Israels 10 fortabte stammer i Europa


af Mikkel S. Kragh




1. del: Historiske beretninger


Introduktion


Hvad er Israels 10 fortabte stammer? Israel bestod oprindeligt af 12 stammer. Efter Kong Salomos død løsrev Israels 10 nordlige stammer sig fra Davids og Salomos kongehus i Jerusalem, og dannede Kongeriget Israel. De to sydlige stammer fortsatte under navnet Kongeriget Juda. I årene op til, og kulminerende i år 721 f.Kr., invaderede Assyrer-riget det nordlige Kongeriget Israel og deporterede Israels 10 stammer ud af Israels land, og bosatte dem i det nordlige Assyrien, i områder, som i dag ligger i Irak, Syrien, Iran og Tyrkiet.


Vi læser om dette i det Gamle Testamente, i 2. Kongebog:


“Assyrerkongen rykkede ind i hele landet. Han drog op mod Samaria og belejrede den i tre år. I Hoseas niende regeringsår indtog assyrerkongen Samaria, førte Israel i eksil til Assyrien og bosatte dem i Hala og ved Gozans flod Habor og i Mediens byer.” (2 Konge 17:5-6)


“Derfor blev Herren meget vred på Israel og fjernede dem fra sine øjne. Kun Judas stamme blev tilbage.” (2 Konge 17:18)


Er jøderne alle 12 stammer?


De fleste mennesker, både kristne såvel som sekulære mennesker, tror, at det jødiske folk nedstammer fra alle Israels 12 stammer, og at navnene jøder og Israel er synonymer. Denne opfattelse er ikke korrekt.


Kun EFTER at Assyrer-riget deporterede Israels 10 stammer ud af Israels land, begynder Bibelen at omtale indbyggerne i Kongeriget Juda som jøder. Og årsagen er meget enkel. Efter at Israels 10 stammer var blevet deporteret ud af Israels land, bestod Guds pagtsfolk kun af Kongeriget Juda, som Judas stamme udgjorde størstedelen af. Det er derfor, at den sidste del af det Gamle Testamente og det Nye Testamente omtaler Guds pagtsfolk som jøder, fordi de udgjorde Kongeriget Juda og Judas stamme.


Da Gud indgik pagter med Abraham, Isak og Jakob, var Guds folk ikke jøderne – d.v.s. Juda – men alle Israels 12 stammer. Først efter assyrerne deportation af de 10 stammer i år 721 f.Kr. blev Guds pagtsfolk identisk med jøderne.


Blandt nutidens jøder er der mange, der mener, at de 10 stammer ikke er en del af det jødiske folk, mens der også er mange jøder, der mener, at de er en del af dem. Én kendt jøde, der er af den førstnævnte opfattelse er den ortodokse rabbi Shmuley Boteach (født 1966), som Newsweek kaldte for “den mest berømte rabbiner i Amerika”. I sin bestseller Judaism for Everyone (2002), skrev han:

“En israelit er én, der nedstammer fra Jakob... Efter adspredelsen af de ti stammer blev israelitterne omtalt som jøder, fordi at resten af den jødiske nation, dem der i dag udgør størstedelen af det jødiske folk – alle nedstammer fra Judas stamme.” (Shmuley Boteach: Judaism for Everyone, s. 387, 2002)


Jøderne i det 1. årh. e.Kr. mente, at de 10 stammer var langt væk


Ikke blot tror mange nutidige jøder, at de 10 stammer ikke er en del af det jødiske folk. Men blandt jøderne i det 1. og 2. årh. e.Kr. var det den alment anerkendte opfattelse, at Israels 10 nordlige stammer ikke var en del af det jødiske folk, men at de var langt borte fra jøderne og havde været adskilte fra det jødiske folk så længe, at de var blevet “fortabte”, forsvundne.


Flavius Josefus var en leder i det jødiske oprør mod Rom 66-73 e.Kr., men overgav sig og blev historiker. Hans bøger er nogle af de mest citerede kilder, når det angår oldtidens Israel og jøderne i det 1. årh. e.Kr. Josefus skrev, at assyrerne deporterede ALLE israelitterne fra det nordlige 10-stamme-rige ud af Israels land og bosatte dem i Medien og Persien:


“Da Salmaneser, kongen af Assyrien, fik at vide, at Israels konge havde sendt en hemmelig besked til So, kongen af Egypten, hvor han bad om hans hjælp imod ham, blev han meget vred, og lavede en ekspedition mod Samaria, i Hoseas syvende år. Men da kongen ikke gav ham lov til at komme ind i byen, belejrede han den i tre år, og indtog den i Hoseas niende år, og Kong Hezekias af Jerusalems syvende år, og fjernede israelitternes regering, og forflyttede hele folket til Medien og Persien, og tog Kong Hosea tilfange. Og da han havde fjernet disse mennesker fra deres land, forflyttede han andre folkeslag fra Cuthah, et sted der kaldes således (thi der er [stadig] en flod af det navn i Persien), til Samaria og til israelitternes land. Så de ti stammer blev fjernet ud af Judæa 947 år efter, at deres forfædre var kommet ud af Egyptens land og tog dette land i besiddelse...” (Flavius Josefus: Jødernes Historie (Antiquities of the Jews) IX, XIV, 1, s. 211)


Den apokryfe bog 4. Ezras Bog (også kaldt 2. Ezras Bog og 2. Esdras Bog og 4. Esdras Bog) er også en pseudepigrafisk bog, hvilket betyder, at den siges at være skrevet af Ezra (Esdras), selv om den ikke er det, hvad enten dette er blevet gjort bevidst eller ej. De fleste lærde mener, at 4. Ezras Bog er skrevet omkring år 100 e.Kr. Men der er også nogen, der mener, at 4. Ezras Bog blev citeret adskillige gange af Kristus i forklaringen af endetiden, da Han og disciplene var på Oliebjerget (Matthæus kap. 24-25), hvilket vil gøre 4. Ezras Bog betydeligt ældre. Under alle omstændigheder, så blev 4. Ezras Bog skrevet af jøder, der holdt fast i farisæisk jødedom, og jøderne anså den for at være en vigtig bog, fordi den blev kopieret, hvilket er grunden til, vi har den i dag. Så hvornår end 4. Ezras Bog blev skrevet, så afspejler den et jødisk mainstream-synspunkt fra det 1. årh. e.Kr.. I 4. Ezras Bog er der et afsnit om Israels 10 stammer, som forfatteren skriver, var blevet ført bort af assyrerne og nu levede i et andet land:


“Og at du så ham hidkalde og samle til sig en anden, fredelig skare – det er de ti stammer, der var ført fangne bort fra deres land i kong Josijas dage, dem, som assyrerkongen Salmanassar førte i fangenskab og flyttede over hinsides Eufratfloden; og de blev flyttet til et fremmed land. Men de satte sig for at forlade hedningernes skare og drage til en endnu fjernere egn, hvor menneskeslægten endnu aldrig havde boet, for der måske at overholde deres love, som de ikke havde holdt i deres eget land. Ind over Eufratflodens snævre gennemgange drog de; thi den Højeste gjorde undere mod dem dengang og standsede flodens kilder, til de var gået over. Men lang vej var der gennem det land, en rejse på halvandet år. Men landet hedder Arsareth.” (4. Ezra 13:39-45)


Vi ser derfor, at alle jøder for 2.000 år siden, såvel som mange jøder i dag, mente, at Israels 10 fortabte stammer skal findes udenfor det jødiske folk. Vi bør derfor også lede efter dem udenfor det jødiske folk.


Assyrernes invasion og deportation


Som vi har set erklærer det Gamle Testamente, i et klart og tydeligt sprog, som ikke kan fejlfortolkes, at Israels 10 stammer blev deporteret ud af Israels land og placeret i nordlige dele af Assyrer-riget, og efter år 721 f.Kr. var der kun Judas stamme tilbage i Israels land. Individer fra de 10 nordlige stammer forblev med Kongeriget Juda, og individer fra Juda blev deporteret sammen med de 10 stammer. Men som stammer blev de 10 stammer fjernet fra det Hellige Land.


Mainstream-historikere og -teologer ved simpelt hen ikke, hvad der skete med de 10 fortabte stammer. Det er derfor, de kaldes Israels 10 fortabte stammer.


Forskellige etniske grupper hævder, eller hævdes af andre, at skulle være Israels 10 fortabte stammer. De mest populære er pashtunerne i Pakistan og Afghanistan, den sorte Lemba-stamme i det sydlige Afrika, forskellige indfødte amerikanere i Nord-Amerika, såvel som nordvest-europæerne og deres efterkommere i resten af verden.


Vi er overbeviste om, at nordvest-europæerne og deres efterkommere i resten af verden er Israels 10 fortabte stammer. Og vi kan vise det med masser af indirekte beviser, som alt i alt betyder, at de er den eneste mulige kandidat til at være efterkommerne af Israels 10 fortabte stammer. Men i denne korte artikel kan vi kun nævne nogle af de vigtigste. Vi vil starte med at præsentere historiske beviser for de nordiske og tyske folks israelitiske oprindelse, og derefter præsentere historiske beviser for folkene på de Britiske Øer, i Nederlandene og i Frankrigs israelitiske oprindelse.


Aser & Vaner


Ifølge den islandske historiker Snorri Sturlasson (tidl. 13. årh.) kom de nordiske og nord-tyske folks forfædre fra det sydlige Rusland, hvorfra de vandrede under ledelse af en præstehøvding kaldt Odin. Snorri skrev om dette i to bøger: Den Yngre Edda (ca. 1220) og Heimskringla (også kaldt Norges Kongesagaer) (ca. 1230).


Snorri skrev, at de nordiske folks forfædre var to stammer kaldt Aser og Vaner. Disse navne er meget lig navnene på to af Israels 10 fortabte stammer, Aser og Dan. Ifølge Snorri boede de i en by kaldt Asgård ved Don-floden, muligvis dér hvor den nuværende russiske by Azov ligger. Snorri skrev også, at Odin havde store ejendomme syd for Kaukasus-bjergene, hvilket var lige ved siden af, hvor assyrerne havde placeret Israels 10 stammer, herunder Aser og Dan:


“Nordenfra de Fjelde, der ligge udenfor alt bebygget Land, løber der en Aa gennem Svithjod [Skytien], som retteligen hedder Tanakvisl eller Vanakvisl [Don]. Den kommer til Søen ind i det sorte Hav. I Vanakvislerne kaldte man Landet Vanaland eller Vanaheim. Den Aa adskiller hine to af Jordens Trediedele; østenfor ligger Asia, men vestenfor Europa... Østenfor Tanakvisl i Asia kaldtes Landet Aasaland eller Aasaheim, men Hovedborgen, som var i Landet, kaldtes Aasgaard. I Borgen var der en Høvding, som heed Odin...


En stor Fjeldryg [Kaukasus] strækker sig fra Nordøst til Sydvest, den skiller mellem det Store Svithjod og andre Riger. Søndenfor Fjeldet er der ej langt til Tyrkland; der havde Odin store Ejendomme. I den Tid droge Romernes høvdinger vide om Jorden og lagde under sig alle Folk, men mange andre Høvdinger flygtede for denne Ufred af sine Lande. Men fordi Odin var fremsynet og tryllekyndig, vidste han, at hans Afkom skulle bo og bygge i Nordparten af Jorden. Da satte han sine Brødre, Vee og Vilje, over Aasgaard; men han drog selv bort, og med ham alle Diar og meget andet Folk; først Vester i Gardarike, og derpaa syd i Saxland. Han havde mange sønner: vide om Saxland underlagde han sig Riger og satte der sine Sønner som Statholdere. Derpaa drog han nord til Søen og tog sin Bolig paa en Ø. Det sted hedder nu Odins-Ø paa Fyn.” (Snorri Sturlasson: Ynglinge-Saga 1-5, Norges Konge-Sagaer, s. 4-6)


Nogle af de største skandinaviske historikere skrev, at Snorri beskrivelse af, at de nordiske folk kom fra det sydlige Rusland så sandelig var korrekt. Dette omfatter bl.a. Olof Rudbeck den Ældre, som var sin tids største svenske historiker og skrev sit hovedværk Atland eller Manheim fra 1670erne til det første årti af 1700-tallet, og Peter Frederik Suhm, som var sin tids største danske historiker og skrev sit hovedværk, Historie af Danmark, fra 1780erne til sin død i 1798.


For at vende tilbage til Snorri, så skrev han i den Yngre Edda, at Aser- og Vaner-stammerne forlod Asgård, da den romerske general Pompejus den Store kæmpede mod Kong Mithridates af Pontus i den 3. Mithridatiske Krig i 70erne-60erne f.Kr. Den fandt sted i Lilleasien og området omkring Sortehavet, herunder Krim-halvøen. På østsiden af Krim-halvøen finder man Azov-havet, og på den vestlige side af Azov-havet finder man byen Azov, hvor Asgård muligvis lå.


Danerne ankommer til Danmark i det 1. til 3. årh. e.Kr.


Ifølge den danske historiker Johannes Brøndsted ankom danskernes forfædre til Danmark fra øst i to bølger, den første korte tid efter Kristi fødsel og den anden i det 3. årh. e.Kr.


Johannes Brøndsted var en dygtig og respekteret arkæolog og historiker, og han var også direktør for Nationalmuseet. Brøndsted skrev dette i 1. del af Politikens Danmarkshistorie fra 1963.


Som sagt skrev Johannes Brøndsted, at danskernes forfædre vandrede ind i Danmark i to bølger, den første kort tid efter Kristi fødsel, og den anden i det 3. årh. e.Kr., og at kom fra området nord for Sortehavet og medbragte runerne og rugen:


“Kort efter Kristi fødsel, altså straks ved begyndelsen til ældre romertid, kan der være foregået en indvandring til Danmark af udpræget langskallede folk af nordisk type. … Det må endvidere antages, at en ny indvandring af samme slags folk, altså af nordisk type, fandt sted i yngre romertid, vel engang i 200-tallet... På denne måde får vi et billede, som ganske vist er usikkert i omridset, af at der i 200-tallet er foregået en invasion af Danmark østfra, et erobringstogt, hvis første resultat blev Sjælland, næste Østfyn, hvorefter fremstødet gik i stå, idet forsøgene på at undertvinge de vestlige dele af landet mislykkedes. ...


Ved at forjage herulerne kan danerne i løbet af yngre romertid have bemægtiget sig de sydnordiske egne, som blev deres fremtidige hjemland, kaldet Danmark. Jordanes siger det pågældende sted, vistnok om danerne, at disse gør krav på at være højest af vækst blandt alle skandinaviske folk. Dette stemmer ganske godt med, hvad antropologiske målinger af romertidens mandsskeletter fra Danmark viser.


Det kan således ikke nægtes, at tanken om danernes komme til vort land engang i 200-tallet kan finde en vis støtte i såvel arkæologisk som historisk kildestof, selv om dette sidste unægteligt er både sent og knapt.” (Johannes Brøndsted: De ældste tider, indtil år 600. Politikens Danmarkshistorie, Bind 1, 3. udgave, s. 490-492, 1977)


Thor Heyerdahl


Den norske opdagelsesrejsende og etnograf Thor Heyerdahl bekræftede de nordiske folks østlige oprindelse. Thor Heyerdahl er særlig kendt for Kon-Tiki-Ekspeditionen, hvor han søgte at påvise en forbindelse mellem polynesere og Syd-Amerika. Som det sidste projekt i sit liv, søgte Heyerdahl at finde ud af, om Snorris beretning om Odin og Aser- og Vaner-stammerne, der havde vandret fra Sortehavs-regionen, var sand. Han rejste til Azerbaijan, hvor han mødte det kristne Udi-folk (eller Odin-folk), der – i modsætning til stort set alle andre etniske grupper i Azerbaijan – er forblevet kristne og ikke er konverteret til islam. Han foretog også arkæologiske udgravninger byen Azov ved Don-floden i det sydlige Rusland. Det er i Azov, hvor Asgård muligvis lå. Azov starter også med en Az-lyd, ligesom As-gård. Det russiske ord for by, eller borg, er gorod, så Asgård/Asgorod betyder “As[er]-byen”. Heyerdahl konkluderede, at Aser- og Vaner-stammerne så sandelig havde levet der, og var vandret til Skandinavien, ligesom Snorri Sturlasson og andre nordiske historikere havde skrevet. Han skrev om sine opdagelser i bogen Jakten på Odin (2002):


“Det er i klare ordelag Snorre Sturlason har beskrevet Odins reise nordover fra verdens gamle kultursentre til den nordre utkant av Europa. … I en utvetydelig geografisk redegjørelse tar Snorre oss først med fra sin egen verden i Vest-Europa inn gjennom Gibraltar og Middelhavet til Svartehavet. Der plaserer han Odin i asenes hov på østre bredd av grenseelven Tanais' utløp, hvor Asov ligger i dag. Så tidfester han begivenheten til romernes innmarsj i Kaukasus-området; og så får vi en helt ny reiserute for Odins flukt, som heller ikke trenger tolkning. Det var tydeligvis ikke noen guder, men heller ikke noe vanlig reisefølge som satte kursen mot den nordre del av verden den gang romerne rykket inn gjennom Tyrkia. Med sitt utvalgte følge av aser og adopterte vaner, som under trykk fra romerne som rykker uovervinnelig frem, setter en emigrasjon i gang fra det truede Kaukasusområdet. Ruten var planlagt fra Svartehavet til Østersjøen og var tvunget til å følge de åpne vannveiene nordover gjennom Russlands ufarbare urskoger. Som Snorre spesifiserer, først vestover gjennom Gardarike, vikingenes navn på Russland. Enten langs Sør-Russlands svartehavskyst og opp Dnepr, eller direkte opp Don, og så de samme båt-trekkene som vikingene senere benyttet seg så flittig av mellom de sørgående elvene i Russland og de vestgående elve i Latvia og Estland ut Østersjøen.” (Thor Heyerdahl & Per Lillieström; Jakten på Odin, s. 36, 2002)


De 10 fortabte stammer også kaldet Omris hus, gimiri og kimmerere


Da Israels 10 stammer stadig levede i Israels land, kom de under assyrisk dominans mange år, før de blev deporteret. Mens de stadig levede i Israels land, kaldte assyrerne det nordlige Kongeriget Israel for “Omris hus”, eller “Bit-khumri”, som minder om det hebraiske “Beit-Omri” (Omris hus).


Den amerikanske arkæolog E. Raymond Capt beviste i bogen Missing Links Discovered in Assyrian Tablets (1985), at assyrerne og andre folk i Mellemøsten kaldte israelitterne ved andre navne, såsom “khomri”, kimmerere, sacae, sakka og skytere.


Mange havde allerede set denne forbindelse mellem Israels 10 fortabte stammer og kimmererne og skyterne, men E. Raymond Capt var den første til at bevise dette manglende led:


“For at sammenfatte, så har vi observeret fra assyriske dokumenter (lertavler og inskriptioner), at israelitterne blev kaldt for 'khomri' eller 'khumri' af assyrerne før deres fangenskab. Efter [kongen af Assyrien] Sargon IIs regeringstid (721-705 f.Kr.) bliver dette navn aldrig mere nævnt igen. Omkring 707 f.Kr. bliver et folk kaldet 'gimira' og 'gamera' beskrevet som boende blandt Mannai-folket. Deres territorium var kun et par kilometer fra mederne, i de selvsamme områder, som Skriften fortæller, at Israels ti stammers kongerige var blevet bosat kun nogle få år tidligere. Vi har bemærket, at navnene 'gimir', 'gimira' og 'gamera' sagtens kunne være korrumperinger af 'khumri' eller 'khomri', det assyriske navn for israelitterne. Navnene 'sacae' eller 'sakka' (skytere) stammer sandsynligvis fra 'isaaca' eller 'Isaks hus'. Vi bemærker endvidere, at det assyriske navn 'ga-me-ra-a-a' oversættes til 'kimmerere'. (Oversættelse af professor Leroy Waterman: Royal Correspondence of the Assyrian Empire, University of Michigan, 1930).


Selvom nogle Bibellærde har haft troen (baseret på bibelske og historiske kilder) på, at skyterne og kimmererne er efterkommere af Israels 'fortabte stammer' i mange år, så har de arkæologiske beviser manglet. Dette er ikke længere tilfældet. Lertavle-'brevene' fundet i Ashurbanipals bibliotek i Kijunjik er det 'manglende led', der forbinder israelitterne med folkene i Vest-Europa og Amerika, der sporer deres rødder til skyterne og kimmererne.


Det kan nu endelig siges, at arkæologien har løst to store mysterier, der fandt sted på samme tid i historien:


  1. Hvad skete der med de utallige tusinder af israelitter, som 'forsvandt' i det assyriske fangenskab?

  2. Hvor kom de utallige tusinder af skytere og kimmerere fra?


Begge mysterier eksisterer ikke længere. Israels såkaldte 'fortabte stammer' forsvandt ikke. De mistede blot deres identitet under deres fangenskab i Assyrien.” (E. Raymond Capt: Missing Links Discovered in Assyrian Tablets, s. 122-123)


Et andet bevis er Behistun-stenen. Den er en kæmpestor inskription på en klippevæg i det vestlige Iran, nedskrevet af Darius den Store af Persien, måske omkring år 515 f.Kr. Behistun-stenen er unik, fordi den er skrevet på tre forskellige sprog, og derfor indeholder information om, hvad forskellige etniske grupper blev kaldt på forskellige sprog. De tre sprog er babylonsk (akkadisk), elamitisk (susisk) og persisk. På inskriptionen findes ordet 'Kana' – 'Kana'an' – 28 gange, og Armenien – hvor de 10 fortabte stammer blev bosat – findes også mange gange. Men i den persiske og elamitiske version kaldes én bestemt etnisk gruppe sakka, mens den samme etniske gruppe kaldes gimiri i den babylonske version. Dette viser, at gimirierne, eller kimmererne, og sakkaerne, eller nogle af skyterne, var ét og samme folk (ibid., s. 137-140)


Vi vil tilføje til dette citat fra E. Raymond Capt, at området, hvor kimmererne blev lokaliseret, næsten er identisk med det område, hvor Snorri Sturlasson skrev, at Odin havde store ejendomme, på den tid, hvor han førte aserne og vanerne til Skandinavien.


Forbindelsen mellem Israels 10 fortabte stammer og kimmererne, der senere vandrede til områder nord for Sortehavet, er også blevet gjort af andre. I 1988 udgav den danske assyriolog Anne K.G. Kristensen Who were the Cimmerians, and where did they come from?, som blev udgivet af det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. Her viste Anne Kristensen, at kimmererne i områderne nord for Sortehavet faktisk var Israels 10 fortabte stammer:


“Ifølge Herodot og den græske tradition som en helhed, var kimmerernes oprindelige hjemland nord for Sortehavet i det, der dengang blev kaldt for Skytien. På trods af vedvarende arkæologiske udgravninger har det ikke været muligt at fastslå kimmereres tilstedeværelse i Skytien eller noget andet sted. Kimmerernes oprindelse er derfor noget af et mysterium.


Forfatteren af denne undersøgelse ønsker at vise, med en analyse af alle tilgængelige samtidige beviser fra Sargon IIs og Esarhaddons tid (8. til 9. årh. f.Kr.), at kimmererne faktisk var identiske med israelitter, der var blevet deporteret efter Samarias fald i 722 f.Kr. En stor del af disse deporterede blev så placeret, eller ligefrem bosat, i Zagros-området, under assyrisk oversyn, og i garrisoner langs grænsen mellem Assyrien og Urartu (Armenien), hvor vi finder dem i 714.” (Anne K.G. Kristensen: Who were the Cimmerians, and where did they come from?, s. 2)


Gamle græske historikere som Strabo (ca. 64 f.Kr.-24 e.Kr.) fortæller os, at kimmererne kæmpede imod det ene efter det andet rige i Lilleasien, indtil de omsider blev fordrevet fra Lilleasien af skyterne omkring år 525 f.Kr. og bosatte sig i Balkan (Capt, s. 127-129).


Strabo antyder også, at nogle af skyterne blev tvunget ud ad Perser-riget ind i det, der i dag er Usbekistan, Turkmenistan og Khazakstan. Disse skytere blev kaldt “massagetae” af de græske forfattere, som betød “den store sakka-horde” (ibid., s. 129-131).


De fleste nutidige historikere mener ikke, at skyterne var én etnisk gruppe, men derimod mange forskellige etniske grupper, der boede i det samme område. Det synspunkt er vi enige i. Skyterne var sandsynligvis ikke allesammen israelitter, men der var utvivlsomt israelitter blandt skyterne. Kimmererne synes derimod at have været israelitter allesammen.


Kimmerere & skytere bliver ét med germanske og keltiske folk


I oldtiden invaderede stammer fra Asien ofte Øst-Europas stepper. Alle mainstream-historiske beretninger fortæller, at da kimmererne boede i området nord for Sortehavet (650-500 f.Kr.), blev de drevet vest af skyterne, der selv blev drevet vest af sarmaterne (ibid., s. 141)


Herfra drog efterkommerne af Israels 10 fortabte stammer, nogle kaldet kimmerere og andre skytere – ind i områder, hvor der boede germansk- og keltisk-talende stammer, og endte med at antage de germansk- og keltisk-talende stammers sprog. Det er derfor, at efterkommerne af Israels 10 fortabte stammer i dag taler germanske, keltiske og romanske sprog. (Hvis du synes, at det lyder langt ude, så tænk på, at indtil 1940erne talte de fleste jøder også et germansk sprog, yiddisch.)


Én gren af kimmererne vandrede til Jylland. Mange historikere har forbundet kimmererne og kimbrerne fra Jylland. Plutark (46-119 e.Kr.) skriver i Marius' Liv: “De blev først kaldt kimmerere, og derefter, meget passende, kimbrere.” Den stoiske filosof Poseidonius (150-30 f.Kr.) skriver også, at kimbrerne først boede ved Sortehavs-kysten, hvor grækerne kendte dem som kimmerere.


Peter Frederik Suhm var den førende danske historiker i det 18. årh., og han var også overbevist om, at kimbrerne fra Jylland var kimmerere fra Sortehavs-regionen:


“Siden de Nordiske Cimbrer have, som jeg siden skal vise, været eet Folk med Cimmerierne, i Henseende til Udspring og Navn, saa er det meget rimeligt, at endeel af dem haver efter den første Uddrivelse ved Scytherne begivet sig nord paa, og ført da det Cimmeriske eller Cimbriske Navn ind med sig i Norden...” (Peter Friderich Suhm: Forsøg til et Udkast af en Historie over Folkenes Oprindelse i Almindelighed, som en Indledning til de Nordiske Folkes i Særdeleshed, s. 332, 1769)


Israelitter & indo-europæere


På dette tidspunkt, da israelitter – kendt som kimmerere, skytere, aser & vaner – assimilerede med germanske og keltiske stammer, er det vigtigt at understrege, at vi taler om et blandet folk, delvist hebraisk og delvist indo-europæisk. De germanske og keltiske sprog er selvfølgelig beslægtede med de andre indo-europæiske sprog i Indien, Iran, Armenien, Rusland og naturligvis de romanske sprog.


De proto-germanske folk og de proto-keltiske folk var derfor forskellige fra Israels 10 fortabte stammer. De var forskellige etniske grupper, men blandede sig og blev ét folk. I nogle områder, I særdeleshed i Nord-Vest-Europas kyst-områder såsom de Britiske Øer, Skandinavien, Nord-Tyskland og Nederlandene, blev de hebraiske elementer de dominerende. Men i Frankrig og Syd-Tyskland blev de indo-europæiske elementer de dominerende. I mere fjerne dele af Europa, som f.eks. Spanien, kan vi også se israelitiske indflydelser, men her blev de indo-europæiske elementer klart de mest dominerende.


Dans stamme


I Israels stammers vandringer, efterlod Dans stamme et mere bemærkelsesværdigt spor end de andre stammer. Dette skyldtes for det første, at Dan havde en forkærlighed for at opkalde steder og ting efter deres forfader Dan, og for det andet fordi at nogle af Dans stamme forlod Israels land før de andre stammer.


Danitter tager til Grækenland før udgangen af Egypten


Kort tid før Israels udgang af Egypten, forlod nogle danitter Egypten og tog til Grækenland. Den græske forfatter Diodorus Siculus (1. årh. f.Kr.) skriver, at en israelit ved navn Danaus forlod Egypten og tog til Grækenland omkring udgangen af Egypten, da Moses førte størstedelenen af Israel til Kana'ans land. Ifølge de gamle græske historikere var denne Danaus forfader til danaoierne eller danaerne, et andet navn for de achaiske grækere eller dem fra Argos og Argolis. Det var disse danaoi eller danaer, der dominerede Peleponnes-halvøen og som, ifølge Homer, anførte det græske angreb mod Troja.


Men ifølge gamle egyptiske og græske forfattere var disse danaoi faktisk israelitter. Den ansete tyske historiker Maximilian Wolfgang Duncker (1811-1886) giver en fascinerende beretning om Israels udgang af Egypten, men set fra et egyptisk synspunkt, som han havde fra den græske historiker Hecataeus af Abdera fra Trakien (4. årh. f.Kr.). Når du læser denne beretning, så sammenlign det med 2. Mosebog. Det lyder fuldstænding som den måde, egypterne ville have beskrevet historien om israelitternes udgang af Egypten:


“Beretningen nedskrevet af Hecataeus af Abdera, der var i Egypten under Ptolemæus 1. og skrev en bog om Egyptens historie, giver os den mest fordomsfri fortælling, beskrevet fra det bredest mulige synspunkt, og forbinder hebræernes udgang af Egypten – og han anser ikke hebræerne for at være egyptere - med den antagede udvandring fra Egypten til Grækenland.


[Hecataeus siger:] 'Engang, da en pest var brudt ud i Egypten, blev årsagen til udbruddet generelt anset for at være p.g.a. gudernes vrede. Da der boede mange udlændinge i Egypten, som observerede forskellige skikke i religion og ofringer, kom det til at ske, at forfædrenes tilbedelse af guderne blev opgivet i Egypten. Egypterne var derfor af den overbevisning, at de ikke ville komme af med ondet, medmindre de fjernede folkene af udenlandsk oprindelse. Da de blev uddrevet, kom de modigste af dem, og som nogen siger, under ædle og ansete ledere Danaus og Cadmus, til Hellas [Grækenland]; men størstedelen af dem vandrede til det land, som ikke ligger langt fra Egypten, og som nu kaldes for Judæa. Disse emigranter blev anført af Moses, der var den mest ansete blandt dem, hvad angår visdom og mod.'” (Maximilian Wolfgang Duncker: History of Antiquity, I: s. 456-466, 1882)


Hecataeus af Abdera var en historiker fra Trakien i det nordlige Grækenland, der levede i Egypten i det 4. årh. f.Kr. under den makedonske Kong Ptolemæus 1., en af Alexander den Stores generaler. Som vi lige har læst i afsnittet ovenfor, er det ret så tydeligt, at israelitterne, som Moses førte til Kana'an, og danaoierne, som tog til Grækenland, var ét og samme folk, og at danaoierne faktisk var israelitiske danitter.


En anden yderst interessant beretning – som også er set gennem egyptiske øjne, hvilket giver den større troværdighed, fordi den ikke kan beskyldes for at være kristen eller jødisk propaganda – er fra Lysimakus af Alexandria (355-281 f.Kr.), hvis historie blev bevaret af Flavius Josefus i Contra Apionem:


“På Kong Bocchoris' tid [muligvis det græske navn for faraoen under israelitternes udgang af Egypten], var urene og spedalske mennesker kommet ind i templerne for at tigge om mad. Derfor kom der ødelæggelser over landet; og Bocchoris modtog et svar fra Ammon [en egyptisk gud], at templerne skulle renses. De spedalske skulle, som om at solen var vred over deres eksistens, kastes i havet, og de urene skulle drives ud af landet. Derfor blev de spedalske... kastet i havet; men de urene blev hjælpeløse drevet ud i ørkenen. Disse mødtes i rådslagning; om natten tændte de bål og lys, og fastende kaldte de på deres guder for at de kunne frelse dem. Så foreslog en vis Moses dem at gå gennem ørkenen, indtil de kom til beboede områder... de grundlagde en by kaldt Hierosyla [Jerusalem] i Judæa...” (ibid., s. 463)


De græske historikere, vi har citeret, giver beviser for, at udgangen fra Egypten ikke kun gik til Kana'an, men også Grækenland, og at Dans stamme ledte den sidstnævnte. (Jory Steven Brooks: The Forgotten History of the Danite Exodus from Egypt)


De græske danaoier eller danaer


Danaus blev forfader til den græske stamme kaldt danaoierne eller danaerne, som dominerede det meste af Peleponnes-halvøen, specielt den nordøstlige del. F.eks. så omtaler Homer i Iliaden (8. årh. f.Kr.) simpelthen grækerne, der angreb Troja i det 12. årh. f.Kr., som danaoier. Disse græske danaoiers primære byer var Mykene, Argos og Tiryns i det nordøstlige Peleponnes, og senere Sparta i det sydlige Peleponnes.


De græske danaoier eller danaer bosatte sig også i Sortehavet. Den mest berømte af disse var Jason og Argonauterne, der bosatte sig i Kolchis, et kongerige i det, der nu er det vestlige Georgien i Kaukasus-bjergene.


Dans forbindelse med fønikerne


Dans stamme levede lige ved siden af fønikerne, et kana'anæisk handelsfolk, som boede i og omkring det, der i dag er Libanon og var blandt datidens absolut bedste søfarere. Det er derfor ikke nogen stor overraskelse, at Dan også havde tætte forbindelser til fønikerne. F. eks. da Kong Salomo byggede templet i Jerusalem, sendte Kongen af Tyrus – den største fønikiske by – et dygtig håndværkermester for at hjælpe ham. Han var søn af en mand fra Tyrus og en kvinde fra Dans stamme (2 Krøn 2:14) På dommernes tid (ca. 1285 f.Kr.) besejrede israelitterne Debora og Barak en kana'anæisk besættelseshær, men fik ikke hjælp fra alle Israels 12 stammer. De beklagede sig bl.a. over Dan med ordene: “Hvorfor tog Dan hyre på skibene?” (Dom 5:17)


Da assyrerne først gjorde det nordlige Kongeriget Israel til en vassalstat under Kong Jehu af Israel i midten af 800-tallet f.Kr., og senere invaderede og deporterede alle de 10 stammer omkring år 721 f.Kr., var Dan den første af de 12 stammer til at mærke det assyriske stormløb, fordi Dan var den nordligste af de 12 stammer. Det er derfor nemt at forestille sig, at mange danitter flygtede for at undgå assyrerne. Det nemmeste for dem var at tage til de fønikiske nabobyer Tyrus og Sidon, hvis skibe sejlede vidt og bredt. Det var således nemmere for danitterne at flygte fra assyrerne, end det var for de øvrige af de israelitiske stammer.


Disse danitter rejste over Middelhavet til Grækenland, hvor de sluttede sig til deres stammefæller, de græske danaoier, før de fortsatte deres rejse til Irland.


Dan i Irland


De ældste irske kilder taler om to stammer, der erobrede Irland. Både The Annals of Ireland, by the Four Masters (1636), et værk baseret på meget ældre materiale, og Geoffrey Keatinges History of Ireland (1634), siger, at et folk kaldt 'tuatha de dannan' – som betyder 'dannan-stammen' – erobrede Irland omkring år 1200 f.Kr. Det var iøvrigt mindre end et århundrede efter, at Debora og Barak klagede over, at “Dan tog hyre på skibe”. Omkring år 1000 f.Kr. ankom et andet folk kaldet 'mileserne', og gjorde sig til herrer over Irland. Tuatha de dannan og mileserne var tydeligvis af det samme folk, for da mileserne ankom, kunne de kommunikere med tuatha de dannan på deres eget sprog. Ifølge The Annals of Ireland, by the Four Masters, havde tuatha de dannan levet lang tid i Grækenland og havde haft et nært samarbejde med fønikerne.


Ifølge Geoffrey Keatinge blev mileserne også kaldt skotter, fordi de havde boet i Skytien, området nord for Sortehavet, i 150 år, efter de forlod deres hjemland. Efter at mileserne, eller skotterne, forlod Skytien, fortsatte de til Grækenland, og dernæst til Spanien, for endeligt at ankomme til Irland. Det var fra disse milesere, eller skotter, at Irland fik sit oldtidsnavn Scotia. (Romerne kaldte også Irland Scotia. Det var først i det 9. årh. e.Kr., at navnet Scotia begyndte at blive anvendt om den nordlige del af øen Storbritannien, dét vi i dag kalder for Skotland.)


En spansk præst Joaquin Villanueva skrev endog en bog med titlen Phoenician Ireland (1837), hvor han søgte at bevise, at tuatha de dannan og irerne generelt var af fønikisk oprindelse. I sin bog skrev han, at irernes forfædre var folkene fra byen Dan, hvor de havde tilbedt en guldstatue, som de fik af Mika, og hvor Kong Jeroboam af Israel opstillede guld-kalv. Disse er referencer fra Dommerbogen i det Gamle Testamente og omhandler alle Dans stamme, og ikke fønikere. (J.C. Gawler: Dan: The Pioneer of Israel, s. 41-43, 1880)


Dan i Skotland


I 1320 forsøgte skotske adelsmænd at løsrive sig fra engelsk herredømme og underskrev en uafhængighedserklæring, som de sendte til Paven i Rom. Denne erklæring kaldes Arbroath-erklæringen (The Declaration of Arbroath). Her skrev de skotske adelsmænd, anført af Robert the Bruce, at skotternes forfædre var ankommet til Skotland fra Skytien. Vi læser:


“Helligste Fader og Herre, vi ved, og fra vores krønikker og fra oldtidens bøger finder vi, at blandt andre berømte folkeslag, er vores egen, skotterne, blevet benådet med udbredt navnkundighed. De vandrede fra det Større Skytien langs det Tyrrhenske Hav og Herkules' Søjler, og boede i lang tid i Spanien blandt de mest barbariske stammer. Men intet sted kunne de blive underkuet af nogen race, uanset hvor barbarisk den var. Derfra kom de, tolv hundrede år efter at Israels folk krydsede det Røde Hav, til deres hjem i vest, hvor de nu bor.” (E. Raymond Capt: The Scottish Declaration of Independence, s. 41, 1983)


En spøjs sidebemærkning om dette emne er fra U.S. News and World Report fra 1987, hvor de rapporterede fra irsk-amerikanernes St Patricks-dags-parade. Da de spurgte den daværende borgmester for New York City, jødiske Ed Koch, hvorfor han deltog i paraden, skrev avisen, at borgmester Koch:


“forklarede sin deltagelse forrest i paraden på denne måde: 'Det er en del af mine rødder. Vi mener, at Israels 10 fortabte stammer endte i Irland.” (Stephen E. Collins: The “Lost” Ten Tribes of Israel... Found!, s. 123, citeret fra U.S. News and World Report, 30. marts, 1987)


Bibelske profetier & identifikationer


I Bibelen finder vi en lang liste af profetier, som Gud gav til Israels 12 stammer, som ville blive opfyldt, for når Gud laver en profeti, vil den også blive opfyldt. Men der er også en lang række profetier, som Gud gav særskilt til de 10 stammer af Israels hus, og som var forskellige fra de profetier, Han gav til Judas hus (jøderne). Folkeslagene i nordvest-Europa og deres efterkommere, og ingen andre folkeslag, opfylder disse profetier.


1) De 10 stammer blev profeteret at blive så talrige som sandkornene ved havets bred, og Gud ville igen gøre dem til Sit folk. Hoseas profeterede i midten af 700-taller f.Kr., og her profeterer han specifikt til Israels 10 stammer, om hvad der ville ske med dem efter deres kommende deportation:


“Men israelitterne skal blive talrige som havets sand, der ikke kan måles og ikke kan tælles. Og dér, hvor det nu lyder til dem: 'I er ikke mit folk,' dér skal det lyde til dem: ' I er den levende Guds børn.'” (Hoseas 2:1)


2) Israels 10 stammer ville blive kristne, men det ville Juda ikke. Omkring år 600 f.Kr., hvor babylonerne førte Juda i eksil, profeterede Jeremias, at Gud engang i fremtiden ville lave en ny pagt, som var forskellig fra pagten indgået ved Moses, og at denne pagt ville blive tilbudt til Israels hus – altså de 10 stammer – og Juda. Men også at pagten ville ende med kun at blive indgået med Israels hus, og øjensynligt ikke med Judas hus:


“Der skal komme dage, siger Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus, en pagt, der ikke er som den, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten. De brød min pagt, skønt det var mig, der var deres herre, siger Herren. Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg deres min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.” (Jeremias 31:31-33, også citeret i Hebræerne kap. 8)


Bemærk at Jeremias først siger, at Gud vil slutte den nye pagt med både Israels hus og Judas hus, men afslutter med at sige, at Gud vil slutte den med Israels hus. Og undlader Judas hus. Det var fordi, at den nye pagt ved Jesus Kristus blev tilbudt til både Israels 10 fortabte stammer og jøderne, men jøderne sagde som folk nej.


3. Israel ville leve nordvest for Israels land og nogle få af dem på den sydlige halvkugle. Esajas profeterede, at når de 12 stammer bliver genindsamlet ved Messias' 2. Komme, ville de leve nordvest for Israels land – hvorfra Esajas profeterede – og nogle af dem i “Sydlandet”:


“Se, de kommer fra det fjerne, de kommer fra nord og fra vest, de kommer fra Sinims land.” (Esajas 49:12)


Hvis man tegner én streg vest fra Israels land, og en anden streg nord fra Israels land over Nordpolen, vil de mødes i Stillehavet, og omfatte hele Europa og stort set hele USA og Canada. Dette er de områder, hvori 95% af de vestlige nationer, som vi identificerer med de 10 stammer, bor, såvel som halvdelen af verdens jøder (hvis man ikke medregner jøderne i Staten Israel). Der er ingen konsensus om betydningen af 'Sinims land'. Men ifølge den franske rabbiner fra Middelalderen Rashi (Shlomo Yitzchaki, 1040-1105) betyder det 'sydlandet'. I den latinske Vulgata-oversættelse af Bibelen, oversættes 'Sinim' som 'Australis', som betyder 'Syd'. Navnet Australien kommer f.eks. fra det latinske 'Terra Australis', som betyder 'Syd-Landet'. 'Sinims land' profeterer derfor om israelitter, der bor I Australien, New Zealand og Syd-Afrika. (Yair Davidiy: Ephraim: The Gentile Children of Israel, s. 102, 2015)


4. Israel ville “tage deres fjenders porte i besiddelse”, hvilket var en gammel måde at sige, de ville herske over deres fjender. M.a.o. ville Israel blive den stærkeste militærmagt i verden. Dette løfte blev givet både til Abraham og til hans svigerdatter Rebekka:


“Dine efterkommere skal erobre deres fjenders porte.” (1 Mose 22:17)


“Måtte du, vor søster, blive til titusinders tusinder og dine efterkommere erobre deres fjenders porte.” (1 Mose 24:60)


Dette er blevet opfyldt i de vestlige nationer, specielt efter Reformationen og indtil de begyndte at forkaste kristendommen i 1960erne, hvor de dominerede verden og endog herskede over størstedelen af den muslimske verden, der tidligere havde forsøgt at erobre Europa.


5. Da Isak velsignede Jakob, profeterede han, at Jakobs efterkommere ville blive rige og velstående og herske over andre folk. Dette er blevet opfyldt i de vestlige nationer, som har været kolonimagter og har hersket over det meste af verden, og stadig er de dominerende magter i verden. (Men dette ville ikke nødvendigvis være til det bedste for resten af verden, fordi på nuværende tidspunkt følger de vestlige nationer ikke Gud.)


“Gud give dig himlens dug og jordens frugtbarhed, korn og vin i overflod. Folkeslag skal trælle for dig; du skal være hersker over dine brødre, din mors sønner skal kaste sig ned for dig.” (1 Mose 27:28-29)


6. Når Israel fulgte Gud, ville de blive velstående, låne til andre nationer og blive verdens førende nationer:


”Herren vil give dig frugt af dine moderliv, frugt af dit kvæg og frugt af din jord i overflod i det land, Herren lovede dine fædre at give dig. Herren vil åbne sit gode forrådskammer, himlen for dig og til rette tid give dit land den regn, det behøver, og velsigne al din gerning, så du kan låne ud til mange folk og ikke selv skal låne.” (5 Mose 28:11-12)


7. Israel ville sprede den Nye Pagt, d.v.s. evangeliet, til verdens ikke-israelitiske folkeslag:


“Han sagde: Det er ikke nok, at du som min tjener skal genrejse Jakobs stammer og føre Israels overlevende hjem; derfor gør jeg dig til et lys for folkene, for at min frelse skal nå til jordens ende.” (Esajas 49:6)


Dette er også blevet opfyldt i de vestlige nationer, som historisk set, og også i dag, har været ansvarlige for størstedelen af missionærarbejdet i verden.


8. Israels 10 stammer ville have et anstrengt forhold til Juda. Man kunne foranlediges til at tro, at fordi at de fortabte stammer har samme oprindelse som Juda, så ville de helt naturligt være de bedste venner. Men ifølge Bibelens profetier er dette ikke tilfældet. Esajas profeterede, at Israel og Juda ville have et forhold med “skinsyge og fjendskab” - eller som den svenske autoriserede oversættelse fra 1917 siger: “avund och ovänskap” (avind og uvenskab) – men ved Messias' 2. Komme vil dette anstrengte forhold blive forvandlet til broderskab:


“På den dag løfter Herren atter sin hånd for at genvinde den rest af sit folk, der er tilbage i Assyrien og Egypten, Patros, Nubien og Elam, Sinear, Hamat og havets fjerne øer. Han rejser et banner for folkene, han samler Israels fordrevne og bringer Judas spredte tilbage fra de fire verdenshjørner. Da forsvinder Efraims skinsyge, og Judas fjendskab udryddes; Efraim er ikke skinsyg på Juda, og Juda er ikke fjendtlig mod Efraim.” (Esajas 11:11-13)


Ifølge profeten Zakarias blev broderskabet mellem Israel og Juda (jøderne) brudt på det tidspunkt, da Judas Iskariot forrådte Jesus til jødernes ledere:


“Jeg sagde til dem: 'Hvis I synes, så giv mig min løn, og hvis ikke, kan I lade være!' De afvejede da min løn, tredive sekel sølv. Herren sagde til mig: 'Kast den hen til støberen, den kostelige pris, de har vurderet mig til.' Og jeg tog de tredive sekel og kastede dem hen til støberen i Herrens hus. Så brækkede jeg den anden stav, Bånd, for at bryde broderskabet mellem Juda og Israel.” (Zakarias 11:12-14)


Dette blev opfyldt i Judas Iskariot og Jesus i Matthæus 26:15 og 27:9.


Dette brudte broderskab mellem jøderne og de 10 stammer vil blive helbredt ved Messias' 2. Komme. Nå da vi ved, at både vi og jøderne er af Israels 12 stammer, og at vi snart skal genforenes, så arbejder vi selvfølgelig for at bygge broer mellem Israels 10 fortabte stammer og Juda. Men den endelige genforening vil først blive fuldført af Messias.


Sund fornuft-identifikationer


Det næste emne, som vil hjælpe os til at finde Israels 10 fortabte stammers nutidige efterkommere, er, hvad jeg kalder for “sund fornuft-identifikationer”. Gud gav en hel masse løfter og profetier til Israel. Nogle af dem var ubetingede og andre var betingede. Men for at finde de 10 fortabte stammer I dag, kan vi først se på jøderne, efterkommerne af Kongeriget Juda.


De fleste er nok enige i, at jøderne som et folk er mere begavede og har mere magt og indflydelse end andre folkeslag, hvis man tager deres antal i betragtning. F.eks. så er der ca. 15 mio. jøder i dag i 2023, hvilket er 0,2% af verdens befolkning. Og dog, så ud af de ca. 900 mennesker, der har modtaget Nobel-prisen, har ca. 20% været jøder. Et andet eksempel er de lande i verden, der besidder atomvåben, hvilket er omtrent 8. Af disse er Staten Israel langt det mindste, både i befolkning og størrelse.


At sige at det jødiske folk slås i en vægtklasse større, end de faktisk er i, vil være end underdrivelse. Og dog har jøderne som folk været afskåret fra et forhold til Israels Gud, siden de forkastede Kristus 2.000 år siden.


Når vi leder efter Israels 10 stammer i dag, må vi huske på, at de er 5 gange så mange stammer som Juda, 10 stammer sammenlignet med 2. For det andet blev de 10 stammer specifikt profeterede til blive ekstremt talrige, hvilket ikke blev profeteret til Juda. For det tredje, så blev de 10 stammer profeteret til at indgå en ny pagt med Israels Gud, m.a.o. de ville blive kristne.


Hvis det jødiske folk, som er meget mindre end de 10 stammer og ikke er i et forhold til Israels Gud, er så begavede, magtfulde og indflydelsesrige, så kan vi også deducere at Israels 10 fortabte stammer i dag må være mere magtfulde og indflydelsesrige end jøderne er i dag. Hvis vi igen kigger på antallet af personer, der har modtaget Nobel-prisen, så er 77% af dem fra nationer, som vi identificerer med Israels 10 stammer (men det er inkl. jøder fra de nationer), mens at ikke-israelitiske nationer har modtaget ca. 20% af Nobel-priserne (nogenlunde det samme antal som jøder har modtaget). M.a.o. Så er Israels 10 fortabte stammer den mægtigste, rigeste og indflydelsesrige gruppe af nationer i verden.


Fysisk udseende


I Bibelen står der ikke udtrykkeligt, hvilket fysisk udseende israelitterne havde. Men der er fysiske beskrivelser af nogle israelitter, som kan give os en idé om, hvordan de så ud. Kong David er f.eks. beskrevet som “rødmosset” (1 Sam 17:42), eller som den norske oversættelse fra 1978 udtrykker det: “rødkinnet”. Det hebraiske ord oversat til “rødmosset” er “Admoni”, som ifølge Yair Davidiy, en ortodoks jødisk forfatter til talrige bøger om Israels 10 fortabte stammer, helt bestemt betyder “rødhåret eller gyldenhåret” (Yair Davidiy: The Physical Anthropology of the Hebrew Peoples). At være rødmosset, rødhåret eller gyldenhåret er noget, der kun ses blandt lyshudede folkeslag som moderne nord-europæere. David må derfor have været lyshudet og lyshåret eller rødhåret.


Kong Salomo lader derimod til at have været mørkere end David, fordi i Højsangen beskriver Salomo en mand – vi formoder det er ham selv – med hårlokker “sorte som ravnen” (Højsangen 5:11).


Jakobs tvillingebroder, Esau, beskrives i Bibelen også som en “Admoni” og som havende rødt hår: “Den, der kom først ud, var rød og lodden over det hele som en kappe. Ham gav de navnet Esau.” (1 Mose 25:25) Hvis Esau var rødhåret, må vi også antage, at Jakob sandsynligvis har været rød- eller lys-håret.


Jakobs svigerfader var Laban, og hans navn betyder “hvid” (hebraisk ord #3837 i Strong's Exhaustive Concordance of the Bible). Vi må antage, at årsagen til, at Laban fik sit navn, var at han var usædvanlig hvid. Hvis de fleste i området, hvor Laban blev født, havde nogenlunde samme farve som ham, ville der ikke være nogen grund til at kalde ham den “hvide”. Men hvis han var usædvanlig hvid, ville der have været en grund til det. F.eks. kommer navnet Libanon fra det samme semitiske rodord. Landet Libanon har sit navn fra Libanon-bjergkæden, som betyder det “hvide bjerg”, fordi det har sne på toppen, i modsætning til de fleste andre bjerge i området. Det er usædvanligt hvidt, og derfor har det sit navn.


Laban var fader til Lea og Rakel. Vi må derfor antage, at deres børn også var mere hvide, end de fleste andre mennesker omkring dem.


Yair Davidiy skriver, at de gamle egyptere afbildede israelitter med lyst, rødt og mørkt hår, og ofte med blå øjne og rødt skæg. Egypterne kaldte folkene, der boede i Israels land, for “amuru” (amoritter). Men de folk, som egypterne kaldte for “amuru”, betød ofte israelitter. Et eksempel på dette er illustrationer fra den egyptiske kampagne ca. år 924 f.Kr., hvor Farao Shishak invaderede Kongeriget Juda. På disse illustrationer blive både israelitter og judæere afbildet i samme stil, som egypterne ellers afbildede amoritter.


Yair Davidiy giver også flere eksempler på, hvordan oldtidens israelitter er beskrevet i talmudisk litteratur:


“Josef, Israels søn, blev beskrevet i en Midrash (Genesis Rabah 83:6), at han lignede en GERMANI (d.v.s. en fra Norden, meget hvid, lys, ifølge Maimonides), og i et andet afsnit (Talmud Sota 36), at han havde et ansigt, der var 'lyserødt som en rose'. Fra dette kan man udlede, at Josef blev anset for at have været af nordisk udseende, hvilket var et kendt familietræk, eftersom Josef også siges at have set ud præcis som sin fader”. (ibid.)


Israels 12 sønner giftede sig alle med ikke-israelitiske kvinder, og af en meget enkel årsag: Fordi Jakob kun havde én datter, Dina, og ingen af de 12 patriarker giftede sig med hende. Dette betyder, at fra selve starten på den israelitiske nation, havde de 12 stammer forskellige gener og forskelligt fysisk udseende.


Yair Davidiy fortsætter:


“Ifølge Bibelen og senere jødiske legender (som nedskrevet i 'Seder HaDorot' og 'Sefer HaYashar') giftede stammeoverhovederne sig med kvinder fra forskellige folkeslag. Josef giftede sig med en egyptisk kvinde (1 Mose 41:45), Machir, søn af Manasse, havde en aramaisk konkubine (1 Krøn 7:14). Ruben giftede sig med en hivit. Levi og Aser giftede sig med efterkommere af Eber. Juda havde én kana'anæisk og én semitisk hustru. Zebulon giftede sig med en midianit, og Issakar en efterkommer af Sem. Benjamin giftede med en datter af Zimran, søn af Abraham og Ketura. Dan tog en datter af Lot, Abrahams nevø. Naftali tog en datter af Nakor, og det samme gjorde Gad, o.s.v. Den apokryfe de Retfærdiges Bog (Book of Jubilees, ca. 200 f.v.t.) siger også, at stammeoverhovederne giftede sig med kvinder fra forskellige folkeslag, og nævner kana'anæiske, egyptiske, semitiske og mesopotamiske kvinder.” (ibid.)


Ikke-hvide folk blandt oldtidens israelitter


Dette betyder ikke, at alle oldtidens israelitter var lyse eller blot hvide. Et af budene i Moseloven er, at udlændinge, der bor blandt Israel og følger Israels Gud, skal behandles som næster. De skal adopteres ind i Israel. De skal blive naturaliserede israelitter:


“Når en fremmed bor som gæst i jeres land, må I ikke udnytte ham. Den fremmede, der bor som gæst hos jer, skal være som en af landets egne, og du skal elske ham som dig selv. I var jo selv fremmede i Egypten. Jeg er Herren din Gud!” (3 Mose 19:33-34)


Moses havde f.eks. en sort afrikansk hustru. Aron og Miriam irettesatte Moses for at have en sort kone, men Gud straffede Miriam ved at gøre hende hvid, på en uønsket, men retfærdig, måde – ved at gøre hende spedalsk i 7 dage (4 Mose kap. 12). Moses' sorte afrikanske hustru kan have været en kone, han giftede sig med, da han var Prins af Egypten. Efter at Moses blev fordrevet fra Egypten af farao, giftede han sig med en midianitisk kvinde. Men da Moses førte Israel ud af Egypten, tog han øjensynligt sin sorte afrikanske hustru med sig.


Et andet eksempel på en sort kvinde blandt oldtidens israelitter findes igen i Højsangen. Her siger en kvinde, sandsynligvis en af Salomos konkubiner (han havde ialt 1.000 hustruer og konkubiner): “Jeg er sort, men yndig... Se ikke sådan på mig, fordi jeg er sort, solen har brændt mig.” (Højsangen 1:5-6) Udfra dette kan vi konkludere, at sorte kvinder har bidraget til israelitternes slægt. Men vi kan også konkludere, at sorte mennesker var ret specielle og unikke og et sjældent syn i oldtidens Israel, fordi den sorte kvinde klager over, at folk ser ned på hende p.g.a. hendes hudfarve. Hvis sorte mennesker havde været almindelige blandt oldtidens israelitter, ville hendes hudfarve været blevet anset for at være normal, og hun ville ikke være blevet set ned på.


I Kristi stamtavle i Matthæus-Evangeliet nævnes det også, at moabitten Ruth var en af Kristi formødre. Der nævnes kun to kvinder i denne stamtavle: moabitten Ruth og Bathsheba, hittitten Urias' hustru. De to nævnes åbenlyst af en særlig grund. Ruth nævnes, fordi hun var en ikke-israelit, og dog blev en af Kristi formødre. Bathsheba nævnes, fordi hun blev Davids kone gennem synd, og dog blev hun en af Kristi formødre.


Alt dette viser, at oldtidens israelitter overordnet set var et hvidt folk, nogle med lyst hår og andre med mørkt hår, og nogle med blå øjne og andre med brune øjne, men også at ikke-hvide individer var en del af den israelitiske slægt.


Jødernes & de 10 fortabte stammers fysiske udseende


Nogen mennesker forventer, at Israels 10 fortabte stammer må se ud som jøder og have det samme fysiske udseende som jøder. Men dette er en fejlagtig antagelse.


Israels 12 stammer var sammen i Kana'an, Egypten og Israel i betydeligt mindre tid, end de har været adskilte. Det er svært at sige, hvornår de 12 patriarker blev født, men mellem 1.900 og 1.600 f.Kr. Israels forenede kongedømme blev delt ca. år 931 f.Kr., og de 10 stammer blev deporteret omkring år 721 f.Kr. Det betyder, at de 12 patriarker og stammer var sammen mellem 1.200 og 900 år, mens de har været separeret geografisk og etnisk i mere end 2.700 år. Det betyder, at de har været adskilte i omtrent 3 gange så lang tid, som de har været forenede, eller i hvert fald geografisk forenede.


Gennem deres næsten 3.000 år lange adskillelse giftede både Juda og Israel sig med ikke-israelitiske folk. Og de ikke-israelitiske folk, de giftede sig med, var forskellige i fysisk udseende, hvilket har givet de 10 fortabte stammer og jøderne forskellige udseende. De 10 fortabte stammer indgiftede sig især med indo-eurpæiske folk, der talte germanske og keltiske sprog. Jøderne, vis love var strengere m.h.t. at gifte sig udenfor deres etniske gruppe, giftede sig alligevel med andre folkeslag, og det var typisk folk fra Mellemøsten, Europa og Nord-Afrika.


På trods af deres fælles ophav, har Israels 10 fortabte stammer og jøder antaget forskellige fysiske udseender. Dette kunne kun forventes, når de har været adskilte i mere end 2.700 år. Men denne forskel er lille – faktisk meget lille – sammenlignet med andre etniske grupper, der hævdes at være af de fortabte stammer, som den sorte Lemba-stamme i det sydlige Afrika, pashtunerne i Pakistan og Afghanistan og forskellige indfødte amerikanske stammer i Nord-Amerika.


Runernes semitiske oprindelse, 1. del: Kjell Aartun


Den mest almindelige teori om runernes herkomst er, at de blev udviklet fra det romerske alfabet. Men den norske teolog og lingvist professor Kjell Aartun (1925-2023) – som blev anset for at være en førende ekspert i semitiske sprog og var medlem af det Norske Vitenskaps-Akademi – var overbevist om, at runerne var et semitisk alfabet, som var kommet fra Mellemøsten til Skandinavien. I 1994 skrev han i bogen Runer i kulturhistorisk sammenheng:


“Utenfor (Sentral)Europa og Norden er runeskriften pr. i dag påvist i to gamle orientalske hovedkulturer, nemlig i den tidlige Troja-kulturen i Lilleasia ved Dardanellene og i den gamle høykulturen i Syria- og Palestina-området, som var stort sett ensartet.” (Kjell Aartun: Runer i kulturhistorisk sammenheng, s. 13, 1994)


Kjell Aartun skrev endvidere, at da runerne først optrådte i Troja- og Syrien-Palæstina-området var de allerede et fuldt udviklet skriftsystem, der til at starte med skulle udtrykke et mellemøstligt oldtidssprog.


Kjell Aartun mente, at semitiske stammer var indvandret til Skandinavien ca. år 2.000 f.Kr., og at de var blevet så dominerende, at sproget og kulturen i Skandinavien var semitisk frem til ca. år 800 e.Kr. På den norske wikipedia-side om Kjell Aartun læser vi:


“I korthet går [Kjell Aartuns] teorier ut på at alle runeinskripsjoner fra vikingtid og eldre, slik som Osebergfunnet, er skrevet på et semittisk språk, delvis med hieroglyfer og Linear A-tegn, og at innholdet er sterkt erotiske tekster som refererer sig til en orientalsk fruktbarhetskultus. Ut fra dette mener han at Norge ble befolket av semittiske stammer i 2000 f.Kr., og at disse ble så dominerende at språk og kultur var semittisk fram til språket ble erstattet av norrønt rundt år 800 e.Kr., uten å etterlate seg spor.” (https://no.wikipedia.org/wiki/Kjell_Aartun)


Runernes semitiske oprindelse, 2. del: Jørgen Chr. Bang


Ass. Professor Jørgen Chr. Bang fra Syddansk Universitet sagde i 1997, at lighederne mellem runernes og de semitiske bogstaver er så store, at runerne ikke kan have kommet fra det romerske alfabet:


“Der foreligger historiske beretninger, der kan sandsynliggøre en større indvandring i Danmark o. år 0 af et kulturfolk med kulturtræk fra Sortehavsegnene og kulturplanter af nærorientalsk oprindelse. Runerne og urnordisk kan være kommet hertil med dette folk. … Jeg finder det både interessant og næsten symbolsk, at rugen, vor “nationale” kornsort til vort daglige brød, ser ud til at følge samme rute som runerne i min hypotese, nemlig fra den Nære Orient til Sydrusland og Mellemeuropa, hvor den længe gjorde holdt, for at nå hertil i ældre romertid, dvs før år 200” (Jørgen Chr. Bang: Runernes herkomst og medbyrd, s. 1, 8, 1997)


Professor Bang nævner Johannes Brøndsted, forfatteren til Politikens Danmarkshistorie, 1. Bind (1963), som vi tidligere har nævnt, angående teorien om, at danerne kom til Danmark i to bølger, den ene lige efter Kristi fødsel og den anden i det 3. årh.:


“Jeg finder det meget foreneligt med de fremlagte data at forestille sig, at runerne i futhark-formen er kommet hertil med den sidste danerindvandring, og at både den foregående indvandring og danerindvandringen var germansk-talende kulturfolk fra Sortehavsområdet, hvor de havde nære fællesskaber med goterne og måske de senere slavere. Og at dette folk, ligesom rugen, havde en kulturfortid i den nære orient. Det er ikke umuligt, at en del af den indoeuropæiske germanske gren, nemlig den del som danerne udgjorde, ikke alene medbragte rugen som kulturplante fra den nære orient, men også i hele forløbet dyrkede kulturskriften fra disse områder på meget konserverende vis, den skrift, der kommer til Norden som den ældre futhark og runeskriften.


På baggrund af det foregående er der måske mere lærdom i den gamle historiker, islænderen Snorre’s beretninger (o. 1220-40) om Odins og Danernes ankomst til Norden, end man umiddelbart ville tro. Snorre beretter om Danernes bolig ved Sortehavet, og om hvorfor Danerne skiftede bolig til de Nordiske lande: Da romerne var ved at blive for påtrængende i Sortehavsområdet, fandt de fremsynede danere ud af, at de bedre kunne bevare deres egne traditioner og kultur ved at flytte til Norden, hvortil de så drog med deres vigtigste klenodier (her anser jeg runerne og futharken for mulige, væsentlige klenodier) og blev modtaget med beundring. Den danske tunge og kulturen bredte sig i hele Norden, man giftede sig med de oprindelige beboere, dog bevarede nogle i England det oprindelige sprog; måske er det keltisk, Snorre henviser til.” (ibid., s. 10)


Runernes semitiske oprindelse, 3. del: Örjan Svensson


Den svenske lingvist Örjan Svensson har skrevet fire bøger om runer, og om hvordan de oprindeligt blev skrevet på hebraisk og aramaisk. Örjan Svensson viser, at runerne oprindeligt blev skrevet fra højre til venstre, ligesom moderne hebraisk og arabisk, at de folk, der nedskrev runerne, var israelitter fra de 10 fortabte stammer, der havde blandet sig med germansk-talende stammer, og som bosatte sig I Skandinavien og Nord-Tyskland fra ca. 100 f.Kr.


Örjan Svensson helliger et kapitel til det ældre Guldhorn, ét af to guldhorn, der blev fundet i Gallehus i Sønderjylland i 1639. Hornet har ikke nogen eksplicitte runer eller andre skrifttegn, men har istedet en lineær afbilding af dyr, mennesker, våben og andre symboler. Örjan Svensson tager det hebraiske navn for hvert af disse symboler og oversætter dem til at betyde følgende:


“'Eftersom jeg er en lovprist og nådig hersker:

Hele herligheden tilhører vor hersker.'


Dette indikerer, at guldhornene tilhørte en tidlig hersker af de tidlige danere, som oprindeligt nedstammede fra den israelitiske Dans stamme. Det er også interessant, at hele den decifrerede teksts rune-gematria er ligmed 17 + 27 + 54 + 55 + 7 + 17 + 35 +42 + 20 + 69 = 343 = 7 x 7 x 7.” (Örjan Svensson: Scandinavian Secrets: The Hebrew Code of the Runes, s. 234-237, 2007)


7 er et helligt tal I Bibelen, så Örjan Svensson konkluderer, at tekstens hebraiske oprindelse bevises ved gematria.


I 2003 skrev John Troeng en artikel i Fornvännen, et arkæologisk blad udgivet af Vitterhetsakademien (den svenske pendant til det Kongelige Videnskabernes Selskab) med titlen A Semitic origin of some runes – An influential presence in Denmark c. AD 200, hvor han viste, at nogle af runerne må have været af semitisk oprindelse. En af grundene, han nævner, er, at runerne blev skrevet uden mellemrum mellem ordene, ligesom andre semitiske inskriptioner (ibid, s. 10)


Germansk-hebraiske ligheder, 1. del: Louis Hjelmslev


Bibelens old-hebraiske regnes som regel for at være en del af den kamito-semitiske sproggruppe, og germansk – herunder de nordiske sprog og engelsk – til den indo-europæiske sproggruppe. Én af verdens højst respekterede sprogforskere var danskeren Louis Hjelmslev fra Københavns Universitet. Hjelmslev skrev i 1963 i sin skelsættende bog Sproget, at:


“Et genetisk slægtskab mellem indo-europæisk og kamito-semitisk er blevet påvist udførligt ved elementfunktionernes metode af danskeren Herman Møller i arbejder i årene 1906-17.” (Louis Hjelmslev: Sproget, s. 77, 1963)


Ved at sammenligne dem begrundede Hjelmslev, at de kamito-semitiske, indo-europæiske og finsk-uralske sprog stammede fra ét oprindeligt sprog, som han kaldte for nostratisk, Hjelmslev mente ikke, at andre sprog – som de kinesiske eller de indfødte amerikanske sprog – havde en fælles oprindelse med nostratisk.


Germansk-hebraiske ligheder, 2. del: Terry Marvin Blodgett


Amerikaneren Terry Marvin Blodgett, University of Utah, sammenfattede i 1981 sine redegørelser i doktorafhandlingen Phonological Similarities in Germanic and Hebrew:


“... opdagelserne … åbner muligheden for, at de lingvistiske ligheder mellem germansk og hebraisk, som præsenteret gennem hele denne afhandling, kan forklares på grundlag af hebraiske vandringer til germansk territorium, muligvis så tidligt som 700 f.Kr., mens at andre grupper ankom i de følgende århundreder.” (Terry Marvin Blodgett: Phonological Similarities in Germanic and Hebrew, 1981)


Blodgett viste også i detaljer, at vokal-ændringerne ablaut og umlaut, i dag kendte fra høj-tysk, var almindelige både i hebraisk og germanske sprog, men ikke i de øvrige indo-europæiske sprog.


Germansk-hebraiske ligheder, 3. del: Grzegorz Jagodzinski


Den polske sprogforsker Grzegorz Jagodzinski kom til samme konklusion i 2005 i sine kritiske sammenligninger mellem indo-europæiske og semitiske sprog:


“Det er værd at bemærke, at der er særlig stor overlapning mellem de semitiske sprog og den germanske gren [af de indo-europæiske sprog].” (Grzegorz Jagodzinski: Indo-European and Semitic Languages, 2005)


Germansk-hebraiske ligheder, 4. del: Isaac Mozeson


Dr. Isaac E. Mozeson, en canadisk-født jøde fra Yeshiva Universitetet i New York City, skrev bogen The Word: The Dictionary that Reveals the Hebrew Source of English (1989), hvor han påviste intet mindre end 22.000 engelske ord, der havde en hebraisk oprindelse. Nogle eksempler er:


giraffe (engelsk) = nakke (hebraisk)

skunk ('stinkdyr', engelsk) = stank (hebraisk)

gopher ('kindborerotter', engelsk) = en graver (hebraisk)

horse ('hest', engelsk) = pløjer (hebraisk)


Keltisk-hebraiske ligheder


Der er også mange beviser på, at de keltiske sprog talt på de britiske øer har betragtelig indflydelse fra hebraisk og fønikisk.


Ifølge William H. Worrell (1879-1952), professor i nærøstlige sprog på University of Michigan, viser de keltiske sprog talt på de britiske øer, og specielt det talte sprog i Wales, viser visse særligheder, der minder om kamitiske og semitiske sprog, og ikke har nogen modstykke i ariske sprog. (William H. Worrell: A Study of Races in the Ancient Near East, 1927).


Ligeledes skrev den schweiziske sprogforsker og keltolog Heinrich Wagner, at:


“Irsk... har ligeså mange egenskaber tilfælles med ikke-indo-europæiske sprog, som det har med andre indo-europæiske sprog.”


“De keltiske sprog på øerne [de britiske øer]... har i deres grammatiske kategorier mange slægtskaber med ikke-indo-europæiske sprog, særligt baskisk og berber.”


“Den komparative typologi af de keltiske sprog på øerne [de britiske øer] påbegyndt af Morris Jones, og videreudviklet af Pokorny, G.B. Adams og mig selv, har afsløret, at de mange specielle kendetegn i keltiske ø-sprog, og som dårligt nok kan spores i andre indo-europæiske sprog, har deres analogier i baskisk, berber, egyptisk, semitisk, ja, endog i neger-sprog.”


“Visse egenskaber (kun af marginal indflydelse) af gamle irske verbum-former kan kun forstås i lyset af hittitisk, vedisk, sanskrit og mykensk græsk.” (Heinrich Wagner: Studies in the origins of the Celts and of early Celtic Civilisation, 1971)


Ifølge den walisiske grammatiker, akademiker og walisisk-sprogede digter Sir John Morris Jones (1864-1929):


“De før-ariske talemåder, der stadig findes i walisisk og irsk, har deres oprindelse i et sprog forbundet med egyptiske tunger.”


(Citater ovenfor fra Yair Davidiy: Ancestry: The Hebrew Identity of Celtic Races, p. 144)


Den engelske oberst-løjtnant Charles Vallancey blev af den britiske regering sendt til Irland i slutningen af det 18. årh. Som militær landinspektør, og endte med at blive ekspert i irsk historie, sproghistorie og fortidsminder. I 1772 skrev Charles Vallancey bogen Essay On The Antiquity Of The Irish Language, Being A Collation Of The Irish With The Punic Language (1772), hvor han skrev, at irerne var efterkommere af kartagere, de føniske kolonister i Kartago i Nord-Afrika. Punisk er det romerske ord for fønikerne, specielt dem i Kartago. I denne artikel har vi tidligere nævnt, hvordan at mange israelitiske danitter sejlede med fønikerne, og at de to ofte blev anset for at være ét folk:


“I sammenligningen af det irske med de keltiske, puniske, fønikiske og hebraiske sprog, vil det stærkeste slægtskab (nej, en fuldkommen lighed i mange ord) forekomme; det kan derfor anses for at være en punisk-keltisk sammenblanding; og dette essay vil bevise, at dette er mere end blot en antagning. Irsk er derfor det mest indholdsrige sprog, der eksisterer; fordi at fra det hebraiske kom det fønikiske, fra det fønikiske det kartagiske, eller puniske, og derfra det æoliske, doriske, etruskiske, og fra disse kom latin...”


“De irske forfattere er alle enige om, at de modtog deres bogstaver fra fønikerne, og at deres sprog blev kaldt bearla Féne, eller den fønikiske dialekt, om hvilket deres ældgamle manuskripter giver tilstrækkelig vidnesbyrd.” (Charles Vallancey: Essay On The Antiquity Of The Irish Language, Being A Collation Of The Irish With The Punic Language, s. 21-22, 1772)


Andre etniske grupper, der hævder at være de 10 fortabte stammer


Der er også andre etniske grupper, der hævder, eller hævdes af andre, at være af Israels 10 fortabte stammer. De mest kendte af dem er pashtunerne i Pakistan og Afghanistan, den sorte Lemba-stamme i det sydlige Afrika og visse indfødte amerikanske stammer i Nord-Amerika.


Pashtunerne udgør 65 mio. og er den største etniske gruppe i Afghanistan. Praktisk talt alle pashtunerne er muslimer, og de udgør også kernen i Taleban-militiaen. Nogle af dem hævder at nedstamme fra Israels 10 stammer, og de har også forskellige religiøse og kulturelle skikke, der minder om dele af Moseloven.


Den sorte Lemba-stamme i det sydlige Afrika udgør kun 50.000, og hævder at deres mandlige forfædre kom fra et fjernt land for at søge efter guld. DNA-studier har faktisk vist et begrænset slægtskab mellem lembaerne og jøder. Kong Salomo sendte i samarbejde med fønikerne skibe vidt omkring på verdenshavene for at søge efter bl.a. guld. Lembaerne kunne være efterkommere af de israelitiske sømænd.


Pashtunerne og lembaerne har meget muligt noget israelitisk blod, som historiske traditioner og genetiske studier viser. Men ingen af dem opfylder profetierne om de 10 fortabte stammer. De har muligvis en fjern forbindelse til de 10 stammer, men som hele folkeslag kan de ikke siges at udgøre Israels 10 fortabte stammer.


Nogle mormoner hævder, at visse indfødte amerikanske stammer i Nord-Amerika er efterkommere af Israels fortabte stammer, fordi det påstår Mormons Bog. Men udenfor Mormons Bog er der intet bevis for denne påstand. Indfødte nord-amerikanere er ikke israelitter på nogen måde. (Der er i øvrigt også nogen mormoner, der er enige med os om, at Israels 10 fortabte stammer er blandt de vestlige nationer.)


Konklusion


Det er en ubestridelig kendsgerning, at Israels 10 stammer ikke er en del af det jødiske folk, og at de derfor må være et andet sted, udenfor det jødiske folk.


Når vi ser på de mulige kandidater, peger alt på, at de nord-vest-europæiske folkeslag og deres efterkommere rundt omkring i verden er Israels 10 fortabte stammer, både historie, arkæologi, sprogforskning, og fremfor alt bibel-profeti.


Det kræver ikke tro, for at kunne tro på dette. Det kræver nærmere tro for IKKE at tro på det.


Fortidens bibel-profetier er allerede blevet opfyldte. Uopfyldte profetier om Israel vil derfor også blive opfyldt i efterkommerne af Israels 12 stammer. I endetidsprofetierne, som f.eks. i Johannes' Åbenbaring, er der masser af profetier om både Israels 10 stammer og Judas 2 stammer. Og eftersom mange kristne mener, at vi lever tæt på den Store Trængsel, kan vi derfor forvente, at profetierne om Israels 10 stammer bliver opfyldt i de vestlige nationer, og at profetierne om Juda bliver opfyldt i jøderne.


En fejlagtig forståelse af Israels hus' identitet og Judas hus' identitet kan derfor give gudsfrygtige kristne tvivl, og I værste fald få dem til at betvivle Bibelen, når de ser begivenheder udfolde sig, som ikke passer med deres fortolkning af profetierne. Men hvis de på den anden side har en korrekt forståelse af, hvem Israel og Juda er, vil deres tro på og tillid til Gud kun blive stærkere.


oktober 2023





Bibliografi


Aartun, Kjell: Runer i kulturhistorisk sammenheng (Oslo: Pax, 1994)

Bang, Jørgen Chr.: Runernes herkomst og medbyrd, Forelæsning i Selskabet for Nordisk Filologi, København, den 23. oktober, 1997 (København: Selskab for Nordisk Filologi, 1998)

Blodgett, Terry Marvin: Phonological Similarities in Germanic and Hebrew (Salt Lake City, UT; USA: Department of Languages, University of Utah, 1981)

Boteach, Shmuley: Judaism for Everyone (New York, NY, USA: Basic Books, 2002)

Brooks, Jory Steven: The Forgotten History of the Danite Exodus from Egypt (https://hope-of-israel.org/daniteexodus.html)

Brøndsted, Johannes: Politikens Danmarkshistorie, Bind 1: De Ældste Tider, Indtil år 600, 3. udgave (København: Politikens Forlag A/S, 1977)

Capt, E. Raymond: Missing Links Discovered in Assyrian Tablets (Muskogee, OK, USA: Artisan Publishers, 1985)

Capt, E. Raymond: The Scottish Declaration of Independence (Muskogee, OK, USA: Artisan Publishers, 1983)

Collins, Stephen M.: The “Lost” Ten Tribes of Israel... Found! (Boring, OR, USA: CPA Book Publisher, 1995)

Davidiy, Yair: Ephraim: The Gentile Children of Israel, 4th edition (Jerusalem, Israel: Russell-Davis Publishers, 2015)

Davidiy, Yair: The Physical Anthropology of the Hebrew Peoples (https://www.britam.org/anthropology.html)

Gawler, John Cox: Dan: The Pioneer of Israel (London, UK: W.H. Guest, 1880)

Josephus, Flavius: The Complete Works of Josephus (Grand Rapids, MI, USA: Kregel Publications, 1981)

Hammershaimb, E. et al: De gammeltestamentlige Pseudepigrafer (København: Det danske Bibelselskab, 2001)

Heyerdahl, Thor & Lillieström, Per: Jakten på Odin: På sporet av vor fortid (Oslo: J.M. Stenersens Forlag A.S., 2001)

Hjelmslev, Louis: Sproget (København: Berlingske Forlag, 1963)

Jagodzinski, Grzegorz: Indo-European and Semitic Languages (http://grzegorz.jagodzinski.prv.pl/lingwen/iesem1.html, 2005)

Kristensen, Anne Katrine Gade.: Who were the Cimmerians, and where did they come from? Sargon II, the Cimmerians, and Rusa I (København: Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, 1988)

Strong, James: Strong's Exhaustive Concordance of the Bible (Peabody, MA, USA: Hendrickson Publishers, year unknown)

Suhm, Peter Friderich: Forsøg til et Udkast af en Historie over Folkenes Oprindelse I Almindelighed, som en Indledning til de Nordiske Folkes i Særdeleshed (København: Brødrene Berling, 1769)

Svensson, Örjan: Scandinavian Secrets: The Hebrew Code of the Runes (Jerusalem, Israel: Russell-Davis, 2007)

Vallancey, Charles: Essay On The Antiquity Of The Irish Language, Being A Collation Of The Irish With The Punic Language (London, Richard Ryan: 1818)

Wikipedia-artikel “Kjell Aartun”: https://no.wikipedia.org/wiki/Kjell_Aartun (hentet 02/10-2023)