Vidner om de nordiske, germanske og angel-saksiske folks israelitiske oprindelse
ved Mikkel Stjernholm Kragh
Flere store personligheder har troet på, at de nordiske, germanske og angel-saksiske folkeslag er efterkommerne af Israels ’fortabte’ stammer, herunder Storbritanniens konge under Anden Verdenskrig George VI (1895-1952), Pinsevækkelsens grundlægger amerikaneren Charles Fox Parham (1873-1929), den danske Pinsevækkelses grundlæggerinde Anna Bjørner (1875-1955) og bilfabrikanten amerikaneren Henry Ford, Sr. (1863-1947).
Den organiserede kristne bevægelse, der lærer dette, blev startet af skotten John Wilson i 1836, hvor den blev kendt som British-Israel og Anglo-Israel. Sidenhen er den også blevet kendt som Christian Identity, Israel Visionen, Israel Identity og nordisk israelisme.
Her præsenteres forskellige store vidner om denne lære. De er inddelt i kategorierne: nordiske vidner, tidlige vidner, kendte britiske israelitter, gejstlige, evangelister, kongelige, politikere, militærfolk, forretningsmænd, aviser og poeter.
Nordiske vidner
Anna Bjørner og Sigurd Bjørner (fra Evangeliebladet, jul 1927)
Anna Larssen Bjørner (1875-1955) og Sigurd Bjørner (1875-1953), grundlæggerne af den danske Pinsevækkelse og Apostolsk Kirke i Danmark.
Anna Halberg havde foruden dansk også norsk og italiener-schweizisk blod i årerne. Ca. 1891 begyndte hun sin teaterkarriere, og var i denne meget unge alder forlovet en kort tid med Gustav Wied, men forlovelsen blev brudt, da Wied forsøgte at forføre hende. 1895 blev hun gift forfatteren Otto Larssen, og de fik en dreng sammen. Men Otto drak og var voldelig, og i 1899 fik de skilsmisse og drengen blev bortadopteret til nogle bekendte. Da var Anna Larssen en af Danmarks førende skuespillerinder, og hun blev instrueret af Herman Bang. Som Dagmar Teatrets stjerne blev hun imidlertid omvendt til Kristus, uden det gav nogen mening for resten af teater-verdenen. På sin karrieres tinde i 1909 opgav hun teatret og blev snart gift med KFUM-sekretæren fra Helsingør, Sigurd Bjørner. Herefter hed hun officielt Anna Larssen Bjørner, men kaldte sig selv Anna Bjørner. Sammen påbegyndte Bjørner’ne korstoget, der var Pinsevækkelsens fødsel i Danmark.
Anna og Sigurd Bjørner ved Evangelievognen (fra Evangeliebladet, jul 1927)
Bjørner’ne missionerede i Danmark i deres Evangelievognen, en slags datidens campingvogn. Sigurd Bjørner blev forstander for Evangelieforsamlingen på Trianglen i København, og i 1924 grundlagde Bjørner’ne Apostolsk Kirke i Danmark, som fik menigheder over hele landet. Deres blad Evangeliebladet blev solgt fra dør til dør i større oplag, og havde et let forståeligt, men ligefremt og kompromisløst evangelium. Korstogets kraft var stor, og blev kært modtaget af mange ufrelste og kristne, mens Bjørner’nes møder i Apostolsk Kirke blev angrebet af ung-socialisterne.
Så tidligt som 1923 kunne man i Evangeliebladet læse artikler om, at ’Figentræet knoppes’, og at jøderne om ikke lang tid ville danne en jødisk stat i Palæstina. Disse artikler var især inspireret den britisk-irske Bibel-lærer Grattan Guinness, der i 1887 i Light for the Last Days skrev, at Storbritannien ville befri Jerusalem i 1917, fra de muhammedanske tyrkeres hænders, hvilket også fandt sted 9.-11. december, 1917.
Et af de vigtigste emner i Evangeliebladet var Israels fortabte stammer, som blev udpeget til at være angel-sakserne og beslægtede folkeslag. Hovedartiklen i Evangeliebladet var flere gange om emnet Israels stammer, og de var oftest skrevet af Anna Bjørner. Der var også artikler af tidens førende britiske israelitter, såsom William Pascoe Goard, Edward Odlum, J. Llewellyn Thomas, Stephen Jeffreys og Grattan Guinness. Der var adskillige artikler direkte oversat fra The National Message, organet for British-Israel-World Federation, og det eneste udenlandske blad, som Evangeliebladet annoncerede, at der blev solgt ved Apostolsk Kirkes møder, var The National Message. Der var en artikel af Albert Hiorth, og mange artikler af den svenske Israel identitets-pinsemand Nils Ramselius, som ofte havde et meget stærkt racebudskab.
I april 1936 forlod Sigurd og Anna Bjørner, af uklare årsager, Apostolsk Kirke og Evangeliebladet, og fra den ene uge til den anden forsvandt selv den mindste reference til Bjørner’nes eksistens fra Evangeliebladets sider. Samtidig ophørte al omtale af Israel fortabte stammer, jøder og bibelsk racebiologi i Evangeliebladet – i to år, men så var det de stik modsatte budskaber.
Bjørner-ægteparret fortsatte dog ufortrødent på egen hånd. I 1944 noterede Sigurd Bjørner Israels stammer i et hæfte til forsvar for Pinsevækkelsen, og i 1947 og 1949 var Anna Bjørner oversætter for British-Israel-pinse-prædikanten George Jeffreys’ vækkelsesmøder i København og Slagelse.
Bjørner’nes glæde var stor, da de i 1952 fandt sammen med Apostolsk Kirke, som de selv havde grundlagt og ledet. Efter et års sygdom døde Sigurd imidlertid i 1953. Anna, der nu var enke, fik nu strenge forbud fra den nye ledelse i Apostolsk Kirke om ikke at nævne Israels stammer eller jødernes tilbagevenden til Palæstina, når hun skulle tale til Apostolsk Kirkes møder. Anna sagde, at hun følte, at ”man dolkede hende i ryggen, når hun talte om de ting,” altså Israels fortabte stammer. (Ifølge Johannes Rasmussen: Ægteparret Bjørners Liv og Virke, s. 32, 1969) Selv i sine sidste år fortsatte hun på egen hånd, og talte på Hotel Prindsen i Roskilde i september 1953 om emnet ’Israels stammer’. Hun gik bort i 1955, to år efter sin mand.
Siden da er nogenlunde alt om Anna Bjørner, Evangeliebladet, den oprindelige Apostolsk Kirke i Danmark og emnet Israels stammer øjensynligt blevet mere eller mindre glemt, indtil Mikkel S. Kragh genopdagede det i Vor Israelitiske Oprindelse (2006).
Her følger nogle Anna Bjørner-citater: “Israels 10 Stammer derimod vendte ikke tilbage fra deres Fangenskab i Assyrien, men vandrede Nord over gennem Kaukasus, rundt det sorte Hav, indtil de landede i Mellemeuropa og til sidst kom til det af Gud for dem bestemte Tilflugtsted: ’Øerne i Havet’ (De britiske Øer), hvorfra Efraim-Israel til sidst skal komme, medens Juda skal komme fra ’Verdens fire Hjørner’. Historieforskerne fortæller, at hebraiske Mindesmærker, Gravsteder og andre Efterladenskaber markerer den Vej, de har vandret. Evangeliet om Jesus, som var blevet forkastet af Juda, blev derefter forkyndt for Hedningerne, og blandt dem var Israel ti Stammer, som ’de tabte Faar af Israels Hus’. Her blev Evangeliet modtaget, og disse tabte ti Stammer udgør i Dag Kernen af Jordens kristne Nationer.” (Anna Bjørner: Den store Pyramide. Evangeliebladet: Organ for den apostolske Kirke i Danmark, 21. april, 1927, s. 1)
”Der er saa mange Kristne, der ikke kan se, at Jesus er Israels Forløser. I Johs. 11 Kap. læser vi, at Ypperstepræsterne og Farisæerne har sammenkaldt til et Møde for at tale om, hvad de skal gøre ved Jesus, der gør saa mange Tegn iblandt Folket, og bliver det saadan ved, siger de, vil Romerne komme og tage baade Land og Folk. Men Kajfas, som var Ypperstepræst i det Aar, sagde: ’I ved intet; ej heller betænker I, at det er os gavnligt, at eet Menneske dør for Folket, og at ikke det hele Folk skal gaa til Grunde.’ – ’Men dette sagde han ikke af sig selv; men da han var Ypperstepræst i det Aar, profeterede han, at Jesus skulle dø for Folket (Jøderne i Palæstina), og ikke for Folket alene, men for at han ogsaa kunne samle Guds adspredte Børn (Israels 10 Stammer) sammen til eet.’ Kristenheden tror, det er de Kristne, her tales om, men det er jo klart, at det er umuligt – der var ingen ’adspredte Kristne’ den Gang. Det var Israel, Jesus kom til. Og Ypperstepræsten siger: det er bedre, at eet Menneske dør for hele Folket, at ikke hele Folket skal gaa til Grunde. Det er en Profeti, han ved ikke selv, hvad det er, han siger; men han forkynder, at Jesus Kristus, Guds Søn, skulde forløse ikke bare Juda, men ogsaa de tabte Faar af Israels Hus, de ti Stammer, som var i Adspredelsen. Det var ’Guds Børn’, som skulde samles til een Nation med Juda. Men Juda tog ikke imod Ham, kun en lille skare galilæiske Mænd – af Benjamins Stamme.” (Anna Bjørner: Kajfas’ mærkelige Profeti. Evangeliebladet: Organ for den apostolske Kirke i Danmark, 7. aug., 1935, s. 1-2)
Om at Israels identitet en dag skal blive afsløret, skrev Sigurd Bjørner: ”’Du skal kalde hans Navn Jesus, thi han skal frelse sit Folk fra deres Synder.’ Saaledes sagde Engelen i en Drøm til Josef, før Jesus var født, og de Ord gik i Opfyldelse allerede, mens Jesus vandrede paa Jorden. Alle, som kom til ham i Tro, fik Syndsforladelsens Fred og Glæde ind i deres Liv. Men vi maa ikke glemme, at Engelens Ord om ham ogsaa har en anden Side, nemlig at Israels hele Nation, bestaaende af de 12 Stammer, en Dag skal fremstaa som et Guds Folk – frelst af ham fra Syndens Trældom til Gudsbarnets herlige Frihed.” (Sigurd Bjørner: Pinsevækkelsen – en Sekt? Filadelfia Forlaget, Aarhus, 1944)
Kristen Døssland, norsk religionsforsker, etnolog, filolog og arkæolog. Skrev bogen Norrønafolket i Opphav og Vandring (1946, 2. oplag 1949), der ved verdslig historie, arkæologi og sammenligninger mellem asatroen og Bibelen konkluderede, at nordboerne var Israels fortabte stammer. Desuden skrev Døssland Israels gud Elohim-Jave og oldnordiske gudsnavn og landnåmsnavn (1949), der var et sammendrag af hans artikler om hans opdagelser fra Norrønafolket i Opphav og Vandring, og som blev trykt i de norske dagblade Vårt Land og Dagen.
I indledningen til Norrønafolket i Opphav og Vandring skrev Døssland: ”Allerede den kjente danske historiker og språkforsker N.M. Petersen erklærte at Nordens mytiske navn kan forklares med letthet ut fra semittiske språk. Han tenkte nærmest på fønikisk eller arabisk. Den vise granskeren av nordisk mytologi, Edda-oversetteren Ivar Mortensson-Egnund har pekt på en del norske ord som han mener kan ha sin rot i det hebraiske språket. Han har også vist at Voluspå og Håvamål har mange likhetspunkter med Det gamle testamente og jødiske Sibylle-bøker som sikkert hviler på eldgamle israelittiske tradisjoner. I det vi bygger videre på disse granskeres teorier, vil vi i det følgende søke å vise at det i vårt land finnes tydelige merker etter israelittisk språk og kultur, og at disse minner forteller om innvandrede stammer av israelittisk opphav.” (Norrønafolket i Opphav og Vandring, s. 6)
Johannes ’Jöns’ Jacobi Eurenius (1688-1751), svensk provst og kyrkoherda i Ångermanland og Torsåker. Præstesønnen Johannes Eurenius studerede i Uppsala, hvor han 1716 blev magister. 1719 blev han udnævnt til konrektor, og i 1722 til eloquentiæ lektor i Harnösand, og i 1725 blev han kyrkoherda i Torsåker og Ångermanland. Skrev Atlantica Orientalis, Eller Atlant Näs til des rätta Belägenhet beskrifwet för många år sedan (Strengnäs, Sverige, 1751). I bogen, der indeholdt et forord af domprovst Carl Fr. Ljungberg, brugte Eurenius 140 sider på at vise, at nordboerne var efterkommerne af Israels 10 fortabte stammer, ved især at bruge Bibelen, nordiske og græske myter og historie. Han skrev, at den græske myte om kæmpen Atlas var et legende eller minde om nordboernes stamfader Jakob-Israel. Han mente også, at myten om det forsvundne land Atlantis var en legende eller minde om nordboernes mistede hjemland Kana’an, som Israels børn var blevet forsvundet fra. Atlantica Orientalis blev tillige udgivet på latin i Tyskland (Berlin, Stralsund og Leipzig, 1764). Johannes Eurenius måtte overkomme mange hindringer, før Atlantica Orientalis kunne blive udgivet, ikke mindst fordi, at mange ikke brød sig om at pille ved Olof Rudbecks smigrende tese om, at Skandinavien var det forsvundne Atlantis. Det var nemlig hovedtesen i Rudbecks monumentale værk Atlant Eller Manheim (1679), som stadig er en klassiker i dag. Rudbeck mente ligeledes, at nordboerne var jafetitter (efterkommere af Noas søn Jafet), mens Eurenius skrev, at nordboerne var semitter (efterkommere af Noas søn Sem) og israelitter.
Johannes Eurenius var en lærd mand og nød stor anseelse for sin lærdom. Han blev desuden anset for en strålende kirkens mand, og var især kendt for sine sproglige og musiske talenter. Skrev også andre bøger på svensk og latin, bl.a.: Historiala literaria Pars II: De antiquitate et origene literarum Græcarum et Runarum (Uppsala, 1716), Munus parentale post exequias funeris. Georgii Wallin superintendentis per Norlandias occidentales eminentissimi altero die exhibitum qui erat XXVIII. aug. in templo Sæbroensi (Stockholm, 1725), En liten barna-syntax, innehållandes alla latinska språkets reglor, som finnas hos Vossium, Tiderum, Cellarium och Ihre In nuce, vtgifwen til prof anno 1733 (Stockholm, 1733) og En präst i sin prydning, eller Grundelig afhandling angående en prästmans och Christi tjenaras ämbetes-skyldigheter, emot Gud och hans dyrtköpte församling; för flera år sedan sammanskrefwen af nu mera framledne probsten (Stockholm, 1770, genoptrykt i 1844).
Her følger nogle uddrag af Atlantica Orientalis.
Fra Kapitel I ’Om Israels Land ATLANTICA’: ”Såsom Israëls Barnas Historia är icke mindre sanfärdig och uråldrig, än underbar ock makalds; altså hafwa ock de näst in til gränsande nationer icke eller förgåtit hwar och en på sit Hedniska sätt och wis at göra dem ryktbara iblandt sine efterkommande, och haft jemwäl i förtiden mycket at tala härom, såsom en ovanlig och mer än menniskelig Saga. Och förutan andra namn, hwarmed detta högtberömda folkslaget är ganska widt utropat; befinnes i synnerhet, at de hos Grekerna warit kallade Atlanter, och Israëls Land Atlantica.” (s. 1) ”Jag låter gerna alla andra leta fåfängt länge nog derefter, men det är dock en fullwiss sanning, at det Grekiska ordet Atlas är aldeles et i betydelsen med det Hebræiska Namnet Israel.” (s. 3)
Fra Kapitel VI ’De förströdde SCYTHER eller Landsflyktige Israëliter’, om Skyterne: ”Så bekänte som SCYTHERNA äro til sit namn, så obekänte äro the til sin rätta härkomst. Alla historier tala om dem, och många räkna dem för sina Landsmän; men ingen wet wist ut utwisa hwadan de äro först utspridde i Asia, och huru deras stora makt och härliglighet har kunnat utbreda sig på then tiden, som högsta Regeringen i samma Länder war hos Chaldæer, Assyrier, Meder, Perser och Græker. Ty kommer det mig så före, som desse widtberömte Scyther hafwa warit Israëls Släkter, som efter Salmanassers tid utspridde sig i Österlanden och icke wille på Cyri tilstädjelse gå hem, utan sedermera planterade Inbyggare uti i de in til den tiden oinrymde ödemarker och Länder mot Norden.” (s. 83)
Fra Kapitel VII ’SVIARS och GOTHARS ursprung af Scytherna eller de flyktige ISRAELS Barn’, hvor Eurenius skriver, at Thor er en legende eller minde om Moses: ”Ty Thor är et Ebræiskt ord och Mosis titul, derföre at han utur Ljungelden och det ohörda dundrer, bar fram Guds lag, som på Ebræiska heter […], och märker Thor så mycket, som en Lagstiftare.” (s.109) ”Förutan det, at Thor säges hafwa en Klubba, hwarmed han slog sina Fjender och öpnade hälleberget; hwilken blifwer af Joh. Mag. Hist. L. I:9, Adam. Brem. och Erico Olai kallad Thors Spira eller Staf, som och war med Eld omgifwen, och är en säker åminnelse af Mosis Staf, som fölgde honom in i Elden, slog Helleberget och förraskade hans motståndare.” (s. 110)
Eurenius mente også, at templet i Uppsala var et afbilled af kong Salomos tempel i Jerusalem: ”Af Sala Tempel. Äfwen som Staden hade sit namn af Israeliternas forna Residence i Canaan, så war Upsala tempel en ren afbild, efter det ruinerade Salomons Tempel i Jerusalem.” (s. 112)
Om israelitternes og sveernes gudsdyrkelse: ”Icke des mindre kan man af alt detta förnimma en ogemen likhet öfwer alt, emellan Israëliternas och Svitiernes Gudstjenst, som eftertryckeligen öfwertygar oss om deras Skyldskap.” (s. 115)
Og om sproget: ”Widare intygar wårt behåldna Språk än fastare, at wåra Förfäder äro hitkomne af de flyktige Israëliter eller Scyther, därutaf, at det behåller än i dag en ogemen blanding af de Språken, genom hwilka Israëliterna under flykten i Orienten woro wistande, samt genomwandrade.” (s. 122)
Albert Hiorth (1876-1949), norsk ingeniør, opfinder og foredragsholder. Hiorth er især kendt for sine storslåede planer for en opbygning af Palæstina efter Anden Verdenskrig, samt for hans tro på, at de nord- germanske og angel-saksiske folkeslag var efterkommerne af Israels fortabte stammer. Under besættelsen blev Albert Hiorth arresteret, fordi han havde en jødinde fem led tilbage i slægten, og fordi han var i besiddelse af en radio. Albert Hiorth brugte lejligheden til at fortælle Obersturmführer Wagner, at både nordmændene og tyskerne var en del af Israels stammer, og blev senere løsladt. Hans søn Frederik døde derimod i nazistisk koncentrationslejr, hvilket tog meget hårdt på Albert Hiorth. Han var begejstret for oprettelsen af den jødiske stat i 1948, men mente også, at jøderne var et opblandet folk med stærke kommunistiske tendenser. Albert Hiorth havde storslåede planer om et vandværk ved Dødehavet, der kunne irrigere hele Palæstina. FNs norske generalsekretær Trygve Lie forslog i juni 1948, at man virkeliggjorde Hiorths planer. Skrev bl.a. Alle Tings Gjenoprettelse (1936), Omkring Israels Hus og Folk, Judas Hus og Folk (Zionistene og Jøde-’Israel’ i dag) (1949) og Israel i Brennpunktet (1949). Kort tid efter hans død udgav Harald Stene Dehlin en biografi om Albert Hiorth: Boken om Albert Hiorth: En Norsk Aladdin (Lutherstiftelsen, 1949).
Albert Hiorth peger på, hvor hovedkraftstationen for hans plan om Palæstinas genrejsning skulle ligge.
I et interview med Albert Hiorth blev skrevet: ”Jødene er ikke bare Israel. Palstina er ikke bare Løftets land. Nesten tusen år før Kristus ble Israels land delt, i 10-stamme-riket (Israels rike) og 2-stamme-riket (Juda rike). Innbyggerne i 10-stamme-riket ble bortført til Assyria av kong Salmanassar m.fl. omkring år 700 f.Kr. De har siden aldri vendt tilbake til sitt fedreland, og historiens spor etter dem ble utslettet. Likevel mener mange at det er de 10 stammer vi finner igjen i de nordgermanske og angelsaksiske folk i dag. Dette synet deler ingeniør Hiorth også, og han drar fram en rekke fakta som han avgjort mener peker i den retning. Så omkring år 600, ble 2-stamme-rikets innbyggere også bortført. De havnet i Babel, som vi vet, hvor de oppholdt seg i 70 år. Men av denne resten på to tolvtedeler var det atter igjen bare en liten rest som vendte tilbake til Babylon. Konklusjonen bliver altså: De som kom til å bo i Jødeland etter det babyloniske fangenskap, var bare et rudiment av det oprinnelige Israel. Og de ble til og med sterkt oppblandet, for en stor del med edomitter.” (Alfred Hauge i Israel i Brennpunktet, s. 8-9)
Ole Jørgen Johnsen, norsk skibsfører og prædikant fra Hasla. Skrev Israel i de siste dage (1924) om de nordiske, germanske og angel-saksiske folkeslags israelitiske oprindelse, og hvordan Bibelens profetier passede på dem. Biskop Andreas Fleischer skrev et kritisk forord til bogen. Ole Jørgen Johnsen blev også nævnt i Anna og Sigurd Bjørners Evangeliebladet.
Charles Lee (1840-1926) og Julia Lee (1852-1927) (født hhv. Carl August Lindqvist og Ulrika Johansdotter), svensk prædikant-ægtepar, der stiftede bevægelsen Efraims Budbärare. Carl August Lindqvist blev født 1840 i Stockholm. Da den amerikanske borgerkrig brød ud, følte han et dybt kald til at hjælpe med til at befri neger-slaverne, og tog til USA, hvor han blev sygehjælper i Unionshæren og skiftede navn til Charles Lee. Han blev læge i Philadelphia i 1869, hvor han også begyndte at prædike. Ulrika Johansdotter blev født 1852 i Östergötland, og udvandrede med sin familie til USA tre år senere, hvor hun kom til at hedde Julia. Hun hørte Charles Lee prædike, mens hun kom hos Syvende-Dags Adventisterne, der i øvrigt nød godt af Charles Lees prædiken, fordi han af princip ingen kirke havde selv. I 1874 blev Charles og Julia gift, og bosatte sig i Cambridge, Minnesota, hvor de udgav bladet Sanningsrösten. 1881-1886 prædikede Lee-parret i Sverige, og 1886-1892 i USA. I 1892 vendte de tilbage til Sverige, og fra da af koncentrerede de sig om Sverige og Norge. 1897-1916 udgav de bladet Betlehemsstjernan fra Kristiania (nu Oslo), og efter 1916 blev bladet udgivet i Chicago under navnene Stjernan og Spiran. 1921-1924 var de atter i Sverige, og Charles døde i 1926, Julia i 1927. Lee-parret havde mange specielle lærdomme, f.eks. byggede de ikke kirker eller menigheder. De mente, at Israels fortabte stammer dybest set var den europæiske arbejderklasse, og at jøderne var Juda. De har stadig disciple i dag, som udgiver deres talrige bøger på svenske, norsk, engelsk, tysk og fransk. Sammen skrev Charles og Julia Lee deres hovedværk Den Dubbla Planen (ca. 1917). Charles Lee skrev bl.a. Harmageddon eller de Två Jättarna (1922). Julia Lee skrev bl.a. Efraim i historiskt och profetiskt ljus og Guds Verk och Rike.
Om Israels 10 stammer skrev Charles og Julia Lee: ”Av de ovan anförda texterna ser vi, att Israels stammar vid insamlingstiden är spridda bland ’alla folk’, samt at de ’tjänar nationerna’, och att deras insamling även sker från ’nordlandet’, nämligen Europa. Vetande att de tio stammarna inte utgjör Juda hus, eller de vanliga judarna, som efter Jerusalems förstöring av romarna förskingrades bland nationerna, frågar vi nu: Vilka och var är de förskingrade tio stammarna? – De är i Skriften så tydligt utmärkte, att varje tänkande människa, som läsar alla dessa vittnesbörd, borde förstå det. De tjänar nationerna. Vilken klass av folk tjänar de europeiska nationerna? Arbetarklassen naturligvis. Den klassen, som plöjer, sår och skörder jordfälten, bygger up städerna och arbetar i de olika hantverken; med andra ord: den klass, som genom sina händers verk underhåller och bygger upp staterna. Den skapar kapitalet, betalar höga skatter och räntor och uppehåller hela den nationella utvecklingskraften. Den stora massa av arbetare är enligt profetians ord i huvudsak de tio förskingrade stammarna av Israel.” (Den Dubbla Planen, s. 29)
Julia Lee skrev også: ”Låt oss nu fråga hur dessa Orientens folk kunde komme till yttersta norden? Historien visar att Israels hus, de tio stammarna, emigrerade från Asien till Europa efter det assyriska rikets fall. Chas. Rodosi, redaktören för Hebreisk-Engelsk ordbok, visar att de tio stammarna seglade över Medelhavet och koloniserade de europeiska länderna såsom Spanien, Portugal, Frankrike, Italien, Tyskland, England, Österrike, Ungern, Holland, Danmark, Sverige, Norge, ja, även Ryssland.” (Efraim i historiskt och profetiskt ljus, s. 23)
Nils Ramselius (1888-?), skånsk pinse-evangelist og pioner indenfor pinsevækkelsen i Sverige. Skrev vidt og bredt om Israels fortabte stammer, jøder og bibelsk racebiologi i bladet Missionsfacklan, som udkom i 1920’erne og 1930’erne. Nils Ramselius’ artikler blev ofte trykt i Anna og Sigurd Bjørners Evangeliebladet. Ramselius skrev meget om bibelsk racebiologi, og omtalte Jesus som ”den Store Raceforædler, Jesus Kristus”. Nils Ramselius skrev desuden bøger om forskellige emner: Vår nordliga hembygd: en hembygdsbok för Malå, Arvidsjaur och Arjeplog (1920, en skolebog), Romarabrefvet 7:7-25: Föredrag (1920), Eko från Lappland (1921), Är du korsfäst och uppstånden med Kristus? (1923), Tempelfärger (1925), På Islandsfärd (1930), Oljan och lampan: ett budskap i tidsålderns aftonskymning (1931), Som präst och pingstvän (1935) og Om lidandets hemlighet (1940).
I Evangeliebladet skrev Nils Ramselius: ”De sidste femogtyve Aar har set mange nye Videnskaber fødes til Verden, som i Grunden bare er Opkog af gamle og slet ikke saa mærkværdige, som Folk i Begyndelsen tror. Saadan er Pædagogik kommet frem, Statistik, Religionshistorie, Religionspsykologi, og Religionsfilosofi etc. Paa samme maade har vi faaet den nye Videnskab, som hedder Racebiologi. Dens Opgave turde være den, at studere de Faktorer, som danner og uddanner Folkeracerne; men ogsaa – og ikke mindst – de Indflydelser, der fordærver dem. Racebiologi er et overmaade interessant Emne for den, som ikke blot studerer Bibelen for at finde Prædiketekster eller Støttepunkter for sin Kirke eller Gruppe, men som gaar til Bibelen for at finde Liv og Ledelse i Tilværelsens forskellige Spørgsmaal. Bibelen er de ledende Princippers Bog. Udviklingslinier er i den optrukne, som strækker sig bagud i det forgangnes Urdunkelhed, gennemløber Nuets sammenfiltrede Struktur og fortoner sig i Fremtidens Fjernhed. Bibelen er derfor også en Bog, som har meget at lære en Racebiolog.” (Bibelsk Racebiologi, 15. oktober, 1930, i Evangeliebladet, s. 3)
Tidlige vidner
Jacques Abbadie (1664-1727), fransk huguenot-provst fra Killaloe, Irland. Dr. Abbadie blev anset for en af sin tids største lærde. I Le Triomphe de la Providence et de la Religion (Amsterdam, 1723) skrev han: ”Med mindre, at Israels 10 stammer er fløjet bort i luften eller sunket ned i jorden, må de være de ti gotiske stammer, der trængte ind i Europa i det femte århundrede, kuldkastede Romerriget og grundlagde de moderne Europas ti nationer.” (Robert Alan Balaicius: Uncovering the Mysteries of Your Hidden Inheritance, s. 108)
LeLoyer, fransk huguenot og fredsdommer. Skrev i The Ten Lost Tribes Found (1590): ”Israelitterne kom til, og lagde grunden til, de britiske øer.” I en anmeldelse af denne bog skrev det franske blad Petit Parisien, 24. juni, 1913 om ham: ”Han har fundet israelitterne, og de udgør det engelske folk.” (Balaicius, s. 123)
Adriaan van der Schrieck (1560-1621), flamsk sprogforsker. Undertitlen på en gammel-flamsk bog af Adriaan van der Schrieck, trykt i Yperen, 1614, lød: ”… og at nederlænderne med gallerne og tyskerne tilsammen i de første tider blev kaldt: keltere, og kommer ud af hebræere.” (E.C. van Petegem-Feij: Aan de Lezers van Troost Troost Mijn Volk, s. 7)
Henry Spelman (ca. 1564-1641), engelsk oldkyndig og sprogforsker. Ifølge den navnkundige danske historiker fra det 18. århundrede, Peter Friderich Suhm, mente Spelman, at danskerne, nordmændene og goterne var hebræere, og at danskerne var den israelitiske Dans stamme.
Kendte britiske israelitter
Adskillige havde tidligere skrevet om de nordiske, germanske og angel-saksiske folkeslags israelitiske oprindelse, men det var John Wilsons foredragsrække i 1836 og bog i 1840, som startede læren kendt som British-Israel, og som andre senere er blevet inspireret af. Her skal nævnes nogle af de mest kendte oprindelige britiske israelitter. (Denne sektion er i kronologisk orden.)
John Wilson (1779-1870), skotsk presbyteriansk præst og evangelist. Født i Kilmarnock, Skotland, bosat i Cheltenham, England. Efter nogle års studier i emnet, begyndte han i 1836 at holde en række foredrag med titlen Our Israelitish Origin og sammenfattede dem i bogen Our Israelitish Origin: Lectures on Ancient Israel and the Israelitish Origin of the Modern Nations of Europe (1840). John Wilsons foredrag og bog var starten på British-Israel-bevægelsen. John Wilson anså angel-sakserne, nordboerne, tyskerne og andre europæiske folkeslag for efterkommerne af Israels fortabte stammer. Han anså jøderne som Juda, der var opblandet med Edom, selv om Our Israelitish Origin bestemt ikke var anti-jødisk.
John Wilson skrev også The Millenium or the World to Come (1842), Sketches of Some of the Scriptural Evidences Respecting the So Called Lost House of Israel (1843), The Book of Inheritance and Witness of the Prophets Respecting Ephraim and the Raising Up of Israel (1874), Sixty Anglo-Israel Questions Answered (1878), The Title Deeds of the Holy Land og The Mission of Elijah (1881).
Wilson var ganske pro-tysk og anså tyskerne for en del af Israels stammer. Om dem skrev han: ”Det behøver næppe at bemærkes, at poesi og musik i høj grad blev dyrket i Israel. Disse ting var frembringelser, der, som det kunne forventes, i dets perfektion ville besiddes af et folk, der var så særligt helliget tilbedelsen af Gud – den Højeste over hele jorden: og følgelig har de, specielt tyskerne, haft et særligt musikalsk talent, og specielt for instrumental musik; og deres musikalske geni forekommer at være meget lig jødernes. M.h.t. poesi, i alle dens afskygninger, har disse nationer været bemærkelsesværdige. I Tysklands byer blev poesi dyrket i højeste grad, selv blandt arbejderklassen.” (Our Israelitish Origin, s. 197-198)
Wilsons bog var bestemt ikke anti-jødisk, men han understregede, at jøderne var et blandet folk. I kapitlet ’Jøderne, eller Juda blandet med Edom, o.s.v.’ skrev han: ”Johannes Hyrkan, der havde erobret edomitterne, eller idumæerne, gav dem valget mellem at antage den jødiske religion eller forlade landet og søge bolig andetsteds. De valgte at opgive deres afgudsdyrkelse i stedet for deres land; og de blev alle proselytter til den jødiske religion. Og da de havde antaget jødernes religion, fortsatte de med at være forenede for altid: indtil navnet edomitter blev optaget i jødernes; og begge folk tilsammen blev konsolideret til én og samme nation: så meget, at da jødernes ægte konge blev født, var det en idumæer, der svingede Judæas scepter, og som var den, der storsindet genoprettede templet til dets herlighed, som blev beundret af Vorherres disciple, før dets ødelæggelse ved romernes hånd. Men Edoms børn var forbandede, og den forbandelse er de ikke undsluppet, selv om de nominelt er blevet jøder. Nej, de må have styrket deres forbandelse ved at hungre efter Kristi blod så snart, han kom til verden; for snart deltog de i råbet, ’Hans blod komme over os og vore børn!’ Og hvem kan nu fortælle om den og den jøde er af Esau, som Herren hadede, eller af Jakob, som han elskede? Nej, har de ikke alle arvet Edoms forbandelse, ved at fortsætte i hans ånd og opførsel, ved at foragte førstefødselsretten og forfølge Løftets Søn, ligesom ved den mest intime raceblanding? Er det kun her, at vi skal se efter Israels førstefødte? Men mere endnu. Det ser ud til, at selv kana’anæerne, som i allerhøjeste grad var forbandelsens børn, gradvist og fuldstændig blev sammensmeltet med jøderne, for at blive ét folk med dem.” (s. 121-122)
Og: ”Siger vi disse ting – frembringer vi disse historiske sandheder – for at tale nedsættende om jøden? Nej: det være langt fra os, men for at illustrere sandheden omkring Israel, og at vise, at de, som blev taget ud af landet, ikke kan være mere fortabte blandt hedningerne, end dem, som forblev i landet. Hvis der var ét folk, som var forbandet over alle andre af Abrahams børn, var det Edom: ud af de nærmeste af Noas efterkommere var det Kana’an: og med begge disse har jøderne blandet sig bemærkelsesværdigt, for at blive ét folk med dem, og for derved at arve begge deres forbandelser. Som Kam, Kana’ans fader, udsatte Noa, familiens frelser, for skam, således har hans efterkommere udsat Verdens Frelser for skam, og det på det forbandede træ; og som Edom forfulgte sin broder Jakob med konstant had, således har hans efterkommere blandt jøderne udsat ikke blot Kristus, Hovedet, for uophørligt had, men også hans tilhængere, så længe de havde magt til det. Men skal de blive udelukket? Nej…” (s. 123-124)
Edward Hine (1825-1891), engelsk jøde og bankmand, som blev inspireret af John Wilson, og i 1869 fortsatte dennes arbejde. Modsat Wilson, der anså tyskerne for israelitter, mente Hine, at tyskerne var assyrerne, og at det kun var angel-sakserne og jøderne, der var hhv. Israel og Juda. Hine inspirerede selv Edward Bird (alias Philo-Israel), men Hine og Bird blev rivaler. Deres store stridsemne var, at Hine kun anså angel-sakserne og jøderne for hhv. Israel og Juda, mens Bird – i stil med Wilson - anså alle ’teutonske’ folk for Israel. Birds succes i Storbritannien udkonkurrerede Hine, hvorfor Hine vendte sig til USA, hvor han spredte sine lærdomme.
Hines syn på Tyskland som Assyrien findes hos forskellige grupper den dag i dag, men hans værker er nærmest bandlyst blandt de nutidige britiske israelitter. Når der indtil lang tid efter Anden Verdenskrig ikke har været noget grundlag i Tyskland for læren, at de nordiske, germanske og angel-saksiske folkeslag er Israels stammer, skyldes det meget muligt Edward Hines ’bid i hælen’ på den tidlige British-Israel-bevægelse. Hine skrev bl.a. Identifications of the Anglo Saxons With Lost Israel (1880).
Edward Wheeler Bird (alias Philo-Israel), en af den sene Victoria-tids førende britiske israelitter. I 1877 begyndte Philo-Israel at udgive bladet The Banner of Israel, som i 1926 blev en del af The National Message, organet for British-Israel-World Federation, der blev stiftet i 1919. Philo-Israel skrev talrige bøger, bl.a. Are the English People the Lost Ten Tribes of Israel? (1876) og Geography at the Gates (1880). For mere om Edward Bird, se venligst artiklen om Edward Hine.
John Cox Gawler (1830-1882), oberst og vogter af de britiske kronjuveler. Gawler tjent som soldat i Kaffer-krigen i Sydafrika 1850-1853. Mest kendt for sin bog Dan: The Pioneer of Israel (1880), som også er blevet udgivet på dansk med titlen Dan – Israels Pioner (Palma Forlaget, 1993). Skrev også Our Scythian Ancestors (1875) og The Two Olive Trees (1880).
Henry Grattan Guinness (1835-1910), britisk-irsk (protestantisk) evangelist. Rejste rundt i verden i 12 år og prædikede. Formand for Livingstone Inland Mission (1880), grundlægger og formand for East London Institute for Home and Foreign Missions (1873-1910), og dannede missioner i fem andre lande, som tilsluttede sig dette institut. Grundlagde missionsbladet The Regions Beyond (1878). I Light for the Last Days (1886) skrev Guinness, på grundlag af bibelske beregninger og British-Israel-lære, at Jerusalem ville blive indtaget af Storbritannien i 1917, hvilket også fandt sted, da general Allenby indtog Jerusalem 9.-11. december, 1917. (Balaicius, s. 117-118)
Edward Faraday Odlum (1850-1935), anset canadisk professor, historiker, videnskabsmand, foredragsholder og fellow i American Geographical Society. Ifølge Judge Howay, en anerkendt British Columbia-historiker, byggede Odlum under dr. Haanels vejledning det første elektriske lys, der blev brugt i Canada, og sammen byggede de de første telefoner, der blev brugt i Canada til offentlig brug. Sammen grundlagde de Science Association ved Victoria University, Toronto, Canada. Her fik Odlum opkaldt en bygning efter sig, ”Faraday Hall, den første bygning i Ontario, der var helliget til at lære videnskab.” (Ifølge Victoria Universitys hjemmeside) Odlum underviste ved offentlige skoler, ved Collegial Institute ved Cobourg, var rektor ved Pembroke High School og blev i 1886 rektor ved et college i Tokio, Japan under den canadiske Metodist-kirke. I Japan fortsatte Odlum sit videnskabelige arbejde og studerede japanernes etnologi og historie. Odlum tog også nogle af de telefoner, han havde bygget i Canada, med til Japan, for at de kunne blive brugt i dér. 1889 vendte Odlum hjem til Canada, til Vancouver. Da han besøgte noget familie, mødte han en dame, som kendte til hans store interesse for historie. Hun spurgte ham, om han nogensinde havde overvejet den mulighed, at angel-sakserne og deres slægtninge var efterkommerne af oldtidens israelitter. Han svarede straks, at ideen var ’renlivet nonsens’. Men han kunne ikke få ideen ud af hovedet. Han begyndte at studere Bibelen og besluttede sig for at skrive en afhandling for at gendrive ideen. Efter et par dage erkendte han, at emnet var langt større og mere omfattende, end han havde forestillet sig, og snart erkendte han, at ideen ikke kunne gendrives, fordi den var sand. Odlum fik stor betydning for de britisk israelitter i Vancouver, og undersøgte desuden Stone of Scone, stenen, som de britiske monarker bliver kronet på, og beviste, at den ikke stammede fra de britiske øer. Han rejste til Palæstina, og fandt en lignende stentype i Luz. Patriarken Jakob, hvis navn blev ændret til Israel, sov på denne sten, da han havde sin drøm om Jakobs-stigen. Odlum skrev daglige artikler for aviserne Vancouver Daily Star og Vancouver Sun, og havde gennem 1920’erne og 1930’erne to ugentlige radioudsendelser. I Vancouver er der er oven i købet en lille gade, som er opkaldt efter Edward Odlum. Hans søn var den kendte canadiske journalist, soldat og diplomat, general Victor Odlum, der også var en britisk israelit. Edward Odlum skrev adskillige bøger om Israels stammer, bl.a. God’s Covenant Man: British-Israel (1927) og en af hans artikler blev i 1927 trykt i det danske Evangeliebladet. (Balaicius, s. 129-130)
J. Llewellyn Thomas, britisk israelit og forfatter til bøgerne God and My Birthright (1919), Israel and the Church (1931), Assyrian Invasions and Deportations of Israel (1937), Objections to British Israel Teachings Examined (1951) og The Restoration of Israel. Anna Bjørner skrev to forside-artikler i Evangeliebladet i 1930 med titlen ”Hvem er Jøderne? frit efter Dr. J. Llewellyn Thomas’ Bog ’God and My Birthright’ (Gud og min Fødselsret). Ved Anna Bjørner.”
David Davidson (1844-1956), skotsk pyramidolog. Davidson var britisk israelit og et stort navn indenfor pyramidologi. Hans bøger sælges den dag i dag i alternative kredse. Skrev bl.a. The Great Pyramid, Its Divine Message (1928).
William Pascoe Goard
William Pascoe Goard (1863-1937), engelsk præst i Metodist-kirken i mere end 40 år. Regnes for den førende britiske israelit fra den første halvdel af det 20. århundrede. Født i Cornwall, men flyttede til Canada, hvor han i 1912 blev præst i Knox Congregational Church i Vancouver. Næstformand i British-Israel-World Federation i 1921 og redaktør på The National Message, som blev grundlagt i 1922. Ved College of Laws i Chicago modtog Goard i 1930, ved en personlig overrækkelse af universitetesrektor DuBois, titlen Doctor of Laws and Logic p.g.a. hans bog The Law of the Lord: The Common Law (1928). I 1930 udgav han også sit første manifest Den nuværende fare og hvordan vi imødegår den, som blev trykt i 21 britiske aviser. I 1931 udgav han sit andet manifest Verdenskrisen, som atter blev trykt i mange britiske aviser, og i det danske Evangeliebladet. Goard var med til at oprette Harrold Weald Park College i 1933, som var et British-Israel-lærer-college i London, der dog blev overtaget af hæren ved krigens udbrud, hvorefter det genåbnede under navnet Garrison Bible College. (Balaicius, s. 116-117)
Gejstlige
John Harden Allen, amerikansk biskop i Metodist-kirken. Biskop Allen skrev flere bøger, hvoraf den mest berømte er Anglo-Israel-klassikeren Judah’s Sceptre and Joseph’s Birthright (1902).
William Bennett Bond (1815-1906), biskop af Montreal i Anglican Church of Canada 1879-1906. Biskop Bond udtalte: ”Jeg tilråder på det kraftigste et studie af Skriften baseret på British-Israel-linier.” (H. Robin Tourel: Facets of the Great Story, Sydafrika, 1954).
George Campbell Morgan (1863-1945), engelsk kongregationalistisk præst og evangelist. Blev som 10-årig omvendt af den kendte amerikanske evangelist D.L. Moody, og prædikede første gang selv som 13-årig. Som 15-årig prædikede han regelmæssigt i de nærliggende sogne. Hans ry som prædikant og Bibel-fortolker blev snart så kendt, at D.L. Moody inviterede ham til at holde foredrag ved Moody Bible Institute i Chicago. Efter Moodys død i 1899 blev Morgan valgt til hans efterfølger. I 1904 vendte Morgan tilbage til England og blev pastor ved den døende kirke Westminster Congregational Chapel i London, også kaldt ’kongregationalismens hvide elefant’. I 1919 forlod han stillingen og efterlod kirken som en af Englands mest aktive og kendte kirker. Tjente ved fakultetet på Bible Institute of Los Angeles 1927-1928, og holdt foredrag ved Gordon College of Theology and Missions i Boston, Massachussetts 1930-1931. Han var også præst ved Tabernacle Presbyterian Church i Philadelphia, Pennsylvania 1929-1932. Dernæst vendte han tilbage til England, og 1933-1943 var han atter præst ved Westminister Congregational Church. (Balaicius, s. 128)
Samuel Thornton (1835-1917), anglikansk førstebiskop for Ballarat i Australien. Thornton var født i England, og blev i 1875 ved Westminister Abbey udnævnt til førstebiskop af Ballarat, Victoria, Australien. Han var højt respekteret og blev beskrevet som ”den måske mest lærde i de australske episkopale rækker”. (Citat fra Australian Dictionary of Biography) Senere var Thornton assisterende biskop for Manchester, England.
Biskop Thornton skrev: ”British-Israel-sandhed er virkelig vidunderlig. Jeg ville ønske, at jeg havde kendt den femogtyve år tidligere. Den gør så mange ting klare, som havde været obskure…” (Tourel: Facets of the Great Story, s. 138)
Jonathan Holt Titcomb (1819-1887), englænder og første anglikanske biskop af Rangoon, Burma. Han startede i en stilling i Church of England i Cambridge i et socialt belastet område, og gjorde sig snart populær og tiltrak mange til kirken, bl.a. p.g.a. udendørsprædikener. Senere blev Titcomb overflyttet til London, hvor han bl.a. debaterede med ateister på Bradlaugh Hall of Science, opkaldt efter den berygtede ateist Charles Bradlaugh, som senere kom til tro på Gud og Bibelen efter at være kommet til tro på British-Israel-læren. I 1877 blev Titcomb i Westminister Abbey ordineret til biskop af det nye anglikanske bispedømme i Rangoon, Burma. I Burma missionerede, døbte og konfirmerede Titcomb ihærdigt blandt de indfødte, men faldt i 1881 ned i en kløft i Karen-landet, og måtte i 1882 aftræde sin stilling som biskop og vende hjem til England. Derefter fik Titcomb tilsynet med de anglikanske præster i ti nationer i Nord- og Centraleuropa. Titcomb var formand for Metropolitan Anglo-Israel Association og kendt som en modig og frygtløs forkynder af Anglo-Israel-sandheden.
Biskop Titcomb sagde: ”Tusinder, der er begyndt med at kværulere mod British-Israel-sandheden, er endt med at blive overbeviste, og dem, der ikke er blevet overbeviste, har for størstedelens vedkommende fejlet fordi, at de ikke havde den fornødne tålmodighed til at undersøge sagen nøje.”
Evangelister
Herbert W. Armstrong (1892-1986), amerikaner, som i 1946 grundlagde den store lørdags-sabbat-kirke Worldwide Church of God, som lærte anglo-israelisme og hævdede, at Tyskland var Assyrien. Armstrongs mest berømte bog er Anglo-Israel-bogen The United States and Britain in Prophecy (1954), som også er udgivet på norsk: De Forente Stater og Storbritannia i Profetiene (Guds Verdensvide Menighet, 1983). Efter Armstrongs død deltes hans kirke i talrige grupperinger, hvoraf nogle fortsat lærer anglo-israelisme, mens andre ikke gør det.
Fred Francis Bosworth (1877-1958), amerikansk pinse-evangelist og helbredelses-prædikant. Skrev Christ the Healer (1924), en bog om guddommelig helbredelse, der den dag i dag kan købes i de fleste engelsk-sprogede kristne boghandler, og som er oversat til flere sprog. I 1920 holdt Bosworth et radio-foredrag med titlen The Bible Distinction Between the House of Israel and the House of Judah, som tillige er blevet trykt i hæfteform.
Mordechai Fowler Ham (1877-1961), amerikansk evangelist, som omvendte Billy Graham til Kristus. Mordechai Ham var en ottende-generations-baptist-prædikant og blev omvendt af Amerikas største evangelist, Billy Sunday. Når Mordechai Ham ankom til en by for at prædike, var han kendt for at spørge efter byens værste synder, og så omvende synderen, eller i hvert fald forsøge på det. Mordechai Ham var desuden radioevangelist, udgav avisen The Kentucky Home Revivalist og skrev flere bøger. (Balaicius, s. 118)
Reader Harris (1847-1909), britisk pinse-pioner og grundlægger af The Pentecostal League. Harris var advokat og oprindeligt aktiv vantro og modstander af kristendommen. Kom til en fuld tro på Bibelen, da han blev vist, at angel-sakserne var Israels fortabte stammer, og at Bibelens profetier og Guds løfter alligevel var blevet opfyldt. Skrev bl.a. The Case Against Atheism og The Lost Ten Tribes (1907). (Balaicius, s. 119)
George Hawtin (1909-1994), canadisk pinse-leder. Anses for en af pionererne til pinse-retningen ’The Latter Rain Movement’. Skrev talrige bøger og artikler, hvor han inkluderede anglo-israelisme.
Stephen Jeffreys (1876-1943) og George Jeffreys (1889-1962), walisiske brødre og pionerer indenfor den første pinsevækkelse i Storbritannien. George Jeffreys grundlagde Elim Foursquare Alliance, en af de største pinsegrupper i Storbritannien. George Jeffreys siges at være den evangelist, der, udover Billy Graham, har talt til de største forsamlinger. I 1947 og 1949 afholdt han vækkelsesmøder i København og Slagelse, som blev oversat af Anna Bjørner. Da han døde, kom der pinseledere fra hele verden for at ære ham som en stor pinsemand. Begge Jeffreys-brødrene var kendte som britiske israelitter.
Charles Fox Parham (1873-1929), amerikaner og grundlæggeren af Pinsevækkelsen. Som 9-årig følte Parham et guddommeligt kald. 1893-1895 var han præst i en Metodist-kirke, hvorefter han kom med i Helligheds-bevægelsen og åbnede Bethel Healing Home i Topeka, Kansas i 1898. Her begyndte han at udgive sit blad The Apostolic Faith, der udkom hver anden måned. Efter et stykke tid at have studeret Helligheds-bevægelsen, søgte Parham en større personlig manifestation af åndelig kraft, og vendte tilbage til Topeka, Kansas i september 1900. Her åbnede han en Bibel-skole i en gammel villa, hvor han opmuntrede eleverne til at søge en større åndelig oplevelse, som det var beskrevet i Apostlenes Gerninger. En af eleverne, Agnes Ozman, modtog den forventede velsignelse og ’talte i tunger’. Dette opmuntrede Parham og resten af eleverne, og et par dage senere kunne både han selv og halvdelen af eleverne bevidne, at de havde modtaget ’dåben i Helligånden’. En lignende oplevelse fandt sted i Galena, Kansas i 1903. Derfra drog Parham videre til Houston, Texas og afholdt en ti-ugers-kampagne, som satte gang i Pinsebudskabet i hele Texas. 1906 fandt en kendt pinsevækkelse sted i Azusa Street, Californien. Manden bag den var den sorte William Seymour, der var blevet undervist ved Parhams skoler. De tidlige Pinseledere krediterer Parham for at formulere den klassiske Pinse-teologi og han anerkendes som Pinsevækkelsens pioner og grundlægger, hvorfor Parham kaldes ’Mr Pentecost’.
Charles Fox Parham
Så tidligt som 1899, altså før udgydelsen af Helligånden fandt sted, skrev Parham om Anglo-Israel-sandheden. I en artikel fra 1899 om dronning Victoria og hendes afstamning fra Adam skrev Parham, at hun herskede over Israels ’fortabte’ stammer, angel-sakserne: ”Fra denne royale prinsesse har vi derfor et direkte og ubrudt stamtræ tilbage til kong Fergus, der tog fra Irland for at herske som konge af Skotland; og fra kong Fergus I af Skotland har vi derfor den samme ubrudte linje til kong James af Skotland, der selv blev konge af England; og fra kong James har vi samme ubrudte linje til vor elskede dronning, og hun er derfor den kongelige sæd af kong Davids hus, og derfor kong Davids kongelige sæd; hun er, og må være, den herskende monark over Israel ti fortabte stammer.”
I samme artikel fortsatte Parham med at skrive om dronning Victoria og Stone of Scone, som de britiske monarker bliver kronet på: ”Derfor spørger jeg, hvorfor har denne oplyste nation gennem så mange generationer beholdt sådan en sten, hvis der ikke er nogen mening med den? Fordi den må fortsætte med den kongelige sæd for at være et vidne, at vor dronning er den kongelige sæd af kong Davids hus, og at hendes undersåtter er Israels ti fortabte stammer.” (i Queen Victoria’s Descent From Adam, i The Apostolic Faith, 22. marts, 1899)
I 1927 skrev Charles Fox Parham artiklen The Ten Lost Tribes, som han indledte: ”Jeg vil godt skrive en kort afhandling for at introducere vore læsere til et af vor tids vigtigste emner, almindeligvis kendt som Anglo-Israel, eller De Ti Fortabte Stammer. Jeg mener ikke, at nogen prædikant, der har hele evangeliet, bør tøve længere med at gøre sig bekendt med dette emne, thi jeg tror på, at det er en del af budskabet om hele evangeliet, og at budskabet i de sidste dage skal inkludere dette emne, thi ellers prædiker vi ikke hele evangeliet.” (i The Apostolic Faith, juli 1927)
Roger Rusk (1906-1994), amerikaner og broder til USA's udenrigsminister Dean Rusk, der tjente under John F. Kennedy og Lyndon B. Johnson indtil 1969. Roger Rusk var kyndig i både hebraisk og græsk, professor i fysik i 28 år ved University of Tennessee, og var en afholdt Bibel-lærd i brede kredse, samtidig med at han lærte anglo-israelisme. Medvirkede også som videnskabelig konsulent i et tv-dokumentar-program om Noas ark. Skrev The Other End of the World (1988). (Balaicius, s. 136)
C.F.P.D. van der Vecht (1885-1960), hollandsk prædikant. Efter en karriere som major i den hollandske hær i Nederlandsk Ostindien, vendte van der Vecht tilbage til Holland og brugte de næste 30 år med at studere pyramiderne og oversætte værker af pyramidologen David Davidson. van der Vecht grundlagde to Christian Identity-grupper i Holland, som han også var formand for: Bond Nederlands Israël og Nederlandsche Israël-Kring. Han var desuden en velkendt radio-taler og foredragsholder. Da Holland blev besat i 1940, blev hans to Israel-organisationer forbudt, hans egne bøger og David Davidsons bøger blev forbudt og beslaglagt, også manuskriptet til hans hovedværk Israël: Daniël’s Laatste Wereldrijk, som først blev udgivet i 1946. Efter krigen fortsatte han med at holde foredrag til publikum på op til 1000 mennesker. van der Vecht udgav også bladet Het Stenen Koninkrijk 1938-1940 samt 1946-1960 (under besættelsen var bladet forbudt). van der Vechts nederlandske israelitter i Bond Nederlands Israël og Nederlandsche Israël-Kring var øjensynligt de eneste organiserede Christian Identity-samfund i det nazistisk besatte Europa under Anden Verdenskrig. van der Vecht skrev desuden De Israel-visie in vraag en antwoord (1951).
Apostolsk Kirke i Storbritannien og Danmark:
Andrew Turnbull, Sigurd Bjørner, Anna Bjørner og Dan Williams.
(Fra Evangeliebladet 1. april, 1926)
Dan Powell Williams (1882-1947) og William Jones Williams (1891-1945), walisiske brødre og grundlæggere af Apostolic Church i Wales. I den tidlige Apostolic Church i Storbritannien troede nogle af ’apostlene’ (herunder Williams-brødrene) på British-Israel, mens andre ’apostle’ ikke gjorde det. Apostolic Church i Storbritannien valgte imidlertid ikke at gøre British-Israel til et prominent budskab, selv om British-Israel-læren var en af de officielle doktriner i forfatningen i 1920’ernes Apostolic Church i Storbritannien.
Kongelige
Dronning Victoria (1819-1901) af Storbritannien og Irland (regent 1837-1901) og kejserinde af Indien (1876-1901). Dronning Victoria sporede sine aner tilbage til kong David, hvilket blev vist på en tavle på British Museum. Tavlen eksisterer stadig. Det siges, at dronning Victoria var en britisk israelit.
Kong Edward VII (1841-1910) af Storbritannien og Irland, de britiske Dominions, og kejser af Indien (regent 1901-1910). Det siges, at kong Edward VII var en britisk israelit.
Kong George VI (1895-1952) af Storbritannien (regent 1936-1952), konge af Irland (indtil 1949) og kejser af Indien (indtil 1947), født Albert Frederick Arthur George. Hans mormor prinsesse Mary Adelaide af Cambridge brød sig ikke om hans første navn (Albert), og hun skrev profetisk, at hun håbede, at dette navn ville blive ”erstattet af det mindre begunstigede”. Hans fader George V havde sin tvivl om at lade sin førstefødte Edward blive konge, og sagde kort før sin død: ”Jeg beder til Gud, at min ældste søn ikke vil gifte sig, og at intet vil komme mellem Bertie og Lilibet og tronen.” (Bertie var Albert og Lilibet var den nuværende Elizabeth II.) Mindre end et år senere var Albert konge under navnet George VI. Hans storebroder blev i begyndelsen af 1936 kronet som Edward VIII, men abdicerede senere på året, da han giftede sig med en to gange fraskilt amerikansk kvinde.
Frimærker med George VI
I 1922, da han var Hertug af York, skrev den senere kong George VI: ”Jeg er sikker på, at den britisk-israelitiske sag er sand. Jeg har læst meget om det for nylig, og alt, lige meget hvor stort eller lille, peger på, at vi er den udvalgte race.”
Politikere
Charles Bradlaugh (1833-1891), engelsk parlamentsmedlem og rådgiver for kongehuset, men mest kendt som en af Storbritanniens mest berygtede ateister i det 19. århundrede og grundlægger af National Secular Society i 1866. Bradlaugh stod en dag foran en stor skare i London og holdt Bibelen i hånden. Han læste op fra Bibelen om Guds pagt med Abraham, og spurgte derefter: ”Er de løfter blevet opfyldt i jøderne?” Der var ingen, der svarede ja. Så sagde Bradlaugh: ”Og I fortæller mig, at den bogs Gud er sandhedens Gud? Jeg tror ikke på jer!” Derefter blev Bradlaugh en af sin tids mest berygtede vantro og modstandere af kristendommen. Han blev udelukket af parlamentet p.g.a. sin ateisme, men fik sit sæde tilbage ved en appel. Senere i sit liv lærte han British-Israel-læren at kende, og fik så fuld tro på Bibelen.
Om British-Israel-møderne erklærede Bradlaugh: ”Jeg elsker at komme. Det er vidunderligt, sådant et lys, som British-Israel-sandheden kaster på Bibelen.” (Balaicius, s. 110)
William Ferguson Massey (1856-1925), New Zealands premierminister 1912-1925. Født i Irland af britisk-irsk (presbyteriansk) familie, og kom med sin familie til New Zealand i 1870. Blev anset for en af sin tids dygtigste politikere. Han er den new zealandske premierminister, der har siddet næst-længst. Premierminister Massey sagde: ”British-Israel-sandhed er Guds sandhed. Derfor er det sikkert, at den sejrer, den sejrer på alle fronter.” (Tourtel: Facets of the Great Story, s. 140)
Militærfolk
John Arbuthnot Fisher (1853-1920), Lord, admiral, 1st Baron of Kilverstone. Britisk flåde-admiral, som er kendt for sine omfattende reformer af Royal Navy. Tjente i Krim-krigen (1856) og i den Anden Opiums-krig i Kina (1856-1860). Fisher var kaptajn på HMS Inflexible i den Anglo-Ægyptiske krig (1882), hvor han bombarderede Alexandrias havn. Chef for den britiske flåde i Middelhavet 1899-1902. First Sea Lord 1904-1910 og 1914-1915. Admiral Fisher modsatte sig Churchills Gallipoli-plan, og argumenterede for et angreb på den tyske Østersø-kyst. Gallipoli-angrebet viste sig sidenhen at blive en katastrofe. Fisher regnes i dag af nogen for den næststørste mand i britiske flåde-historie, efter Lord Nelson. Han var desuden en nær ven af kong Edward VII.
Admiral Fisher sagde: ”Jeg har været britisk israelit hele mit liv, og jeg kan ikke forstå, at nogen englænder med sund fornuft kan være andet.”
Og om Storbritannien sagde admiral Fisher: ”Grunden til, at vi, trods vore utrolige bummerter, vinder, er, at vi er Israels fortabte stammer.” (The Times, 7. maj, 1919. Citeret fra W.T.F. Jarrold: Our Great Heritage With Its Responsibilities) (Balaicius, s. 115)
Walter Walker (1912-2001), britisk general, der endte som øverstkommanderende for NATO-styrkerne i Nordeuropa. Født af britiske forældre i Indien og kæmpede mod japanerne i Burma under Anden Verdenskrig. Som oberst bekæmpede han de kommunistiske oprørere i Malaya under Malaya-Oprøret (1948-1960). Som brigade-general og general-major var Walker commander over Commonwealth-styrkerne under deres konfrontation med Indonesien over Borneo 1962-1965. I 1965 blev Walker kaldt tilbage til Storbritannien, hvor han var næstkommanderende stabschef for planer, operationer og efterretning i NATO-hovedkvarteret for Centraleuropa, og dernæst blev han øverstbefalende for de britiske styrker i det nordlige Storbritannien. 1969-1972 var Walker øverstkommanderende for NATO-styrkerne i Nordeuropa, hvorefter han blev pensioneret. Walker støttede korporlig afstraffelse, fordømte kommunistisk undergravende virksomhed, fordømte bøsser i hæren, krævede en hårdere hånd overfor IRA, støttede Enoch Powell som premierminister, støttede Ian Smiths hvide regering i Rhodesia og var en god ven af Sydafrika, som han besøgte seks gange. I 1974 skrev Walker, der var chokeret over Storbritanniens tilstand, at landet havde brug for et nyt lederskab, der ”var hævet over partipolitik” for at imødegå den ”kommunistiske trojanske hest i vor midte”, hvilket bragte ham støtte fra flere sider. 1974 vakte Walker furore, da han kom med i Civil Assistance, en anti-kommunistisk organisation, der skulle overtage de vigtigste dele af landets infrastruktur i tilfælde af et sammenbrud. Civil Assistance nåede op på 100.000 medlemmer, men gik i sig selv, efter at Margaret Thatcher blev premierminister. Skrev bøgerne The Bear at the Back Door (1978), The Next Domino? (1980) og Fighting On (1997).
Forretningsmænd
Henry Ford, Sr. (1863-1947), amerikansk bilfabrikant og udgiver af bogen The International Jew. Henry Ford skrev: ”Prædikestolen har den opgave at befri kirken fra det, som Det Nye Testamente kalder for ’frygt for jøderne’. Prædikestolen har også den opgave at befri kirken fra den fejl, at Juda og Israel er synonymer. Det, at man ved læsningen af Skrifterne forveksler Judas stamme med Israel, og at man fortolker enhver omtale af Israel som om, at det betyder jøderne, ligger ved roden af mere end halvdelen af den forvirring og splittelse, som man finder i kristne doktrinære erklæringer. Jøderne er ikke ’det udvalgte folk’, på trods af, at praktisk talt hele kirken er bukket under for propagandaen, som udråber dem til at være det.”
Aviser
New Zealand Times. I en leder i avisen fra 1899 kunne man læse: ”Britisk imperialisme hviler ubevidst på teorien om racens hebraiske oprindelse … Størstedelen af de engelske folk indser ikke åbent teorien, men i hemmelighed er de påvirkede af den.” (Lederen i New Zealand Times, 8. juli, 1899)
Poeter
Patience Strong (1907-1990) (født Winifred Emma May), engelsk poetinde. Strongs digt Jealousy blev indspillet af et større antal sangere og sangerinder, herunder Hutch, Gracie Fields, Vera Lynn, Richard Tauber og Billy Fury. 1935-1946 havde Patience Strong et digt om dagen i The Quiet Corner i The Daily Mirror, den britiske tabloid-avis, der understøttes af Labour. Fra 1946 blev hendes kollone overført til Sunday Pictorial (senere The Sunday Mirror). Strong skrev også digte til ugebladet Woman’s Own og til det ’ærkekonservative og reaktionære’ This England. Hendes elskelige og inspirerende digte blev desuden trykt i bogform, på kalendere, kort, gulvmåtter og porcelæn. Patience Strong var kendt for sin British-Israel-tro. (Balaicius, s. 143-144)
Til disse biografier har jeg brugt mange kilder, men specielt Uncovering the Mysteries of Your Hidden Inheritance af Robert Alan Balaicius (Mountain City, Tennessee, USA, 2001)
Mikkel Stjernholm Kragh, maj 2008