Dan: Israels Pioner
Af J.C. Gawler
Kapitel 3
Dan i Sortehavet
Jasons ekspedition – thessalierne, såkaldte fønikere, var også heraklider og argivitter – d.v.s. danaider – kolkierne, efterkommere af argonauterne, anerkendt af lakedaimonierne som slægtninge – kolkierne på Herodots tid praktiserede omskærelse – Jasons byer, medisk hjelm – guddommeligt forsyn – ”mine helligede” – Halor og Habor, kolkiere og iberiere – ”de udvalgte i adspredelsen” – stendysser og slangetilbedelse – indiske inskriptioner om Dan og andre af Israels stammer, formodentlig i Medien, angrebet af Kyros.
Det var, så nøjagtigt som det kan tidsfæstes, omkring 1280 f.Kr., at Jasons ekspedition, der bestod af blomsten af Thessaliens ungdom, sejlede med Argo ud fra havnen Iolkos. For at sammenligne årstal: denne ekspedition fandt sted ca. 160 år efter Josvas erobring af Kana’an, omkring 150 år efter Danaos’ første koloni i Argos, og omkring fem år efter, at Debora og Barak hånede Dan for at holde sig ombord på skibe.
Thessalierne er heraklider, for Thessalus var Herakles’ mytiske søn. Nu blev Thessalien, ifølge Strabo (ix. ii. 3), koloniseret af fønikere (såkaldte). Han fortæller os også (v. ii. 4), at det var af argivitter; og således kommer vi atter tilbage til danaiderne. Der er endnu et bevis, som får det til at stemme overens med, at de var ægte danaider, for mange år senere fandt et skib med efterkommere af argonauterne tilbage til Grækenland (Strabo viii. iii. 19; Herodot iv. 145), og hævdede, at de var beslægtede med lakedaimonierne, som de kaldte for ”deres fædre”; og slægtskabet blev indrømmet dem.
For at vende tilbage til argonautterne. Deres mål er indhyllet i mytiske legender, men det var sandsynligvis en form for sørøveri. Herakles siges at have været ombord; og de sejlede til den allerøstligste del af Sortehavet og grundlagde Kolkis, det nuværende Poti.
Heorodot (ii. 104) nævner den vigtige kendsgerning, at på hans tid, 420 f.Kr., praktiserede kolkierne omskærelse.[i] Han tilføjer: ”Jeg fandt, at kolkierne havde flere erindringer om egypterne end egypterne havde om kolkierne.” Israel ville i sandhed i lang tid have en meget levende erindring om egypterne! Han siger også (ii. 105): ”Kolkierne og egypterne er de eneste, der producerer linned på den samme måde, og de to nationers livsstil og sprog minder om hinanden; men grækerne kalder den kolkiske linned for sardonisk,[ii] selvom det, der kommer fra Egypten, kaldes for egyptisk.”
Disse argonautter – måske støttet af friske hold af deres landsmænd - arbejdede som pionerer deres vej ind over land, for Strabo (xi. xiiv. 12-14, og i. ii. 39) siger: ”Der eksisterer stadig spor af Jasons ekspedition, og man kan støde på Jasonica, eller Jason-byer, i Armenien, Medien og de nærliggende lande.” Af flere skribenter får vi fortalt, at den mediske hjelm havde en slange på toppen. Kan dette ikke være blevet introduceret til denne race af danitiske kolonister? Selv her efterlader Bibelen os ikke uden et vidne om Guds forsyn. I Esajas 13, som kalder hærene sammen for at afstraffe Babylon, skal forsamlingens banner løftes højt op ”på et nøgent bjerg” – d.v.s. Armeniens bjerge – hvorfra svøben kom: de første kaldede er ”min viede hær” (vers 2, 3). I det 17. vers nævnes mederne; men hvem andre end Israel kunne kaldes for Guds ”viede hær”? Hvad så? Det viser, at 500 år efter Israels fangenskab, sørgede Gud, der forudså Israels synd og nødvendige straf, stadig for Israels sikkerhed og tryghed ved at få landet – som de ville blive bragt til som elendige, fornedrede fanger - udforsket af pionerer, åbnet for dem, og bosat af deres mere eventyrlystne brødre danitterne; og for det andet, mens Gud brugte Babylon som en svøbe mod Juda, der havde dyrket babylonske guder, frembragte Gud i al hemmelighed sin egen ”viede hær” i Mediens bjerge, nord for Babylon: en forgrening af Israel, som skulle ødelægge Babylon for hendes grusomheder mod Hans folk. Denne ”viede hær” i Medien kan give os en idé om den bemærkelsesværdige mand Kyros’ afstamning, ham som Gud kalder for ”sin salvede” (Esa. 45:1).
Sir Isaac Newton (Chronicles of Ancient History, s. 283) og andre, der skriver om dette emne, antager Halah og Habor (2. Kongebog 18:11) for at være Kolkis og Iberien. Allatius foreslår, at israelitterne, der blev placeret langs Chaborras, også bosatte landene Iberien og Kolkis; og han anfører autoriteten Konstantin Porfyrgenetes til støtte for Iberiens indbyggeres israelitiske oprindelse. Navnet Iberien lyder, ligesom Bitynien – også på sydkysten af Sortehavet - i høj grad, som om det var af hebraisk oprindelse.
Atter finder jeg i Ezra 8:17, at efter at de vendte tilbage fra de halvfjerds år i babylonisk fangenskab, og da de ikke havde nogle levitter blandt sig, måtte Ezra sende bud efter ”overhovedet Iddo i byen Kasifja, idet jeg lagde dem de ord i munden, hvormed de skulle overtale Iddo og hans brødre i byen til at sende os tjenere til vor Guds hus”. Og i Dr. Hendersons russiske undersøgelser identificeres Kasifja som et distrikt langs det Kaspiske Hav.
På apostlenes tid var det anerkendt, at medlemmer af de ti stammer var i Lilleasien, for Skt. Peters første epistel er stilet, ikke til ”dem, der bor som udlændinge i adspredelsen”, men til ”de udvalgte… der bor som udlændinge I ADSPREDELSEN” (d.v.s. som fremmede og pilgrimme, se Greek & Alfords noter om dette afsnit); ”adspredelsen” er det ord, som jøderne anvendte om de ti stammer.
Josefus erklærer (Jødernes Historie, xi. v. 2), at da Ezra fik lov til at vende tilbage til Jerusalem og genopbygge templet, ”sendte han et eksemplar af brevet til hele sit folk, der befandt sig i Medien.” Han tilføjer, ”Af den Aarsag findes de tvende Stammer alleene udi Asien og Europa, hvilke nu staae under de Romeres Lydighed, thi de andre 10 Stammer ere indtil denne Dag blevne paa hin Side Euphrates, og have saa formeeret sig, at de kand ikke tælles.”[iii]
Dr. Clarke skriver om Kolkis-området, og nævner det store antal stendysser, som han mener må være placeret dér som vejvisere udover de vidtstrækte sletter, og de fortsætter til Azov-havet; ”hvilket minder os om profetens advarsel til Israel, der var sendt i eksil, ’Rejs dig vejvisersten’.”[iv] Jeg har observeret det samme ved Donau, hvor stendysser strækker sig fra Widdin i sydøstlig retning, øjensynligt mod Burgas-bugten: et par stykker på den nordlige bred er synlige i nordvestlig retning.
Det Russiske Arkæologiske Selskab åbnede en af disse stendysser nær Poti. Inden i den var der en stor buet hvælving, der var smukt konstrueret af hvid kalksten, hvori der blev fundet en guldslange med rubinøjne. Nu tilbeder Beni-Israel i Indien i hemmelighed en slange ligesom denne, typisk i sølv (Carpenter, 42).
Stentemplerne i Indien giver os nogle yderligere vidnesbyrd om danitternes og de andre af Israels stammers eksistens i regionerne omkring Sortehavet. (Den Kyrus, der bliver nævnt, er sandsynligvis ham, der blev dræbt i en ekspedition mod massageterne.) Fra forordet til Moores Saxons of the East and West har jeg taget den følgende oversættelse af en hebraisk inskription på muren til et stentempel i Kanari, tyve miles nord for Bombay:
”Se, tilbedelsen af Saka er mine læbers frugt. Hans have, som Kyrus nedlagde, var glødende rød, og se! den er sortnet. Hans folk, der blev vækket, krævede deres rettigheder; for de blev nedslåede ved råbet om, at Dan rejste bort. I sin udfrielse ville Dan blive fuldstændig fri… Alle voksede sig mægtige, og Sakas mund, som talte venligt til dem, bragte fyrsterne af Hararis race sammen (folkene fra Efraims bakkeland blev kaldt således – 2 Samuel 23:9-11). Dans frigørelse førte til ødelæggelse, undertrykkelse og strid. Han vendte sig standhaftigt bort; han rejste bort to gange. Den forudbestemte tanke er en forberedt hånd; ja, Goterne (d.v.s. den modsatte eller nordkysten af Sortehavet kaldt Gotland), der ventede på Dans tilsynekomst, tilbød dem skjul i deres eksil… De forløste fra Kasha vandrede omkring som en fremdrevet flok.” (Se noter til kapitel 4)
Dette navn Saka, der i inskriptionerne øjensynligt bliver brugt som en titel for deres Gud, er en af titlerne for Gud i den jødiske påske-hymne den dag i dag, der antyder ”det allermest rene”. Folkene, der brugte denne titel, fulgtes med Dan, og da det er hebraisk synes det at være en hentydning til Efraims fyrster, der var efterkommerne af Samarias fangenskab (2 Konge 17:6), og til Ruben, Gad og den halve Manasses stamme (2 Konge 15:29), der havde haft to århundreder til at mangfoldiggøre sig og ekspandere. Kan de ikke også være identiske med Sakai eller skyterne, der på denne tid boede i disse egne? Perserne kaldte alle skytere for Sakai. Jewish Chronicle, 24. Marts, 1876, nævner Zaccai som et af de ældste familienavne blandt de tilbageværende Cochin-jøder.
I det næste kapitel skal jeg forsøge at vise disse Sakai eller skyteres israelitiske familieforbindelse, og deres forbindelse til danaiderne.
I de historiske kendsgerninger, som jeg har bragt for dagen og har forsøgt at vise en forbindelse imellem, er der en pointe, som må forklares, før vi er færdige med emnet i dette kapitel. Mange vil sikkert spørge, at hvis vi antager, at lakedaimonierne, thessalierne og kolkierne er danitter fra Israel, hvorfor skulle der så kun være spor af omskærelse blandt kolkierne? Svaret er, at det danitiske element mange steder sikkert kun udgjorde nogle håndfulde af de snedige, foretagsomme og målbevidste ånder, der var blevet fremavlet i ørkenvandringen sammen med Moses og var vante til krig, og som gjorde sig til herskere[v] over laverestående og mere primitive racer, og gav disse deres navn. Dette kan synes at være grunden til, at ”Herakles’ efterkommere” nogle gange måtte flygte fra deres lande og foretage en ny mønstring, før de kunne vende tilbage igen. Danaos’ koloni i Argos var helt sikkert sådan en håndfuld, der senere modtog forstærkninger. Med de andre kolonier var det sandsynligvis på samme måde; og har det makedonske folk overordnet set været argivitter,[vi] ville det have været for almindeligt kendt og erkendt til, at spørgsmålet var blevet rejst ved de Olympiske Lege, da en af deres fyrster (Herodot v. 22) måtte bevise, at han nedstammede fra argivitterne inden han kunne blive optaget på deltagerlisten.
Jeg antager, at kolkierne, som efterkommere af argonautterne, Thessaliens bedste blod, primært hvis ikke fuldstændig bestod af denne hebraiske slægt, og mens at dette forstærkede deres position i Kolkis og begunstigede bevarelsen af deres racevaner i dette fjerntliggende hjørne, så gjorde det, at der blev mindre hebraisk blod tilbage i Grækenland, hvor de særligt israelitiske skikke, der ikke var til almen nytte eller interesse, forsvandt, mens Grækenland blev centrum for forskellige racers interesse i fremskridtets tidsalder.[vii] Og således mener jeg, at kolkierne beholdt omskærelse indtil Herodots tid, mens at lakedaimonierne, da de sagde, at de var beslægtede med jøderne, kun kunne henvise til deres oldtidsskrifter og deres våbenskjold.
[i]Herodot tilføjer: ”Syrierne omkring Thermodon (en flod der løber ud i Sortehavet) og floden Parthenius, sammen med deres naboer makronerne, indrømmer, at de fornylig lærte den samme skik fra kolkierne.” Der var således en ægte koloni fra Syrien i disse egne. Josefus kommenterer dette afsnit fra Herodot, og benægter, at nogen af Palæstinas indbyggere, udover jøderne, praktiserer omskærelse (Josefus, Mod Apion i. 22). I stedet for at lære det fra kolkierne, så vendte disse udvandrere fra Syrien muligvis tilbage til pagten på kolkiernes foranledning, eller ved at følge deres eksempel.
[ii] zar (fra at sprede, adsprede), en fremmedgjort, en fremmed “som nærmest var blevet spredt langt væk, eller forkastet fra andre” (Parkhurst Lex.); faktisk løsgjort eller udvandrer. Således ville Sar-don-ien og Sar-din-i betyde udvandrede, adspredte eller løsgjorte danitter; og Sar-don-ik noget lavet af dem eller tilhørende dem.
[iii] [Oversætterens fodnote:] Flavii Josephi Jødiske Historie: Anden Deel, Bog 11, kapitel 5, s. 23 (København: De Berlingske Arvingers Forlag, ved Ludolph Henrich Lillie, 1751)
[iv] [Oversætterens fodnote:] Jeremias 31:21
[v] Ligesom nutidens britter i Indien og kolonierne.
[vi] Septuaginten (Ester 9:24) kalder ”agagitten Haman” for ”makedoneren Haman”.
|