gennem latin kalder ”skytere”. Men grækerne kan ikke give ordet nogen betydning, men siger, at disse Skuthai nedstammede fra en Skuthees, der var den mytiske søn af Herakles og en moder, der var halv slange. (Herodot. iv. 8) Her tilskriver den græske legende så en forbindelse mellem skyterne og herakliderne, eller danaiderne, og der er atter tydelige spor af slangen. Der synes også at være en hvis overensstemmelse mellem skyternes og lakedaimoniernes legender. Skyterne siger, at deres forfader var Targetaus, en søn af Jupiter ved en datter af en flod, (Herodot. iv. 5) mens at lakedaimonierne siger, at Lakedaemo var søn af Jupiter og bjerget Taygetus, eller Taygeta.^[i]

Ifølge legenderne dukkede de første gang op under en konge i vildnisset^[ii] (Herodot. iv. 5-7), 1000 år før Darios’ ekspedition (500 f.Kr.), hvilket stemmer overens med tidspunktet, da Israel under Moses vandrede i vildnisset.

Tidspunktet, hvor historikere skriver, at de første gang dukkede op ved Araxes i Medien som et foragteligt folk (Diod. ii. 3), stemmer overens med det tidspunkt, da Assyriens konger deporterede Israel til de regioner.

Hvad angår deres voldsomme vækst og ekspansion, deres fremragende love, deres lærdom og afholdenhed fra svin, se Diodorus, Herodot, Strabo, Aeschylus, Epifanius, etc.

Herodot siger (vii. 64), at ”Perserne kalder alle skyterne for Sakai.” Strabo nævner (xi., vii. 4), at ”Sakai tog de mest frugtbare egne af Armenien i besiddelse, som blev kaldt efter deres eget navn Saccasena.” Plinius nævner (vi. 16), at Sakai var de fornemste skytere, og at dem, der bosatte sig i Armenien blev kaldt Saccasani. Eforus citerer Choerilus, som kalder Sakai fra Asien for ”en koloni af nomader, en retfærdig race”.

I et kort kapital, iv., af et lille hæfte, ”Are We Israelites?”^[iii] af pastor Bourchier Wrey Saville, M.A., bliver disse Sakai ved hjælp af Sir H. Rawlinsons egne fortolkninger af de assyriske inskriptioner sporet til Israels ti stammer, herunder folket fra Samaria, Beth Kumri, der blev ført bort af Tiglath-Pileser og Sargon omkring 721 f.Kr.

Sir H. Rawlinson synes, i sin broders udgave af Herodot, at anse skytere og Sacan som identiske, og at de betyder nomader. Vi har set, at skyter på hebraisk betyder ”vandrere”; men i de akæmeniske inskriptioner betyder det Saka, hvilket Sir Henry kalder for et arisk ord, og som han siger er erstattet af ”Gimira i de babyloniske oversættelser af de persiske og skytiske søjler”,^[iv] og som jeg vil foreslå hentyder enten til tilbedelsen af Gud under titlen Saka, den ”aller-reneste”, hvilket stadig bruges af jøderne, eller også er det et af deres egne navne, Tsaki, isakitter eller Beth-Isak, Isaks Hus. (Se Amos 7:9, 16)

Hvad der endvidere angår historien om skyterne ved Sortehavet, så nævner Herodot (iv. 76) en kong Saulios, der boede ved Danapris (Dnieper). Han var fader til Idan-Thyrsus, kongen, der gjorde oprør mod mederne og overtog Asis og det Hellige Land i niogtyve år, og angreb Egypten. Dette fandt sted omkring 630 f.Kr. – d.v.s. ca. firs eller halvfems år efter fangenskabet, men næsten 600 senere end Dans første bosættelse i Sortehavet; og det lyder som et usædvanligt dristigt udbrud fra nogle af stammernes side – et israelitisk korstog for at genvinde deres arv.

Herodot beretter også (iv. 76), at skyterne ”omhyggeligt undgår at anvende udenlandske skikke.” Nu var Israels synd i det Hellige Land, at de var for glade for udenlandske skikke, men vi kan med god grund antage, at deres landsforvisning og de lidelser, de havde gennemgået, havde fået dem til nogenlunde at forstå deres synd, selv om de muligvis har været ude af stand til at genfinde sandheden. Ezekiels vision var ved Chebar-floden omkring 590 f.Kr., og 2 Esdras giver som grunden til, at de ti stammer flyttede væk fra Medien,^[v] at de ønskede at tjene Gud på deres egen måde.

Nu er det ganske slående, at Herodot således skulle berette om skyternes jalousi i religiøse spørgsmål (iv. 79, 80). En af deres konger ved navn Scylas havde i byen Borysthenes, som lå udenfor hans herredømme, store og prægtige ejendomme; rundt om dem var der placeret sfinxer og griffer lavet af hvidt marmor. (Bemærk at det græske γρνψ, γρνψες, grufs, grufes, er det hebraiske ב ו ר כ, chr’uv, eller som vi siger kerub.) Scylas var meget opsat på at blive indviet i Bacchus-mysterierne, men han var bange for, at nogle af hans folk ville se ham. Han plejede derfor at gå der incognito og iklædt græske klædninger. Ved hans indvielse, “lige da han skulle til at påbegynde de hellige riter, skete der et meget stort vidunder... guden slyngede en tordenkile og hans palads brændte fuldstændig ned til grunden.”^[vi]

Herodot har også efterladt os to eller tre eksempler på det skytiske sprog – nemlig iv. 27. Han siger, at spou betyder øjet, hvilket muligvis er fra det hebraiske rodord ה פ צ, tspeh, at kigge, at se omkring: engelsk spy.^[vii] Men det mest bemærkelsesværdige er følgende: I iv. 52 beskriver han “en bitter kilde”, som løber ud i Hypanis og giver vandet afsmag. “Kildens navn,” siger han, “på det skytiske sprog er ‘Exampoeus,’ men på grækernes sprog, ιεροι οδος, ‘de hellige veje’. Ud fra dette har mange sluttet, at Exampoeus er det skytiske ord for hellige veje, men det er ikke det, som Herodot siger. Nu finder jeg, at det hebraiske י פ ם ס ה ha-sam-pe ville betyde det bitre eller medicinsk udledning: fra ם ס sam, der som verbum betyder ‘at lugte’, og som substantiv ‘medicin’, ‘gift’, ‘bitter’, og י פ eller ה פ pi eller per, ‘en brønds udmunding’ eller ‘åbning’.

I iv. 59 giver Herodot os en liste over skyternes guddomme. De har overrasket mange skribenter, men det følgende er noter fra pastor J.W. Blakesley, B.D., fra Cambridge Bibliotheca classica udgaven af Herodotus:

Παπαιοσ - Απια, Disse to ord, der efter sigende er skytiske, er utvivlsomt af den indo-germanske sprogfamilie. Απια er et navn, som en del af Peloponnes blev kaldt i oldtiden (Aeschylus Sup. 260-269), og det er sandsynligvis etymologisk identisk med ordet ηπια, og oprindeligt et udtryk for jorden som anset som et tilbedelsesobjekt ιλεομαι μεν Απιαν βονιν (Suppl. 117-127). Artimpasa, hvis det er ægte, synes blot at være en anden form af Artemis med en endelse på. Etosyrus har en mistænkelig lighed med οιτοσ Συρος, den syriske klagesang, eller –messe, hvis egentlige navn var Linus. Thimimasadas foreslår også Tammuz fra Ezek. 8:14 i hellensk form. Så at alle disse navne, med undtagelse af Tabiti – og måske også det, er Tofet fra 2 Konge 23:10 – synes at tilhøre et akaisk eller syrisk-fønikisk sprog, og er tydeligvis ikke ægte skytiske.

Hvis Mr. Blakesley havde tænkt på, at skyterne var israelitter, der var kommet via Medien, og at danitter flere århundreder tidligere var kommet forud for dem via Grækenland, så ville han have forstået, hvordan disse navne helt naturligt ville bære indo-germanske og syrisk-fønikiske træk, og med en græsk fremtoning, og stadig være skytiske.^[viii]

Skyterne blev senere kendt som gotere, eller Gothi, muligvis fordi at geterne, en vigtig gren af den skytiske nation, havde mest kontakt med romerne, for hvem alle skytere derfor var Gothi. Sailman, en jødisk forfatter, der skrev i 1818, citerer i Researches in the East Ortellius, der “bemærker Riget Arsareth (se 2 Esdras 8:45), hvor de ti stammer slog sig ned under navnet Gauthei.” John Wilson har bemærket, at geternes land var på grænsen til områderne omkring Donau, ved floden Sereth, hvor der er en by af samme navn, som på den hebraiske tunge ville hedde Ar-Sereth. Det er nødvendigt at vise skyternes og goternes identitet og deres forbindelse med danaiderne, for vi har Gotland og danaiderne ved Sortehavet, og atter har vi Gotha og Gotland ved Østersøen, og atter Annans, eller danerne.

Apropos det overordnede emne kan det bemærkes som en afslutning på dette kapitel, at Ptolemæus nævner et skytisk folk, der er udsprunget af Sakai, der kaldes Saxones. (Sharon Turner, Anglo-Sax., vol. i, s. 100) Også Moore i Pillar Stones of Scotland bemærker:

“At Sacasuni fra Armenien var af samme slægt som Englands saksere anses tilstrækkeligt indlysende for dem, der har studeret emnet mest. (Se Origin and Progress of the Scythians or Goths af John Pinkerton, 1788; Sharon Turners History of the Anglo-Saxons; og Les Scythes af F.G. Bergmann.)”

^[viii] Det samme kan muligvis siges om et nyligt skrift af professor Bugge fra Christiania (”den største nulevende autoritet”) om ”Studier over de nordiske Gude- og Heltesagns Oprindelse” (Se Academy, 29. Nov., 1879, s. 396) Han sporer nordisk mytologi til ”fortællinger, som vikingerne hørte fra englændere og irere”. Og han siger, at disse fortællinger er en blanding af ”gammel græsk-romersk mytologi” og ”jødisk-kristne Bibel-legender”. Dr. Baug læste også et skrift om ”Voluspa”. Hvis det var faldet professoren ind, at de danitiske vikinger havde mødtes med de irske Danan, de græske danaider og de engelske Saka i ”Gotland ved Euxine”, og før det muligvis i Medien, ville han have set, hvordan de var blevet indtaget af jødisk-kristne og græsk-romerske fortællinger, som de delte med, og ikke lånte fra, englændere eller irere.

Hjem            Artikler

Dette kapitel på engelsk: Dan, The Pioneer of Israel Chap. 4: Dan among the Scythians

Dan: Israels Pioner kap. 1            Dan: Israels Pioner kap. 2

Dan: Israels Pioner kap. 3            Dan: Israels Pioner kap. 5