Anna Bjørner og Israels 10 fortabte stammer
af Mikkel S. Kragh
Anna Larssen Bjørner (1875-1955) anses sammen med sin mand Sigurd Bjørner (1875-1953) for at være grundlæggerne af den danske Pinsevækkelse. De grundlagde også Apostolsk Kirke i Danmark. Der var andre pinsefolk i Danmark, før Anna og Sigurd Bjørner begyndte at prædike, men Anna Bjørner regnes for at være den vigtigste skikkelse i den tidlige danske Pinsevækkelse.
Anna Bjørner er naturligvis mest kendt for at sprede evangeliet og budskabet om Helligånden og Pinsevækkelsen. Men udover det, så var Anna Bjørner også overbevist om, at budskabet om Israels 10 fortabte stammer var meget vigtigt.
Vi vil starte med en opsummering af historien om Israels 10 fortabte stammer, og dernæst komme med en biografi om Anna og Sigurd Bjørner, og slutte af med citater af Anna Bjørner og Sigurd Bjørner om Israels 10 fortabte stammer.
Israels 10 fortabte stammer
Historien om Israels 10 fortabte stammer går, kort fortalt, ud på, at nationen Israel i det Gamle Testamentes tid bestod af 12 stammer. Israels 12 stammer vandrede ud ad Egypten under Moses og tog Kana’ans land i besiddelse, hvor de først boede i en løs føderation. Under Kong Saul blev Israels 12 stammer forenet i ét kongerige. Efter Saul blev David konge, og derefter Davids søn Salomo. Salomo begyndte sin regeringstid med at tilbede Israels Gud med hele sit hjerte og hele sin sjæl, men på sine gamle år byggede han også templer for hedenske guddomme, fordi hans talrige hustruer og konkubiner forledte ham til det. Derfor bestemte Israels Gud, at Han ville straffe Salomo ved at lade 10 af Israels stammer løsrive sig fra hans dynasti i Jerusalem, men først under Salomos søn. Det skete ca. år 931 f.Kr., da 10 af Israels stammer løsrev sig fra Kong Rehoboam, Salomos søn.
Den nye konge over Israels 10 nordlige stammer, Kong Jeroboam, besluttede at de 10 stammer skulle dyrke hedenske guddomme og ikke Israels Gud, for at de ikke skulle vende tilbage til Kong Davids dynasti i Jerusalem. Israels 10 stammer fortsatte med at tilbede hedenske guder, og derfor blev Israels Gud til sidst så vred på dem, at Han besluttede, at de skulle fjernes fra det Forjættede Land, Han havde givet deres forfædre.
Det skete i årene ca. 745-721 f.Kr., hvor Assyrerriget invaderede Israels 10 stammers kongerige og deporterede stort set hele befolkningen ud ad Israels land og bosatte dem i nordlige dele af Assyrerriget. Vi læser om dette i 2. Kongebog i det Gamle Testamente:
”I Hoseas niende regeringsår indtog assyrerkongen Samaria, førte Israel i eksil til Assyrien og bosatte dem i Hala og ved Gozans flod Habor og i Mediens byer. ... Derfor blev Herren meget vred på Israel og fjernede dem fra sine øjne. Kun Judas stamme blev tilbage.” (2 Kong 17:6, 18)
De fleste historikere ved ikke, hvad der skete med Israels 10 stammer derefter. De resterende 2 stammer i Kongeriget Juda blev sidenhen kendt som jøder, og jøderne har siden da ledt efter Israels 10 stammer uden at finde dem med sikkerhed. F.eks. skriver Chabad Lubavitsch, en af de største ortodokse jødiske organisationer, på deres website:
”Uanset hvor de ti stammer befinder sig i dag – hvad enten de er skjulte i et fjernt, uigennemtrængeligt sted, eller om de er blevet ’opslugt’ i andre folkeslag – så har G-d forkyndt, at de til sidst vil vende tilbage, når den endelige forløsning finder sted: ’På den dag skal der stødes i et stort horn; de, der gik fortabt i Assyrien, og de fordrevne i Egypten skal komme og kaste sig ned for H-rren på det hellige bjerg i Jerusalem.’” (Yehuda Shurpin: “Where Are the Ten Lost Tribes of Israel? The saga of the ten lost tribes of Israel—Part 3”: https://www.chabad.org/library/article_cdo/aid/2500863/jewish/Where-Are-the-Ten-Lost-Tribes-of-Israel.htm)
Vi er, ligesom mange andre mennesker, derimod overbeviste om, at Israels 10 stammer vandrede til Europa, hvor kom til at udgøre kernen i de nord-vest-europæiske nationer. F.eks. kom den israelitiske Dans stamme til at udgøre kernen i Danmark. Vi siger bestemt ikke, at danskerne og nord-vest-europæerne udelukkende er af israelitisk oprindelse, men at det israelitiske element i dem er så stærkt, at de stadigvæk opfylder Bibelens profetier om Israel og Israels individuelle stammer.
Anna Bjørner: biografi
Anna Halberg blev født i 1875. Hun havde foruden danske aner, også norske og italiensk-schweiziske aner. Ca. 1891 begyndte Anna sin teaterkarriere, og var i denne meget unge alder forlovet en kort tid med Gustav Wied, den kendte satiriker, der er kendt for romanen Livsens Ondskab. Forlovelsen mellem Anna og Gustav Wied blev imidlertid brudt, da Wied forsøgte at forføre hende. 1895 blev hun gift forfatteren Otto Larssen, og de fik en dreng sammen. Men Otto drak og var voldelig, og i 1899 blev de skilt og drengen blev bortadopteret til nogle bekendte. På det t idspunkt var Anna Larssen en af Danmarks førende skuespillerinder, og hun blev instrueret af Herman Bang.
Som Dagmar Teatrets stjerne blev hun imidlertid omvendt til Kristus, uden det gav nogen mening for resten af teater-verdenen. På sin karrieres tinde i 1909 opgav hun teatret og blev snart gift med KFUM-sekretæren fra Helsingør, Sigurd Bjørner. Herefter hed hun officielt Anna Larssen Bjørner, men hun kaldte sig Anna Bjørner. Sammen påbegyndte Bjørnerne korstoget, der regnes for Pinsevækkelsens fødsel i Danmark. (Selvom der var pinsefolk i Danmark før dem.)
Bjørnerne missionerede i Danmark i Evangelievognen, en slags datidens campingvogn. Sigurd Bjørner blev forstander for Evangelieforsamlingen på Trianglen i København, og i 1924 grundlagde Bjørnerne Apostolsk Kirke i Danmark, som fik menigheder over hele landet. Deres blad Evangeliebladet blev solgt fra dør til dør i større oplag, og havde et let forståeligt, men ligefremt og kompromisløst evangelium. Korstogets kraft var stor, og blev kært modtaget af mange ufrelste og kristne, mens Bjørnernes møder i Apostolsk Kirke blev angrebet af ung-socialisterne.
Så tidligt som 1923 kunne man i Evangeliebladet læse artikler om, at ’Figentræet knoppes’, og at jøderne om ikke lang tid ville danne en jødisk stat i Palæstina. Disse artikler var især inspireret den britisk-irske Bibel-lærer Henry Grattan Guinness, der i 1887 i bogen Light for the Last Days skrev, at Storbritannien ville befri Jerusalem i 1917, fra de muhammedanske tyrkeres hænders, hvilket også fandt sted 9.-11. december, 1917.
Et af de vigtigste emner i Evangeliebladet var Israels fortabte stammer, som blev udpeget til at være angel-sakserne og beslægtede folkeslag, herunder danskerne og skandinaverne. Hovedartiklen i Evangeliebladet var flere gange om emnet Israels stammer, og de var oftest skrevet af Anna Bjørner. Der var også artikler af tidens førende britiske israelitter, såsom William Pascoe Goard, Edward Odlum, J. Llewellyn Thomas, Stephen Jeffreys og Henry Grattan Guinness. Der var adskillige artikler direkte oversat fra The National Message, organet for the British-Israel-World Federation, og det eneste udenlandske blad, som Evangeliebladet annoncerede, at der blev solgt ved Apostolsk Kirkes møder, var The National Message. Der var en artikel af den norske forfatter omkring Israels fortabte stammer Albert Hiorth, og mange artikler af den svenske pinsemand Nils Ramselius, som også troede på Israels 10 fortabte stammer.
I april 1936 forlod Sigurd og Anna Bjørner, af uklare årsager, Apostolsk Kirke og Evangeliebladet, og fra den ene uge til den anden forsvandt selv den mindste reference til Bjørnernes eksistens fra Evangeliebladets sider. Samtidig ophørte AL omtale af Israel fortabte stammer i Evangeliebladet – i to år, men så var det de stik modsatte budskaber.
Bjørner-ægteparret fortsatte dog ufortrødent på egen hånd. I 1944 omtalte Sigurd Bjørner Israels 10 fortabte stammer i et hæfte til forsvar for Pinsevækkelsen, og i 1947 og 1949 var Anna Bjørner oversætter for British-Israel-pinse-prædikanten George Jeffreys’ vækkelsesmøder i København og Slagelse.
Bjørner’nes glæde var stor, da de i 1952 fandt sammen med Apostolsk Kirke, som de selv havde grundlagt og ledt. Efter et års sygdom døde Sigurd imidlertid i 1953. Anna, der nu var enke, fik nu strenge forbud fra den nye ledelse i Apostolsk Kirke om IKKE at nævne Israels fortabte stammer eller jødernes tilbagevenden til Palæstina, når hun skulle tale til Apostolsk Kirkes møder. Anna sagde, at hun følte, at ”man dolkede hende i ryggen, når hun talte om de ting,” altså om Israels fortabte stammer. (Ifølge Johannes Rasmussen: Ægteparret Bjørners Liv og Virke, s. 32, 1969) Selv i sine sidste år fortsatte hun på egen hånd, og talte på Hotel Prindsen i Roskilde i september 1953 om emnet ’Israels stammer’. Hun gik bort i 1955, to år efter sin mand.
Anna Bjørner om Israels 10 fortabte stammer
Her følger nogle citater af Anna Bjørner om Israels 10 fortabte stammer fra Evangeliebladet:
“Israels 10 Stammer derimod vendte ikke tilbage fra deres Fangenskab i Assyrien, men vandrede Nord over gennem Kaukasus, rundt det sorte Hav, indtil de landede i Mellemeuropa og til sidst kom til det af Gud for dem bestemte Tilflugtsted: ’Øerne i Havet’ (De britiske Øer), hvorfra Efraim-Israel til sidst skal komme, medens Juda skal komme fra ’Verdens fire Hjørner’. Historieforskerne fortæller, at hebraiske Mindesmærker, Gravsteder og andre Efterladenskaber markerer den Vej, de har vandret. Evangeliet om Jesus, som var blevet forkastet af Juda, blev derefter forkyndt for Hedningerne, og blandt dem var Israel ti Stammer, som ’de tabte Faar af Israels Hus’. Her blev Evangeliet modtaget, og disse tabte ti Stammer udgør i Dag Kernen af Jordens kristne Nationer.” (Anna Bjørner: Den store Pyramide. Evangeliebladet: Organ for den apostolske Kirke i Danmark, 21. april, 1927, s. 1)
”Der er saa mange Kristne, der ikke kan se, at Jesus er Israels Forløser. I Johs. 11 Kap. læser vi, at Ypperstepræsterne og Farisæerne har sammenkaldt til et Møde for at tale om, hvad de skal gøre ved Jesus, der gør saa mange Tegn iblandt Folket, og bliver det saadan ved, siger de, vil Romerne komme og tage baade Land og Folk. Men Kajfas, som var Ypperstepræst i det Aar, sagde: ’I ved intet; ej heller betænker I, at det er os gavnligt, at eet Menneske dør for Folket, og at ikke det hele Folk skal gaa til Grunde.’ – ’Men dette sagde han ikke af sig selv; men da han var Ypperstepræst i det Aar, profeterede han, at Jesus skulle dø for Folket (Jøderne i Palæstina), og ikke for Folket alene, men for at han ogsaa kunne samle Guds adspredte Børn (Israels 10 Stammer) sammen til eet.’ Kristenheden tror, det er de Kristne, her tales om, men det er jo klart, at det er umuligt – der var ingen ’adspredte Kristne’ den Gang. Det var Israel, Jesus kom til. Og Ypperstepræsten siger: det er bedre, at eet Menneske dør for hele Folket, at ikke hele Folket skal gaa til Grunde. Det er en Profeti, han ved ikke selv, hvad det er, han siger; men han forkynder, at Jesus Kristus, Guds Søn, skulde forløse ikke bare Juda, men ogsaa de tabte Faar af Israels Hus, de ti Stammer, som var i Adspredelsen. Det var ’Guds Børn’, som skulde samles til een Nation med Juda. Men Juda tog ikke imod Ham, kun en lille skare galilæiske Mænd – af Benjamins Stamme.” (Anna Bjørner: Kajfas’ mærkelige Profeti. Evangeliebladet: Organ for den apostolske Kirke i Danmark, 7. aug., 1935, s. 1-2)
Sigurd Bjørner om Israels 10 fortabte stammer
Sigurd Bjørner skrev et forsvar for pinsevækkelsen med titlen Pinsevækkelsen – en Sekt? hvori han skrev, at Israels identitet en dag skal blive afsløret:
”’Du skal kalde hans Navn Jesus, thi han skal frelse sit Folk fra deres Synder.’ Saaledes sagde Engelen i en Drøm til Josef, før Jesus var født, og de Ord gik i Opfyldelse allerede, mens Jesus vandrede paa Jorden. Alle, som kom til ham i Tro, fik Syndsforladelsens Fred og Glæde ind i deres Liv. Men vi maa ikke glemme, at Engelens Ord om ham ogsaa har en anden Side, nemlig at Israels hele Nation, bestaaende af de 12 Stammer, en Dag skal fremstaa som et Guds Folk – frelst af ham fra Syndens Trældom til Gudsbarnets herlige Frihed.” (Sigurd Bjørner: Pinsevækkelsen – en Sekt? Filadelfia Forlaget, Aarhus, 1944)