Var Abraham Jøde?

 af Nils Ramselius

Fra Evangeliebladet – Organ for den apostolske Kirke i Danmark, 1. oktober, 1930, s. 2-3. Fra Missionsfacklan.

Undertegnede mindes fra sin skoletid, da radikalismen endnu ikke havde trådt sine børnesko i vort land, at han i en avis så en karikaturtegning af Abraham, hvor denne var udstyret med den traditionelle jødenæse. Ofte har dette billede stået for min tanke, når teologer og forfattere har kaldt Abraham jøde.

En europæisk berømt norsk kunstner havde fået til opgave at udsmykke en svensk kirke med glasmalerier. Et af emnerne var Aron og Hur, som støtter Mose arme på stenen, medens Israel kæmper mod fjenden. I det aftryk, jeg så i et dagblad, var naturligvis Moses tegnet med den traditionelle jødeprofil.

Her blottes ubevidst den uvidenhed, der hersker m.h.t. Israel. Vi tror, at tiden er kommet til at forjage dette mørke.

Abraham var ingen jøde; thi jøder fandtes endnu ikke på hans tid. Han var af semitisk-hebraisk herkomst, opvokset i landet Ur, om hvis kultur vi ved lidt mere nu efter de storartede udgravninger, som er blevet foretaget i den sidste tid.

Vi behøver ikke her detaljeret fremdrage Abrahams, Isaks og Jakobs historie.

Hver Bibel-læser ved, at Jakob havde tolv sønner. En af dem var Juda, som havde to sønner, Fares og Sera. Fra Mattæus 1:3 ser vi, at kun Fares-linjen har med den egentlige Bibel-historie at skaffe; thi Sera-slægten regnes slet ikke med. ”Fares fødte Esrom”. Men etnologien (folkehistorien) siger, at fra Juda som stamfader er Middelhavslandenes store kulturfolk kommet, og at ætlinge af disse allerede i det tolvte århundrede foer over til Irland og det nordvestlige Europa.

Vi ser således, at der ikke fandtes nogen udpræget såkaldet jødisk race hverken på Abrahams, Isaks eller Jacobs tid. At derfor kalde Abraham jøde forekommer den logiske tanke ganske absurd.

Iagttager vi forholdet på Mose tid, bliver resultater det samme. Ejheller hos Israel – på Mose tid – har vi anledning til at konstatere noget jødisk særpræg. Ser vi på Mose velsignelser til stammerne (5. Mose 33), hvor han profetisk forudsiger Israels kommende udvikling, finder vi ingen udpræget racesæregenhed for Juda. Det er da i hvert fald sikkert, at der hos Israel på denne tid ikke kan spores noget jødisk særpræg.

Lidt efter lidt løftede der sig dog ifølge det profetiske ord og de anlæg, som lå i slægten, to hoveder i Israel, et mere efraimitisk betonet og et jødisk. Det nordlige rige krystalliserede sig omkring Jeroboam med sine ti stammer, og det sydlige samledes omkring Jerusalem med Juda og delvis Benjamin.

Omsider deporteredes det nordlige riges indvånere til Assyrien ca. 700 og omtrent 150 år derefter Juda til Babylon. Alt dette kan vi læse om i Kongebøgerne.

Læg nu mærke til, hvem det var, som ifølge Jeremias’ forudsigelse vendte tilbage til Palæstina. Det var ca. 50.000 fra Judariget, og først efter denne tilbagevenden må vi regne med, hvad vi i egentlig forstand kan kalde en jødisk særpræget nation, og det, historien religiøst og racemæssigt kender under navn af jødedom.

Ti-stammeriget havde fået skilsmissebrev af Gud, havde ophørt at være ”Ammi” (”mit folk”, Hoseas 1:9), havde mistet sin identitet og var forsvundet fra Bibelens horisont, men ikke ud af historien. Vi sporer dem under mange forskellige navne, f.eks. skytere, gotere, massagetere, keltere, germanere, etc.; men Juda fik ikke skilsmissebrev af Gud som Hans nation og folk, før det definitivt forkastede Kristus. Ejheller har de mistet deres identitet. De er ikke i ”gravene” (Ezekiel 37), men er åbenbare for alle som folk og race med deres egen religion.

Det er sandt, hvad en professor fra Lund skrev for en del år siden, at ”Israelspørgsmålet er det interessanteste af alle spørgsmål”, men det er ikke sandt, hvad en kristen jøde sagde til mig for en tid siden, at ”hvis ikke jøderne skulle være dem, som hovedsagligt er Israel, så mister man interessen for jødedommen”.

Vi tror tværtimod, at når jødespørgsmålet får sin bibelske og historiske tilpasning, sine rette proportioner, så bliver jødespørgsmålet løst. Men så længe jøderne bliver i deres opfattelse, at de alene er levningen af Israel, så synes de at være uimodtagelige for frelsen i Jesus Kristus. Den kristne fortolkning er ligeledes en stor hindring for jødespørgsmålets løsning, idet man jo der i almindelighed anser jøderne for de eneste, som kan være Israel. På den måde inddrikker de hos os ganske falske forestillinger, som er både bibelsk og historisk set uholdbare.

Hjem/Home            Artikler/Articles            Se scanning af original-artiklen