Dan: Israels Pioner

Af J.C. Gawler

Kapitel 2

Grækenlands danaider er danitter fra Israel

Begges formodede egyptiske oprindelse – Kronologien er enig – Græske danaider kaldt argivitter – Lathams opfattelse – Fønikerne havde forbindelse til begge – Argivitiske danaider også kaldt heraklider – Lakedaimonierne^[i] er argivitter og heraklider – Slange- og ørne-symboler almindelige hos begge – Egyptiske monumenter til slangetilbedelse refererer til begge, af Dr. Brugsch – Makedonierne, eller deres herskende familier, var argivitiske danaider – Alexander den Store og hans generalers slange- og ørne-symboler – Lakedaimonierne (d.v.s. danaidiske heraklider) – Deres ørne-slange-segl – Jødisk ypperstepræst anerkendte dem til at være ”deres brødre af Abrahams slægt”

Da vi nu har fået et overblik over de emner, som vi skal beskæftige os med, som markeret ved navne tilknyttet floder og lande, lad os så se på, hvordan historien og forskellige kendetegn taler for, at disse fodspor tilhører danitter fra Israel og at disse er identiske med Grækenlands danaider.

I historien er de berømte græske danaider blandt de fremmeste. Danaos, får vi fortalt, kom fra Egypten; det gjorde Israel også. Og Jetros døtre fortalte deres fader, da de omtalte Moses, at ”Der var en egypter, som hjalp os”. (2. Mose 2:19) Strabo, der levede mellem 40 f.Kr. og 20 e.Kr., siger (xvi. ii. 34, 35), at ”egypterne var forfædrene til nutidens jøder.” Apion, en egyptisk præst i det første århundrede e.Kr., kalder israelitterne for egyptiske overløbere. Og således tjener det identificeringens formål godt, at Danaos fra den græske historie anføres som kommende fra Egypten. Danaiderne nævnes af Homer, Pindar, Euripides, Strabo og andre. Når vi taler om Homer, og om de endnu tidligere personer, som han sang om, kunne vi foranlediges til at tro, at de er så tidlige, at vi ikke kan kende til nogle tidligere optegnelser; men det vil være godt at genopfriske vores hukommelser med nogle årstal. – Belejringen af Troja, hvis helte på begge sider Homer har udødeliggjort, vil så menes at have fundet sted omkring 1193 f.Kr.; men Debora og Barak hånede Dan for at blive på deres skibe næsten 100 år tidligere, nemlig 1285 f.Kr.; og Josvas erobring af det Forjættede Land var endnu halvandet hundrede år tidligere, nemlig omkring 1443 f.Kr.! Danaos menes så at være ankommet til Argos mellem fjorten til to hundrede år efter erobringen af det Forjættede Land.

Ifølge Euripides og Strabo: ”Da Danaos var ankommet til Argos, udstedte han en lov om, at alle, der over hele Grækenland havde båret navnet pelasgere, skulle kaldes danaider.” (Strabo v. ii. 4) Sammenlign dette med Dans folks handlemåde (Dommerne 18:29). Fra Strabo lærer vi, at disse danaider snart spredte deres navn til Peleponnes, og derefter til hele Grækenland, for han siger (vii. 6. 5), ”Homer kalder hele Grækenland for Argos, for han kalder alle argivitter, ligesom han kalder dem danaider og akaiere.”

”Jeg mener,” siger Latham (Ethnology of Europe, s. 157), ”at den, der har givet navn til de argivitiske danaider er ingen anden end den israelitiske Dans stamme, men når vi tænker på israelitterne, er vi bare så vante til at begrænse os til Palæstinas jord, at vi behandler israelitterne, som om de var adscripti glebo^[ii], og ignorerer den andel de har haft i den almindelige verdenshistorie. Dans, Efraims og Asers havnebyer mellem Tyrus og Ashkelon må have fulgt havnebyers typiske historie, og har ikke været placeret ved kysten uden grund. Sikken et lys, der ville være blevet kastet over Peleponnes’ navns oprindelse og på Pelop-slægtens historie, hvis der havde eksisteret en ægte Pelopid—nation, med utvetydigt slægtskab og samtidige annaler, på Asiens kyst! Hvem ville have tøvet med at forbinde de to? Og dog er dette tilfældet med danaiderne og Dans stamme, og ingen forbinder dem!”

For at vende tilbage til Argos, dette hele Grækenlands overhoved og danaidernes første by, så lå den lige ved siden af to andre byer, Mykene og Tiryns. Eftersom sidstnævnte lå så tæt på danaiderne, har den muligvis sit navn fra Tyrus. Der er endnu et eksempel på dette: Danaster (Dniester) kaldes nogen gange Tyras (Herodot iv. 51; Strabo vii. i. 1), og folket, der boede der, kaldtes for tyritæ. Det er rimeligt at udlede af dette, at udfra Tyrus-folkenes tætte forbindelser til Israels danitter, blev navnene Tyrus og Dan brugt i flæng.

Grækerne sagde, at Argos var Herkules’ fødselssted, men Herodot, der gjorde sig store anstrengelser for at finde ud af, hvem Herkules faktisk var, foretog en særlig rejse til Tyrus (ii. 44) og fandt dér et ældre Herkules-tempel.

Herkules’ oprindelse, eller Herakles som han hedder på græsk, synes mig at må findes et sted i de vovefulde eventyr og bedrifter, som småhandelsmænd og fribyttere fra Tyrus og Dan udførte, og ud af hvilke de udformede den ideelle mand tilpasset til den heroiske tidsalder, og øjensynligt i overensstemmelse med de tidlige guddommelige bud (1. Mose 1:26, 28) om at ”herske” og ”være herre”. På hebraisk betyder rakal at ”handle” og Heracleem betyder handelsmænd.^[iii] Dem, der tog afsted fra Argos og underlagde sig andre dele af Grækenland omtales som heraklider, eller Herakles’ efterkommere. For en tid, øjensynligt i forvirringen der opstod efter den trojanske krig, blev de drevet nordpå ud af Peleponnes, som de nogle år senere generobrede, hvilket kaldes for ”Herkules’ efterkommeres tilbagevenden.” (se Mullers History of the Dorians) Fra disse kommer lakedaimonierne, hvis hovedstad var Sparta. Agamemnon, der blev valgt til øverstbefalende for alle grækerne, der tog afsted for at belejre Troja, var således konge af Argos og Mykene, og hans broder Menelaus, var konge af Sparta, lakedaimoniernes hovedstad.

Herodot (iv. 147) kalder Theras, lakedaimoniernes hersker, for en cadmoner og føniker. Men med denne forvirrende bestemmelse af egyptiske og fønikiske oprindelser, som passer fortrinligt på israelitterne, er det en sikker kendsgerning, at et folk kaldt danaider kom til Argos og udvidede deres herredømme udover hele Grækenland, og at lakedaimonierne, hvad enten de var argivitter eller heraklider, var den mest bemærkelsesværdige stamme fra dette sted. Jeg vil vende tilbage til denne pointe.

Men endnu engang: Vi vil forsøge at identificere disse græske danaider ud fra deres symboler. Forskellige hebraiske og kaldæiske skribenter anser slangen for at være Dans kendetegn: ”Dan blive en slange ved vejen, en giftsnog ved stien”, sagde Jakob (1. Mose 49:17) Slangen var et symbol for synd, såvel som for visdom og snedighed (vær snilde som slanger), og det er muligt, at patriarken forudså, at denne stamme ville være den første til at forfalde til afgudsdyrkelse. Denne kendsgerning er i hvert fald ikke blevet overset af jødiske og ikke-jødiske skribenter. Som overhoved for tre stammer – d.v.s. én af de fire lejre – havde Dan også ørnen, ét af de fire kerubiske symboler, og derfor anvendes de to symboler ofte sammen. ”Oldtidens lærde jødiske autoriteter forsikrer alle enstemmigt, at Dan bar en skorpion under en ørn.” (Mazzaroth 39) ”Oldtidens hebraiske og kaldæiske autoriteter siger, at Dan på sin standart bar en kronet slange eller basilisk, som en ørn holdt i sine kløer.” (Mazzaroth 41)

Af de fire evangelister er Skt. Johannes’ emblem ørnen, og i mange af afbildningerne af ham forefindes slangen også. Hans mission var for det meste, hvis ikke udelukkende, blandt grækerne. Skt. Johannes’ symboler tager nogen gange også form af en drage, en blanding af slangen med ørnen og løven; for Dan blev også kaldt ”en løveunge” af sin fader.

Hvad angår anvendelsen af disse symboler blandt grækerne, finder jeg i Wedgewood’s Book of Remembrance, i, 175: ”Kekrops, Athens grundlægger og første konge (som også siges at være kommet fra Egypten og som grundlagde tolv byer), sagdes at have været halv menneske og halv slange. I en anden beretning fortælles det, at Athens første konge var en drage, et symbol som romerne lånte fra grækerne.”

På en athensk mønt ser man en kvindelig skikkelse i en vogn, der trækkes af to slanger. (Calmet’s Dict. V. Athens, 19)

Da oraklet i Delfi blev spurgt af folkene fra Argos, blev argivitterne omtalt som ”den tre-slyngede slange”, sandsynligvis en hentydning til de tre byer Argos, Mykene og Tiryns.

Vi finder også, at ørnen har en fremtrædende plads i Grækenland:

Woolridge, Drawings from Gems, London, 1868. nr. 161 er Jupiter Tonans på tronen med scepter, ørnen ved hans side på jorden, fra en graveret krystal.

Calmet’s Dict. V. Astarte 3, græsk mønt med en ørn. Den berømte statue af Zeus, siddende på tronen i templet på Olympen, holder et scepter med en ørn på spidsen. (Saturday Magazine, 1840, xvi., 51. Lempriere Jupiter, 382)

Grækerne anså ørnen for at være Jupiters minister eller vagt, som om danitterne, der sandsynligvis introducerede symbolet, muligvis anså sig selv for Guds udøvende magt. Jupiters scepter, symbolet for autoritet og herredømme, havde en ørn på spidsen, hvilket Dan må have fundet passende på ham selv.

Ørnen afbildedes nogle gange med nogle lynkiler i kløerne. Dette kan have været grækernes korrumperede form af Dans ørn, der holdt slangen.

Ved Ba’al-Gad, som var grænsen for Josvas erobringer (Josva 11:17), og som ikke var langt fra Dans nordlige territorium, hvis det da ikke det faktisk var bosat af Dan, er det såkaldte fønikiske tempel. Det beskrives i University History, vol. ii, 266, og i Notes of a Clerical Furlough, Dr. Buchanan, Sunday at Home, 1862, s. 743: ”Templet lader til at have været dækket og udsmykket med ørne. Når man ser op, mens man står under portalen, ser man undersiden af overliggeren, med en skulptur, man næppe kan se magen til.  Det er en kæmpe ørn, der i sine kløer bærer to slanger, der snor sig rundt om en stav.”^[iv]

Alexander den Store af Makedonien repræsenterede sig selv som Jupiters søn i form af en slange. Ptolemæus (et hebraisk navn, der lettere kan genkendes, når Bar sættes på som forstavelse) og Seleukos, Alexanders generaler, var også make-don-iere, og på deres medaljer findes der altid ørne.

Men vi finder, at make-don-ierne var argivitter. Én af deres prinser (Herodot. v. 22) ønskede at deltage i de olympiske lege, hvori kun grækere kunne dyste. Hans ret blev først betvivlet, men han overbeviste dommerne om, at make-don-ierne var argivitter.

Her er det værd at bemærke, at Alexander den Store udviste stor respekt for jøderne; og da han i sin galladragt blev mødt af de jødiske ypperstepræster udenfor Jerusalem, erklærede han, at han i en drøm havde set sit modstykke, som havde vist ham, at han skulle foretage ekspeditionen. (Josefus’ Jødernes Historie xi. viii. 5)

Sporer vi ørne-symbolet endnu længere tilbage, finder vi, at oldtidens egyptere bærer vidnesbyrd om de græske danaiders identitet som den israelitiske Dan. Det er værd at bemærke, at man sagde, at Danaos, som man sagde kom til Grækenland fra Egypten, var søn af Belus, nogle gange stavet Bela, som minder meget om Bilha, navnet på Jakobs medhustru og moder til Dan. (1. Mose. 30:4-6)

Dr. Brugsch, der skriver om israelitternes exodus, giver os denne information, som jeg har fra Jewish Chronicle fra den 21. januar, 1876. Han opdager –

”en by kaldt Pi-tom, sammen med de egyptiske monumenter ”i distriktet Sukkot”, og at byen er Tanis, eller Zoan. Det samme sted kaldes også for Pi-Rameses. Pitom og Rameses er imidlertid de steder, hvor israelitterne blev tvunget til at bygge skattekamre eller magasiner for deres undertrykkere.”

Før vi går videre, vil jeg gerne komme med en bemærkning om denne by, Tanis eller Zoan. Det hebraiske צ , der bruges i Zoan i Bibelen (Salme 78:12), kan omdannes til Z, S, D eller T. På græsk og latin har vi f.eks. Zeus, Deus og Theos.^[v] Byen kan således kaldes Tanis eller Doan; og ved Sortehavet har vi floden Tanais eller Don.^[vi]

Men for at fortsætte citatet:

”Eftersom navnene på de fleste af stederne i denne region kun kan stamme fra hebraisk, som f.eks. Sukkot, er det klart, at det er i netop disse regioner, at Gosens land skal findes. Navnet Pi-tom betyder byen for (guden) Tom. Inskriptionerne tilføjer imidlertid, at Tom også kaldes for Ankh, med tilnavnet den Store Gud. Undersøgelser viser, at Ankh betegner ’Den Levende’, og er intet andet end den egyptiske oversættelse af det hebraiske Jehovah eller Jahveh. Som symbol for denne Gud blev en slange tilbedt i Pitom. Dette minder os om Moses’ kobberslange, og om tilbedelsen af denne, som Ezekias afskaffede.”

Jeg vil hellere foreslå, at slangen, som symbol for Dan, var symbol for byen, som bl.a. havde navnet Tanis, og endte med at blive korrumperet til at blive et symbol eller billede på Dans Gud. Men hvordan det end hænger sammen, så er stedet for denne israelitiske slange-tilbedelse i Egypten det samme sted, hvor man sagde, at de græske danaider kom fra.^[vii]

Set i sammenhæng med de mange almindelige forbindelser og symboler, der allerede er beskrevet, ligger det endegyldige bevis på Israels danitters identitet med Grækenlands danaider i lakedaimoniernes påstand om at være beslægtede med jøderne. Lakedaimonierne var den vigtigste gren af de argivitiske danaider, og denne påstand blev på behørig vis indrømmet af ypperstepræsten i Jerusalem.

Det berettes i 1. Makkabæerbog xii. og i Josefus’ Jødernes Historie xii. iv. 10, at omkring år 180 f.Kr. sendte lakedaimoniernes konge det følgende brev til jøderne i Jerusalem:

”Spartanerkongen Areios hilser ypperstepræsten Onias! I et skrift er der fundet den oplysning om spartanerne og jøderne, at de er brødre, og at de er af Abrahams slægt. Da vi nu har fået dette at vide, ville det være godt, hvis I skrev til os om, hvordan det går jer.”^[viii]

De nævner ikke, hvad dette slægtskab består i, udover (som kun Josefus skriver) en bemærkning om seglet: ”Brevet er firkantet, og seglet er en ørn med en drage i sine klør” – hvilket faktisk er Dans kendetegn. Josefus skriver, at jøderne svarede således:

”Vi toge med Glæde mod dette Brev, og lode see al Velvillighed imod Areum og Demoteclem. Vi behøvede ikke dette Vidnesbyrd, thi vi vare tilforn overbeviiste herom af vore hellige Bøger” (Josefus: Jødernes Historie^[ix], Bog 13, kap. 5)

Hentydede jøderne til Ezekiel 17:19, hvor Dan og Grækenland omtales som handlende med Tyrus?

^[ix] Citeret fra Flavii Josephi Jødiske Historie: Anden Deel oversat af Andreas Reyersen (København: De Berlingske Arvingers Forlag, ved Ludolph Henrich Lillie, 1751)

Hjem            Artikler

Dette kapitel på engelsk: Dan, The Pioneer of Israel Chap. 2: Danai of Greece are Dannites of Israel

Dan: Israels Pioner kap. 1            Dan: Israels Pioner kap. 3: Dan i Sortehavet 

Dan: Israels Pioner kap. 4: Dan blandt skyterne

Dan: Israels Pioner kap. 5: Dannanerne eller danerne i Skandinavien, Irland og Skotland