Et ældgammelt svar på et gammelt spørgsmål:
Beviser på det forsvundne Israel i tidlige annaler

Af Jory Steven Brooks

Hvor er det forsvundne Israel? Bibel-læsere har gennem alle de kristne århundreder tænkt over hvilken skæbne, der overgik de ti stammer af Israels hus, der forsvandt, da assyrerne førte dem i eksil i det 7. århundrede f.Kr. Der er ikke mangel på moderne ideer om deres skæbne, men det rigtige svar på denne historiske gåde ligger ikke langt under overfladen af gamle annaler, der findes i Europa.

Disse annaler er de nordiske sagaer, der handler om begivenheder, der går helt tilbage til forhistorisk tid, overleveret fra mund til mund og gennem tiden smykket med mytologiske elementer. Og dog er det ikke svært at se den række begivenheder, der ligger til grund for dem, selv om de først er nedskrevet mere end et årtusinde senere.

Bogen Ruling Races of Prehistoric Times diskuterer de gamle sagaers betydning. Disse ældgamle beretninger ”fortæller om civilisationens tidligste tidsalder” og præsenterer os for det tidlige ”liv i de nationer, hvis hjemlande var afgrænset af det Indiske Ocean, det Kaspiske Hav, Sortehavet, Middelhavet og det Røde Hav.” I dag kender vi dette område som Mellemøsten, et område, som af de lærde udpeges som hjemland for både israelitterne og de keltisk-saksiske folkeslag, herunder nordboerne.

Asgård i Midgård eller Medien

Nordboernes hjemland var en by kaldt Asgård, som lå i en region, som sagaerne kalder for Midgård. ”Guderne gav dem Midgård som hjem,” siger forfatteren Sigvart Sorenson (Norway, s. 20). Suffikset ”gård” betød oprindeligt en region, by eller fæstning. Det findes i dag i ordet ”grad”, der betyder en by, som i Petrograd, eller Peters By. Det er også derfra det engelske ord ”yard” kommer, der betyder et indhegnet indelukke. En række lærde erkender, at dette nordiske ord ”Midgård” er en slet skjult reference til regionen ”Medien” i Mellemøsten.

For eksempel erklærer Etymons of English Words af John Thomson, at ”ifølge gotiske forfattere bliver Asgård i Medien, vores forfædres oldtidshovedstad ... kaldt Aderkind eller Azerkind af perserne ... Kind i det persiske navn er det gotiske gård, det russiske gorod, en indhegning.” (s.7-8) Thomson tilføjer desuden, ”Massageterne blev kaldt således ... efter de saksiske Maethas, mederne.” (s. 9) Massageterne var en gren af Gatai eller goterne, der senere blev kendt i Europa ved andre navne som anglere, saksere og nordboer, og navnet indikerer, at de oprindeligt kom fra Medien. Historikeren Sharon Turner bemærkede, at der eksisterede af hundredvis af medisk-persiske ord i det saksiske sprog, fordi de tidligere havde boet dér (History of the Anglo-Saxons).

Ordet nordboer betyder ”de nordlige folk”, fordi deres endelige bestemmelsessted var Skandinavien i det nordlige Europa. Som sådan er det en nyere betegnelse for disse folk. Sir Francis Palgrave bemærker, at nordboernes oprindelige hjemland var i ”Asgård, asernes hovedby, hinsides Tanais.” (Sir Francis Palgrave, Collected Historical Works, s. 17) Tanais var oldtidsnavnet for floden Don i det sydlige Rusland, og som ligger lige nord for Kaukasus-bjergene. En lige linje fra Skandinavien sydøst hinsides Tanais og Kaukasus peger direkte til nordboernes hjemland i Midgård i Mellemøsten. Rasmus Anderson siger i Teutonic Mythology, at ifølge Vafthrudnersmal Eddaen blev en tidlig nordisk stamfader kaldt ”Njord ... af guderne sendt som gidsel til Asgård, han var nødt til at rejse mod øst” (s. 474). Under denne beretnings overflade synes der at ligge en race-erindring om, at deres forfædre blev ført i fangenskab og eksil i østlig retning til det mediske område Asgård. Bibelen fortæller en lignende historie om, at Guds folk Israel blev ført i fangenskab og som landflygtige også blev sendt østpå til Medien; og ligesom i de nordiske sagaer, er det Gud, der har ansvaret for det (Esajas 10:5-6). Som vi skal se, beskriver den parallelle hebraisk-nordiske eksil-beretning i virkeligheden den samme begivenhed.

Den hebraiske forbindelse

Forbindelser mellem Israel og de tidlige nordboer er allestedsnærværende. Ifølge 2. Kongebog kap. 17 blev israelitterne som fanger sendt i eksil af Gud til ”Mediens byer”; Medien, nordboernes Midgård. Anderson fortæller, at i Lokasenna Eddaen siger den nordiske gud Loke til Njord: ”Herfra (Ægirs hal ved havet) blev du sendt ud østpå som gudernes gidsel.” Her lærer vi, at Njord, som en repræsentant for de nordiske folk, havde boet ved havet, før han blev taget til fange og ført i eksil. Israelitterne havde også boet ved havet, i Kana’an, inden de blev erobret og sendt i eksil. Anderson antager, at dette hav ”kendt af germanere, var Nordsøen.” Det er imidlertid ikke fra Nordsøen, men fra Middelhavet, at en rejse mod øst ville føre til både Midgård og Asgård i Medien. Bibelens beretning om Israels fangenskab og eksil fra Kana’an til Medien passer perfekt til de detaljer, der bliver nævnt i sagaerne.

Anderson siger også, at ”Asgård [lå] ikke langt fra vanernes oprindelige hjem.” Hvem var de? Sagaerne omtaler dem blot som en race af guder. Historikere kender ingen stamme i tidligere tidsaldre kaldt vanere, men navnet antyder et folk, der boede omkring søen Van i det nordlige Medien-Persien, hvilket rent faktisk ville placere dem i nærheden af det område, som de landflygtige israelitter var blevet deporteret til. De kan faktisk selv have været en anden gruppe landflygtige israelitter, fordi at Hala, et af de steder hvor israelitterne var ført i eksil (2 Konge 17:6), lå nær Van-søen, og ifølge sagaerne forenede vanernes sig senere med folket i Asgård.

Ordet Asgård betyder i sig selv ”Aser-folkets by”, og ordet ”aserne” betyder ”gudemenneskene” eller mere korrekt ”Guds folk”, et specielt udtryk brugt af israelitterne (Dommerne 20:2; 2 Samuel 14:13). Asgård, Guds folks by, blev regeret af tolv Diar eller guder (Sir Francis Palgrave erklærede, ”Ifølge nordboerne er institutionen duodenare domstole samtidig med deres race.” (Ibid, s. 108) Ordet duodenar hentyder atter til tallet tolv. Dette er meget vigtigt, fordi semitiske folk som hebræerne brugt en sexigesimal nummerering baseret på multiplum af tallet seks.

Den hebraiske forbindelse med nordboerne eller goterne fremgår af Boyd Dawkins i Early Man in Britain, hvor der siges, at ”vi kan ... spore deres vandring vestpå i Europa fra deres østlige hjemland, fra nationernes fødested, Asgård ... Vi kan bevise, at de var sammensat af to forskellige elementer, de ældre eller ikke-ariske iberiske, og de senere eller keltiske ... ” (s. 4) Eftersom navnet iberisk betyder en efterkommer af den hebraiske patriark Eber, giver Dawkins grundlaget for en betydelig del af de vest-europæiske folkeslags hebraisk-semitiske oprindelse. The Story of Celto-Saxon Israel af W.H. Bennett har et vigtigt kapitel, der viser de iberiske folks hebraiske afstamning.

John Thomson tilføjer, ”De keltiske sprog, herunder de græske og latinske dialekter, formodes at have været almindelige i hele Europa ... og deres slægtskab med arabisk, hebraisk og fønikisk har været almindeligt anerkendt ... De [keltiske] druider praktiserede deres mystiske andagt i hellige lunde, ligesom de afgudsdyrkende hebræere.”

Den keltiske afgudsdyrkelse var i sig selv var et vigtigt identifikations-tegn. Du Challu afslører i The Viking Age (s. 44), at ”Odin oprindeligt var en Jotun [d.v.s. en magtfuld mand], og ud fra Nordens mytologiske litteratur ser det ud til, at han, af en eller anden grund, ønskede at grundlægge en ny religion.” Israels hus blev forvist fra Kana’an af netop denne grund: de havde antaget hedenske religiøse skikke og adlød ikke Guds påbud. Vi læser profetens fordømmelse af hebraiske og druidiske ritualer i 2. Kongebog 17:7-10. For en nøjere undersøgelse af forbindelsen mellem hebræernes og kelternes religiøse ceremonier, se artiklen The Old Testament Roots of Celtic Mythology på CBIAs website.

Norrøne helte giver yderligere beviser for en hebraisk identifikation. ”Helgi, den hellige (tysk heilige), [var] søn af Halfdan, halvdelen af Fader Dan, dommeren” (Ruling Races, s. 96) Ordet Dan betyder dommer på hebraisk, og Dan gav senere navn til nationen Danmark eller ”Dans Mark”, samt til en række floder i Østeuropa, såsom Don, Dnjestr, Dnepr, Danapris, Eridanus og Donau.

Vi finder også, at jætter spille en betydelig rolle i de nordiske sagaer, hvilket kan være en erindring om en af de bedst kendte af Bibelens historier: Davids sejr over Goliat. Vores engelske ord colossus er afledt af ordet Gollius, en hebraisk form af navnet Goliat. Sagaerne selv fortæller os, at ”Asgård er et sted, hvor jætter nægtes indrejse.”Har disse mytologiske jætter fået liv og inspiration fra en tidlig Bibel-historie, som vi stadig værdsætter den dag i dag?

Oldtids-mytologi er langt mere end blot opdigtede fortællinger. Det er et kulturelt minde om den fjerne fortid, samt om vores forfædres rejser og bedrifter. Dette studie har kun kradset i overfladen af en dybere analyse, der senere vil blive udgivet i bogform.

Oversat fra http://www.israelite.ca/research/specialstudiesfiles/ancient_answer.html     (31. marts, 2010)

Hjem            Artikler