Pinsebevægelsen – en Sekt?

 Af Sigurd Bjørner

Filadelfia Forlaget, Aarhus, 1944

FORORD

I Folkemunde har denne Bevægelse, som har været et Guds Redskab til at fremføre Sandheden om den Helligaands Forjættelse saaledes, som den blev udgydt paa Pinsedag, Ap. G. 2, 1-4, faaet Navnet Pinsebevægelsen, et Navn, der er opkommet som et Spottenavn under Forkættringen fra andre Samfunds Side, men som bæres med Glæde af dem, der har oplevet, hvad Pinsens Forjættelse virkelig indebærer.

Det er jo naturligt, at den Sandhed, som har foranlediget denne herlige Vækkelses Frembrud, ofte bliver omtalt i Møder saa vel som i Samtaler af de Guds Børn, der har erfaret Daaben i den Helligaand, og deraf kommer det vel, at Modstanderne angrebsvis beskylder dem for, at de ikke kan tale om andet, og hæfter Navnet ”Sektérer” paa dem.

Det vil derfor være et Ord i rette Tid for den, som gerne vil bedømme denne Bevægelse retfærdigt, at læse Forstander Sigurd Bjørners Indlæg i dette Spørgsmaal, som klart viser, at det er muligt for Herren gennem en Vækkelse at fremføre en evangelisk Sandhed, som har været berøvet Guds Menighed, uden derfor at præge Vækkelsen saa meget, at Benævnelsen ”Sekt” selv i sin mildeste Tolkning med Rette kan paahæftes denne.

Selve Modtagelsen af den Helligaand borger for, at der gives mere Rum for den Helligaands Ledelse, og Han vil gennem inspirerende Budskaber give Menigheden den alsidige Føde, som Sjælene behøver for at vokse en sund Vækst op til Ham, som er Hovedet, Kristus Jesus selv.

Maa Guds Velsignelse følge dette lille Skrift, naar det ved din og min Haand under Bøn lægges i Hænderne paa de Sjæle, for hvem vi skønner, det vil kunne udføre sin Mission.

Aarhus, i August 1943

H. P. Rosenvinge

Pinsebevægelsen – en Sekt?

Der er mange Mennesker, som ikke vil have noget med Pinsebevægelsen at gøre, fordi de mener, at den er en sekterisk Bevægelse, som man gør bedst i at holde sig fra – og saa hellere blive i det gode, gamle autoriserede Samfund, der ikke virker saa stærkt paa Sindet.

Men hvad er en Sekt?

Det er en religiøs Bevægelse, der særligt har hæftet sig ved en enkelt Side af Bibelens Budskab til os Mennesker, og det paa en saadan Maade, at de andre Sider bliver stillet utilbørligt i Skygge.

Gør Pinsebevægelsen dette?

Vi maa svare et afgjort ”Nej”.

En overordentlig Vægt bliver altid lagt paa at forkynde om Synd og Naade, eller Kristus som korsfæstet og død for os alle. At faa Syndere frelst er Pinsebevægelsens store, altbeherskende Emne; Syndere iblandt Børnene, blandt de Unge, dem i Manddomsalderen og dem i Alderdommens Aar; derfor ejer Pinsebevægelsen en Mængde Vidnesbyrd om Frelses Oplevelser lige fra Smaabørnsalderen og op til de graa Haar.

”Du skal kalde hans Navn Jesus, thi han skal frelse sit Folk fra deres Synder”. Saaledes sagde Engelen i en Drøm til Josef, før Jesus var født, og de Ord gik i Opfyldelse allerede, mens Jesus vandrede paa Jorden. Alle, som kom til ham i Tro, fik Syndsforladelsens Fred og Glæde ind i deres Liv.

Men vi maa ikke glemme, at Engelens Ord om ham ogsaa har en anden Side, nemlig at Israels hele Nation, bestaaende af de 12 Stammer, en Dag skal fremstaa som et Guds Folk – frelst af ham fra Syndens Trældom til Gudsbarnets herlige Frihed. – Det skal en Dag blive aabenbaret; gennem sin forsonende Død og sejrrige Opstandelse og Himmelfart har han knust Satans Magt. Hvilken Herre er han ikke! Og han er Centret for alle Jordens Pinsefolks Vidnesbyrd og Forkyndelse – fælles, som de er, om dette, med Kristne af alle Konfessioner i hele Verden.

Da Jesus vandrede hernede, var han meget omhyggelig for, at hans Apostle blev udrustet for den Fremtid, hvor han ikke selv var synlig nærværende hos dem. Han fortalte dem (Joh. 15., 16. og 17. Kap.), at naar han vendte tilbage til Himlen og satte sig ved Faderens højre Haand, da vilde han sende dem Talsmanden, den Helligaand, eller Kraften fra det høje, og, naar de havde modtaget ham, skulde de blive skikkede til at drage ud over Jorden som sejrende Vidner. (Ap. G. 1).

Allerede under sit Samvær med dem imellem Opstandelsen og Himmelfarten havde han aandet paa dem og sagt: ”Modtag den Helligaand!” (Joh. 20).

Naar Jesus saa indgaaende indprenter dem Betydningen af at blive døbt med den Helligaand, maa det da ogsaa være os magtpaaliggende at opleve dette og at lede andre til den samme Oplevelse. Mange af os, som staar med i Pinsevækkelsen, har haft den Erfaring, at vi levede i lang Tid som Kristne uden at kende Kraften fra det høje virksom i os. Vi havde det som Disciplene før Pinsen; men saa sendte Gud os saadanne Vidner, saa vi vaagnede op og saa Nødvendigheden af Kraftens Iførelse, og saa maate ogsaa vi, ligesom de første, søge op i vores ”Øvresal” (d. e. ensomme Bønnekampe, Faster, Bønnemøder) og trænge paa for at komme ”igennem”.

Her er et Punkt, hvor Pinsevækkelsen har stor Lighed med den første kristne Menighed, idet den søger Velsignelsen ad samme Vej som den; men det er ogsaa dette Punkt, som har skaffet den Modsigelsen og Modstanden.

Her er det, Pinsevækkelsens ”Kætteri” og ”Sektvæsen” gør sig gældende, saa den bliver utaalelig for Folk. Kirken og de autoriserede Samfund er nemlig for største Parten enige om at glemme Kraften fra det høje. I Folkekirken lærer man f. Eks., at den faar man i Barnedaaben – eller, naar det kommer højt i Genfødelsen – som jo iøvrigt ogsaa oftest henlægges til Barnedaaben. Men hvor er Kraften bleven af? Kirkens Medlemmer er kraftsløse – de siger jo selv almindeligt, at de er kraftsløse. Saadan er det med Kirkerne; de har glemt ”Saltet”, ”Ilden”; ”alt skal saltes med Ild”, siger Jesus. Det betyder, at enhver skal saltes med den Helligaand. Det er den Mangel paa ”Salt”, som Pinsevækkelsen peger paa og bestandig maa klage over, samtidig med at dens eget Vidnesbyrd gaar ud paa, at de selv engang var salt- og kraftsløse, men de blev vaagne og lod sig fylde med Aanden, som saa igen fyldte dem med en kraftfuld Tale og herlige Lovsange til Guds Ære. (Ef. 5, 18-19).

Kristenhedens almindelige Fattigdom – dens Glemsomhed med ”Saltet”, blev Pinsevækkelsen en stadig Inspiration; den er i den Sag en Vægter for Herren paa ”Jerusalems Mur”, hvilket er noget helt andet end at være en fanatisk, eensidig Sektérer. Den er en Tjener, som trods megen Lidelse og Savn udfører sit Arbejde og søger at fylde sin Bestemmelse. Om der skulde være nogen, som af og til overskrider Grænserne og vækker berettiget Kritik, er en Sag for sig. Uvise Folk har der altid været og vil altid blive indenfor alle Lejre. Men Misbrugen af en Ting kan aldrig lægges Tingen selv til Last. Saaledes ogsaa her.

”Pinsevækkelsen er en typisk, kristen Vækkelsesbevægelse, der er fremkommen paa samme Maade og under samme Forudsætninger som alle virkelige kristne Vækkelser før i Tiden. Det er en almen erkendt Lov, at en Folkebevægelse af denne Slags aldrig kan fremtræde og faa nogen større Udbredelse, om den ikke svarer til et Behov i Tiden. Den kristne Menighed i vor Tid har været udsat for samme Fare, som den saa ofte har oplevet under de henfarne Tider, nemlig Faren for, at den personlige, friske og levende Erfaring af Gud og de aandelige Virkeligheder omskiftes til religiøs Vane, Form og Ceremoni. Pinsevækkelsen er en af Historiens kraftigste Reaktioner mod slendrianmæssig Vanekristendom. Dens Forkyndelse har ført os frem til en personlig og haandpaatagelig Oplevelse af de Realiteter, hvorpaa Kristendommen bygger.” Saaledes blev det sagt ved den europæiske Pinsekonference i Stockholm i 1939.

Dette er en Sandhed, og den skyldes alene dette, at den Helligaand ikke er bleven fornægtet, hverken i Ord eller Gerning, men modtaget og forkyndt, saaledes som Jesus sagde: ”I skal døbes med den Helligaand ---” (Ap. G. 1). Hvorpaa den Helligaand falder, gaar det, som der staar i Markus 16: ”Disse Tegn skal følge dem, der tror, i mit Navn skal de uddrive onde Aander --- paa de Syge skal de lægge Hænder og de skal helbredes.”

Onde Aanders Uddrivelse og Syges Helbredelse hører med til Evangeliet, som Pinsevækkelsen forkynder, men som de fleste andre Kirkesamfund ikke tror paa og derfor ikke praktiserer. – Jesu Mening var, at hans Disciple til alle Tider skulde gøre de samme Gerninger, som han gjorde, ligesom det saa er klart, at baade Mathæus, Markus og Lukas havde den Forstaaelse, at ikke alene Jesus skulde helbrede, men ogsaa Apostlene og de øvrige Disciple. (Matt. 8 og 10, Mark. 16 og Luk. 10). Det hører til de ”medfølgende Tegn”, som den Dag i Dag stadfæster Ordet, naar det forkyndes i den Helligaands Kraft, og man gør storlig Fejl, om man paahæfter Bevægelsen Sektnavnet, fordi den fremholder, at der er Helbredelse og Sundhed at hente ved Jesu Navns Kraft og ved Anvendelsen af den Behandlingsmaade, som Jesus selv anordner: Syndsbekendelse, Bøn, Salvning med Olie og Haandspaalæggelse. (Mark. 16 og Jak. 5).

Det gik, som Jesus havde sagt: ”disse Tegn skal følge dem, som tror”. Tegnene fulgte Apostelskaren hele Livet, og de vedblev at følge den levende Menighed op gennem Tiderne. Gud begrænsede aldrig sin Naade, men det gjorde Menigheden selv, naar Ordet ikke blev forenet med Troen, saa det kunde opfyldes. Vantroen bredte sig, Frimodigheden forsvandt for de fleste, saa man troede mere paa Sygdommens Magt end paa Guds Kraft, men hele Tiden indtil i Dag var der en Skare, som øvede sig i fuld og hel Tro paa alle Guds Løfter og saaledes ogsaa bevarede Troen paa guddommelig Helbredelse gennem Livets Prøvelser. Denne Skare af i Dag kaldes ”Pinsefolk”, som beder med og for mange Syge, og som oplever, at Gud stadfæster Ordet ved de medfølgende Tegn. – Mon dette skulde være et Sekttegn?

Hvad mere er der da, som ligger Pinsefolket paa Hjerte? Jo, der er det ufattelig store, som skal ske engang snart, at han, som for op, han kommer igen, saaledes som de to Mænd i hvide Klæder sagde til Apostlene, da de fulgte den himmelfarne Frelsers Skikkelse med Øjnene. ”Denne Jesus, som I har set opfaren fra eder til Himmelen, han skal komme igen paa samme Maade, som I har set ham fare til Himmelen.”

Da kommer han ikke som Soner og Syndebærer, men som Hersker og Konge. Engelen Gabriel bebuder Maria om Jesus, som hun skal føde, at Gud skal give ham hans Fader Davids Trone, at han skal være Konge over Jakobs Hus, og at hans Rige omfatter hele Verden. Mathæus bekræfter, at han er Konge, idet han citerer Es. 62. ”Se, din Konge kommer til dig ---” Jesus bekræfter overfor Pilatus, at han er en Konge, dertil født og dertil kommen til Verden. (Joh. 18). Paulus fremstiller det klart i 1. Kor. 15, at Jesus skal være Konge paa Jorden, indtil han har overvundet al Modstand, hvorefter han saa overgiver hele den genvundne Jord til Faderen selv. – Jesu Kongedømmes Tid kaldes ogsaa for Fredsriget eller Tusindaarsriget, som de gamle Profeter saa ofte henviste til, og som til sidst staar anført i Joh. Aab. 20.

Med nogen rimelig Begrundelse kan man efter det her anførte ikke sige, at Pinsevækkelsens Forkyndelse er eensidig eller sekterisk.

Nogle har defineret ”Sekt” udfra Ordet Sektor eller Udsnit, hvilket i Plangeometrien er en Figur, som begrænses af et Stykke Cirkelbue og en Vinkel med Toppunkt i Centrum. Ordet Sekt kommer af det latinske Ord ”sectum”, som betyder ”afskaaret”, nemlig fra Vintræet – Jesus selv -. I denne Betydning er det et frygteligt Ord at anvende om Medkristne. Et saadant udsnit skulde Pinsebevægelsen være, altsaa den, som forkynder Jesus som korsfæstet, død, opstanden, himmelfaren, som Udsender af Helligaanden, som den store, barmhjertige Læge og som den almægtige, kommende Konge, der gør alt vel, hvad Djævelen ødelagde i de Tusinder af Aar, han var denne verdens Fyrste. Nej, Sandheden er en helt anden. Pinsevækkelsen er ”Urkristendommen genoplivet” (T. B. Barratt har skrevet en Bog med dette Navn), hvilket indebærer, at hvad Forkyndelse og Lære angaar, er her netop ikke tale om et Udsnit eller en eensidig bestemt Sandhed, men snarere om dette, som Paulus sagde, at han ikke undlod at forkynde: hele Guds Raad. (Ap. G. 20).

Hjem            Artikler