Israels 10 Bortkomne Stammer

Tre Artikler af Anna Bjørner

 

Anna Bjørner i 1910

 

Anna Bjørner tændte Pinsevækkelsen i Danmark og grundlagde Apostolsk Kirke.

 

Hun var oprindeligt én af Danmarks mest feterede skuespillerinder, og Dagmar-Teatrets store navn. I sine unge dage var hun for en kort tid forlovet med spøgefuglen og forfatteren Gustav Wied (’Livsens Ondskab’) og hun fik den bedste instruktion i skuespil af Herman Bang.

 

I 1910 kom hun imidlertid til en meget stærk tro på Gud, følte en kald, og uden at resten af den danske teater-verden kunne forstå det, droppede hun sin skuespillerinde-karriere til fordel for en omtumlet tilværelse som Jesu evangelist. Snart blev hun gift med KFUM-sekretæren fra Helsingør, Sigurd Bjørner. Anna Bjørner havde straks et kald for Pinsevækkelsen, der tilsyneladende uafhængigt af hinanden var begyndt to forskellige steder: i år 1900 i Kansas i Amerika med Charles Fox Parham og i 1901 med brødrene Jones og Dan Williams i Wales.

 

Med hendes mand som officiel leder, men med hende selv som den virkelige drivkraft, grundlagde de Apostolsk Kirke, selv om uafhængige danske pinsekirker senere skilte sig ud fra denne. Apostolsk Kirkes blad var Evangeliebladet – Organ for den Apostolske Kirke i Danmark, hvor Sigurd Bjørner som redaktør. Evangeliebladet var et utrolig jordnært og smukt blad, som jævne mennesker kunne forstå.

 

I denne sammenhæng skal dog fremdrages den fremtrædende plads, som budskabet at den hvide protestantiske kristenhed er efterkommerne af Israels 10 bortkomne stammer fra Det Gamle Testamente, havde i Anna Bjørners, Evangeliebladets og den oprindelige Apostolsk Kirkes univers.

 

Pinsevækkelsens store tema var den levende Gud Helligånd, men de fleste af Pinsevækkelsens pionérer var samtidige overbeviste om, at den hvide protestantiske kristenhed var efterkommerne af Israels stammer fra Bibelen.

 

Pinsevækkelsens fader Charles Fox Parham skrev om emnet, at vi var Israel, ligesom han var aktiv i Ku Klux Klan gennem hele sit liv og frabad sig farvede til sine Guds-tjenester.

 

 

Charles Fox Parham (1873-1929)

Pinsevækkelsens Fader ('Mr Pentecost')

 

 

Brødrene Williams i Wales, der startede Apostolsk Kirke i Wales (som var den mere organiserede gren af Pinsevækkelsen) var også begge overbeviste om, at de britiske folkeslag var Israels bortkomne stammer, men valgte ikke at gøre det til et prominent budskab.

 

Det gjorde Anna og Sigurd Bjørner og deres danske gren af Apostolsk Kirke derimod. Fra Evangeliebladets start i 1921 til Bjørner’nes afgang/eksklusion i 1936 var emnet om Israels 10 bortkomne stammer ét af de hyppigst behandlede emner i Evangeliebladet. Det var som regel Anna Bjørner, der skrev artikler om emnet ’Israels bortkomne stammer’. Men om emnet forekom der også mange artikler af den svenske pinse-prædikant Nils Ramselius, samt af William Pascoe Goard – British-Israel-World Federations grand old man. Det eneste udenlandske blad, som Evangeliebladet ofte bekendtgjorde, at der blev solgt på Apostolsk Kirkes møder, var The National Message – organet for British-Israel-World Federation i London.

 

Evangeliebladet var på ingen måde anti-jødisk, men var alligevel ærlig omkring jødernes mindre heldige sider, som i artiklen ’Jøderne Regerer Rusland’ (16. marts, 1932), hvor der berettes, at Sovjet-Unionens herskerklasse havde en kæmpe overvægt af jøder. (Det var rimelig almen viden dengang, som Winston Churchill f.eks. advarede om den 8. februar, 1920, i The Illustrated Sunday Herald.)

 

Der var også mange artikler om åbensindet og detaljeret racekundskab, men samtidig var der også lange begejstrede beretninger om neger-drenge i Afrika, der var blevet frelst.

 

Artiklerne om Israels stammer blev hyppigere og hyppigere lige indtil april 1936, hvor Anna og Sigurd Bjørner forlader eller bliver ekskluderet af deres egen Apostolsk Kirke og forsvinder fuldstændig fra Evangeliebladets sider.

 

Samtidig med Bjørner’nes mystiske eksklusion/afgang forsvinder alle artikler om Israels stammer, jøder og racekundskab, indtil 1938 hvor emnerne forsigtigt berøres igen af den nye ledelse – men nu er det med de stik modsatte budskaber.

 

Bjørner’ne holdt dog personligt fast ved deres tro på vigtigheden af Israels bortkomne stammer, og blev ved med på egen hånd at tale og skrive om det lige til deres død. Da Anna Bjørner fandt sammen med Apostolsk Kirke i 1952 forbød den nye ledelse hende at tale om Israels stammer eller jøder. Hun sagde, at hun følte at det var som om at de ”dolkede hende i ryggen, når hun talte om de ting,” altså Israels stammer.

 

Kort tid før sin død talte hun dog på egen hånd på Hotel Prindsen i Roskilde om emnet ’Israels stammer’.

 

Her følger tre artikler fra Anna Bjørners oprindelige Evangeliebladet – Organ for apostolsk Kirke i Danmark.

Mikkel S. Kragh

april 2007

 

 

Anna Bjørner i rollen som Ofelia i Shakespeares Hamlet i 1902

 

 

Hvem er Jøderne?

af Anna Bjørner

(Evangeliebladet, 28. maj og 11. juni, 1930)

 

Af hvilke Stammer i Israel er de sammensat? - Repræsenterer de alle tolv Stammer?

Eller med andre Ord: vendte de tolv Stammer tilbage til Palæstina efter det babyloniske Fangenskab - eller var det blot Juda, der vendte til­bage uden deres Brødre af Israels Hus?

Den almindelige Forestilling er den, at vore Dages Jøder repræsenterer alle de tolv Stammer. Men det er faa, som har gjort sig den Ulejlighed at undersøge den Sag nøjere.

Hvis dette almindelige Syn paa Jøderne er galt, saa er det klart, at Anvendelsen af Profetierne maa blive mere eller mindre forkert og føre til Forvirring.

Naar vi nu skal undersøge denne Sag, saa har vi følgende at gaa ud fra:

1. Skriftens direkte Vidnesbyrd om hvem, der vendte tilbage — specielt i Esras’ og Nehemias’ Bøger.
2. Apokryfernes Vidnesbyrd.
3. Historikeren Josefus’ Vidnesbyrd.
4. Vidnesbyrd fra de Profeter, som optraadte efter Fangenskabet.
5. De tydelige og klare Profetier med omhyggelige Detaljer m. H. t. Omstændighederne ved de to Huses Genforening, som man kan sammenligne med de Omstændigheder, der var til Stede ved Tilbagekomsten fra Fangenskabet. Og derved vil det være muligt at aføre, om disse Profetier er blevet opfyldte i Esras’ og Nehemias’ Dage.

 

”Jøder”

Naar vi gaar til denne Undersøgelse, er det nødvendigt at forstaa Udtrykket ”Jøder”, som vi finder det i det gamle Testamentes Bøger. Det er forbavsende saa overfladisk og ukorrekt de anvendes paa Prædike- og Talerstole. Gejstligheden og Ordets Forkyndere blandt Lægfolket er meget ubestemte og taagede m. H. t. dette Udtryks Mening og Begrænsning.

Abraham, Patriarken, var en Hebræer, Han var ikke Israelit og ikke Jøde, skønt han var Stamfader baade til Israelitter og Jøder.

Ganske det samme er Tilfældet med Isak. Jacob var en Hebræer, han var ingen Israelit og ingen Jøde. Han var Israel. Fader til Israelitterne. Stamfader til Jøderne.

Jacobs 12 Sønner var Hebræere og Israelitter; men de var ikke Jøder.

Moses var heller ingen Jøde, han var en Hebræer og en Israelit.

Ved Kong Salomons Død blev de 12 Stammer delt af Gud i de Nordlige og de Sydlige Israelitter - eller, som de mere almindelig kaldtes - i Israel og Juda.

Folket i det Nordlige Rige var ikke Jøder og kaldes ikke een eneste Gang Jøder i Skriften. Ingen af deres Konger var Jøder, og deres Profeter: Elias og Elisa var ikke Jøder.

Ja selv Juda-Rigets Folk blev ikke kaldt Jøder i den første Tid af deres Historie! Det var først henimod den senere Del af Juda Riges Historie, at Navnet ”Jøder” anvendtes om dem.

Den første Gang, Bibelen bruger Udtrykket ”Jøder”, finder vi i 2. Kong. 16. Kap. Vi læser der, at i Pekahs Regeringstid - den næstsidste Konge i Israel - allierede han sig med Rezin, Syriens Konge, i den Hensigt at bekrige Juda.

Deres Tanke var at styrte Kong Achas, som var af Davids kongelige Linje, at ødelægge denne Linje og oprette et andet Dynasti over Juda. (De havde udvalgt Tabe’els Søn til at være Konge (Es. 7, 6-7).). Det er vist unødvendigt at sige, at de ikke havde Held med sig til at gennemføre dette Anslag, som vilde have brudt Jehovas Pagt med David (2. Kong. 16, 6): ”Paa den Tid lagde Rezin, Syriens Konge, Elat til Syrien, og ban fordrev Jøderne fra Elat, og Syrerne kom til Elat og boede der indtil denne Dag”.

Naar vi derfor taler om ”Jødernes Udgang af Ægypten” og ”Jødernes Vandring i Ørkenen”, saa er det ukorrekt.

Man kunde lige saa godt kalde det Leviternes Udgang og Vandring.

Alle Jøder og Leviter var Israelitter, men alle Israelitter var ikke Jøder el­ler Leviter. Enhver Engelskmand er en Britte, men alle Britter er ikke Engelskmænd, det vil Skotterne og Walliserne udtrykkelig hævde. Alle Danske er ikke Jyder, men alle Jyder er Danske.

Jøde kommer af Judait og var del Navn, som blev givet til Folket i Juda Rige, som bestod af Juda, Benjamin og Levi Stammer.

Jøderne var bestemt adskilte fra Israelitterne fra det Nordlige Rige Folket af begge Riger var Hebræere og Israelitter, men kun det sydlige Folk var Jøder.

 

Udtrykket ”Israel”

Det er ogsaa nødvendigt at sige et Par Ord om Udtrykket ”Israel”.

For det første: Israel var Patriarken Jacobs Navn, han var Manden Israel.

For det andet: Det var det Navn, som var givet til alle Jacobs Sønner, til de 12 Stammer, den hele Race.

Dette er den videste Anvendelse af Udtrykket ”Israel”.

For det tredje: Det var det specielle Navn for det Nordlige Rige, efter at den hele Nation var delt i to Ri­ger: ”Israel” og ”Juda”. Her er altsaa Navnet brugt i dets begrænsede Betydning og refererer udelukkende til det Nordlige Rige i Modsætning til Juda Rige.

Derfor forstaar vi, hvor let der kan opstaa Forvirring over Udtrykket ”Israel”.

Det er nødvendigt at bestemme, i hvilken Betydning det er brugt paa hvert Sted, det anvendes, enten det altsaa betyder:

1. Alle tolv Stammer, eller
2. Juda. Hus alene, eller
3. De ti Stammer i Navnet ”Israels” begrænsede Betydning.

At ville slaa fast, at Udtrykket Israel, efter Nationens Deling i to Riger, altid kun betød de ti Stammer er ukorrekt og kan ikke fastholdes.

Det vilde have forenklet Sagen, om det Nordlige Folk blev kaldt ”Efraim-Israel” og det Sydlige ”Juda-Israel”. Var de blevet benævnet saadan i Skriften og var Ordet ”lsrael” blevet reserveret udelukkende for de samlede tolv Stammer, saa vilde enhver Mulighed for Sammenblanding være undgaaet. Men nu - som Sagerne staar - maa Betydningen af Navnet Israel afgøres i hvert enkelt Tilfælde.

Udtrykket ”al Israel” er i Almindelighed begrænset til Efraim-Israel og udelukker Juda-Israel. Dette er den almindelige Regel; men der er Undtagelser, som i Dommernes Bog, hvor det altid omfatter de toly Stammer.

I Samuels-, Kongernes- og Krønikernes Bøger er Udtrykket saa godt som udelukkende begrænset til de ti Stammer, medens det ved to eller tre Lejligheder anvendes om Juda-Israel.

 

Israels Vandringer til Juda

De, som holder paa, at vore Dages Jøder repræsenterer alle de tolv Stam­mer, hævder, at Israelitter stadigvæk vandrede til Juda og nedsatte sig der i saa stort Antal, at Juda Rige kunde siges at repræsentere alle tolv Stammer.

Skriftens Beviser for en saadan Antagelse bør dog nøje undersøges. Den første Indvandring fandt Sted, da Jeroboam, Israels Konge, indførte Tilbedelse af de gyldne Kalve ved Dan og Bethel, da vandrede mange Israe­litter over til Juda (2. Kron. 11, 16).

”Og dem (Præsterne og Leviterne) fulgte af alle Israels Stammer, de, som hengav deres Hjerte til at søge Herren, Israels Gud; de kom til Jerusa­lem for at ofre til Herren, deres Fædres Gud. Og de styrkede Judas Rige og befæstede Roboam, Salomos Søn i tre Aar; thi de vandrede paa Davids og Salomos Vej i tre Aar.”

Hvordan det nu end var, saa staar der, at det varede kun i ”tre Aar”. Dette Skriftsted støtter ikke Teorien om et stort og blivende Frafald blandt Israelitterne.

Den næste store Udvandring fandt Sted i Kong Asas Regering under den store Vækkelse, som beskrives i 2. Krøn. 15, 9-15.

”Og han forsamlede hele Juda og Benjamin og de Fremmede hos dem af Efraim og Manassa og af Simeon; thi man gik i Mængde over til ham fra Israel, da man saa, at Herren, hans Gud, var med ham. Og de forsamlede sig i Jerusalem - - og de ofrede til Herren… Og de indgik Pagt om at ville søge Herren, deres Fædres Gud af hele deres Hjerte og af hele deres Sjæl.”

”De gik i Mængde over til ham.”

Disse Israelitter kom øjensynligt for at tilbede ved Gudstjenesterne, og de kom i stor Mængde. Men der siges ikke her, at denne Mængde overgik til Juda Rige og Regering. Der er ingen Antydning af, at de havde forladt deres Hjem og Land for blivende at slaa sig ned i det sydlige Rige.

Den tredje store Udvandring, antager man, fandt Sted under Ezekias’ Regering. Beretningen finder vi i 2. Krøn. 30, 1, 5, 6, 10, 11, 18, 25. Kong Ezekias sendte Bud gennem Breve og Proklamation til det tidligere Territorium af det nu ophævede nordlige Rige. Indbydelsen lød paa at fejre Paasken.

De tiloversblevne Israelitter spottede Sendebudene; men i det mindste fem af Stammerne modtog Indbydelsen og dannede ”hele den Forsamling, der var kommet fra Israel”.

Men disse Folk nedsatte sig ikke i Juda. Efter at Festen var overstaaet, vendte de tilbage til Israels Land; thi vi læser i 2. Krøn. 31, 1:

”Og saa vendte alle Israels Børn tilbage, hver til deres Ejendom, til deres Stæder.”

Der er ikke noget Bevis at finde for, at Israels Børn nedsatte sig i Juda Rige. At enkelte Familier bosatte sig i Judas Land, siger Skriften (1. Kong. 12, 17), og det benægter vi ikke. Men vi benægter, at det fandt Sted i saa stort et Antal, saa Juda derved kunde repræsentere alle tolv Stammer.

Emigranterne var et ganske lille og betydningsløst Antal af Israels Folk, som ikke kunde forandre den Kendsgerning, at Israels Rige vedblev at være en stærk og magtfuld Enhed.

Kort sagt: Juda Rige bestod af Juda og Benjamin Stamme, og de fleste - om ikke alle - af Leviterne; og desuden enkelte Familier fra de andre Stammer. Hele dette Folk gik under Navnet: Jøderne.

 

Beretninger fra Profeterne efter Bortførelsen

Lang Tid efter Jødernes Tilbagevenden til Palæstina finder vi Israel omtalt som værende adskilt fra Juda. (Sak. 10, 6): ”Og jeg vil styrke Judas Hus og frelse Josefs Hus og igen give dem Bolig, thi jeg forbarmer mig over dem, og de skal være, som om jeg ikke havde forkastet dem; thi jeg er Herren, deres Gud, og vil bønhøre dem.”

 

Dette var skrevet ca. atten Aar efter Jødernes Tilbagekomst til Landet. Hvis alle tolv Stammer var sammensmeltede, vilde det være højst besynderligt, at deres Delthed i de to Huse stadig fastholdes, skønt de var blevet een Nation.

 

Men i Guds Tanke er de ikke eet Folk, men stadig to.

 

Juda skulde styrkes, men Josef frelses! Den næste Sætning lyder: ”Og jeg vil igen give dem Bolig." Hvem menes her? Begge Huse eller kun Josefs? Gud havde bragt Juda Hus tilbage og givet dem Bolig i Landet, saa Ordet kan næppe anvendes paa dem, men gælder Josefs Hus alene og er et profetisk Udsagn om, at de en Dag skulde blive anbragt i en Bolig. Judas Hus havde ikke været ”forkastet” af Gud, som Josefs Hus havde været det. Juda havde fundet Naade og var sat ind igen i sine Besiddelser.

 

I de to fø1gende Vers taler Gud - ikke om Juda - men om Israels Hus under Navn af ”Efraim”, et Navn, der meget ofte bruges for at betegne Israels nordlige Rige (Sak. 10,7, 8-9).

 

”Og Efraim skal være som en vældig Krigsmand, og deres Hjerte skal blive glad som af Vin; og deres Børn skal se det og glæde sig, deres Hjerte skal fryde sig i Herren.

 

”Jeg vil pibe til dem og samle dem, thi jeg har forløst dem; og de skal vorde mangfoldige, ligesom de har været mangfoldige.

 

Og jeg vil saa dem blandt Folkene, og paa de fjerne Steder skal de komme mig i Hu; og de skal leve med deres Børn og komme tilbage.”

 

Man fatter ikke, at Gud skulde tale saadan til Israel, hvis de allerede var vendt tilbage og var sammen med Jøderne i Palæstina. Israel omtales som et Folk, der er i fjerne Lande, langt borte fra Palæstina. Gud vil ”pibe til dem og samle dem”. De var derfor ikke samlede, da dette profetiske Ord blev udtalt. De skulde ”forløses,” skulde ”komme Gud i Hu paa de fjerne Steder,” skulde ”fryde sig i Herren” og ”komme tilbage.”

 

Dette betyder deres Genforening med Gud, Fornyelse af ”Pagten.” De skulde ”saas” iblandt Folkene, ikke i Betydniug af en vanærende Spredning som Straf, men tværtimod som en ærefuld Udbreden sig ”mod Vest og mod Øst, mod Nord og mod Syd,” som det blev forudsagt Jacob. (1 Mos. 28, 14).

 

Historikernes Vidnesbyrd

Der er endnu en Oplysningskilde, som kaster Lys over denne Sag. Der er Josefus’ Vidnesbyrd. Han levede under Jesusalems sidste Ødelæggelse ved Romerne Aar 70.

 

Josefus har Ord for ikke at være nogen helt paalidelig Autoritet i alle de Spørgsmaal, han behandler. Han vides at have overdrevet m. H. t. Tal; men naar han skriver om, hvem der vendte tilbage til Palæstina, og bestemt udtaler, at det var Juda og Benjamin og ogsaa ”Leviterne”, saa er dette Vidnesbyrd altid blevet fuldt akcepteret.

 

Josefus stadfæster altsaa Esras og Nehemias Fremstilling.

 

Et andet Sted kommer han med følgende meget vigtige Erklæring:

 

”De ti Stammer vendte ikke tilbage til Palæstina; kun to Stammer tjente under Romerne, efter at Palæstina var blevet en romersk Provins.”

 

Videre siger han:          

”Derfor læste Esras Brevene fra Xerxes i Babylon til disse Jøder… Mange af dem tog deres Ejendele med sig og kom til Jerusalem, men hele Israels Mængde forblev i hint Land, hvorfor der kun er to Stammer i Asien og Europa, som er underkastet Romerne, medens de ti Stammer er hinsides Eufrategnene indtil nu og er en umaadelig Skare.”

 

Josefus’ Vidnesbyrd er meget afgjort, m. H. t. at Jøderne paa hans Tid ikke udgjordes af de tolv Stammer, men at de kun repræsenterede Juda Rige.

 

Profetier angaaende de to Huses Genforening

Lad os faa rigtig fat paa den Kendsgerning, at Adskillelsen i de to Riger var Guds Værk.

 

”Jeg vil rive Riget af Salomons Haand,” ”Denne Ting er fra mig,” er Guds Ord. (1 Kong. 12, 24).

 

Og Gud ikke bare bragte denne Adskillelse i Stand, men Han sørgede for at vedligeholde den. Han traadte imellem og standsede Roboams Anstrengelser for at genforene de to Riger. Sandelig, der maa have været en vidtrækkende, vis og velsignet Hensigt med alt dette!

 

Der er mange, som holder paa, at Genforeningen fandt Sted i Esras’ Dage. Men tænk rigtig over det. Hvor stilfærdigt det saa maatte være foregaaet, hvor prunkløst det blev udført; hvad var Guds Hensigt med det altsammen, hvis de virkelig paa den Tid var blevet genforenede? Hvilken fattig Genforening!

 

Naar vi derimod undersøger, hvad der er forudsagt i Skrifterne om de Omstændigheder, under hvilke de to Huses store Sammenslutning skal finde Sted, saa forstaar vi, at det skulde ikke blive nogen ubetydelig Affære.

 

Der staar detaljeret beskrevet, hvordan det skal ske. Det er derfor meget let at afgøre, om disse Enkeltheder er blevet opfyldt.

 

Hvis en Undersøgelse viser, at de ikke opfyldtes, da Jøderne vendte tilbage, saa kan vi være sikre paa, at denne Genforening fandt ikke Sted dengang.

 

Hoseas

”Og Judas Børn og Israels Børn skal samle sig til hobe og sætte sig eet Hoved og drage op af Landet; thi stor er Jisre’els Dag.” (Hos. 1, 11).

 

I de foregaaende Vers har vi en Beskrivelse af Israels Barn, før de skulde forene sig med Juda. (Vers 10):

 

”Dog skal Israels Børns Tal vorde som Havets Sand, der ikke lader sig maale og ikke tælle, og det skal ske: Paa det Sted, hvor der sagdes til dem: I er ikke mit Folk, skal der siges til dem: ”Den levende Guds Børn.” I dette Skriftsted har vi to klare Mærker: for det første: Mangfoldighed. Og for det andet: ”den levende Guds Børn.” Dette sidste Udtryks Betydning var det, at det Folk, som var udenfor Pagten med Gud, som var skilte fra Ham og forkastede, skulde igen komme ind paa Pagtens Grundvold, den Nye Pagt med Gud i Kristus Jesus; d. v. s. de skulde blive et kristent Folk.

 

Israel skal, før de forenes igen med Jøderne, være en kristen Nation.

 

Saa det andet Mærke: Mangfoldighed.

 

Tør vi sige, at de Israelitter, som vendte tilbage, (hvis der var nogen) sammen med Jøderne, var en Mangfoldighed som Havets Sand? Skriften siger, at alle, som vendte tilbage, kun talte 42,360! Opfyldelsen svarer næppe til Profetien!

 

Og derfor kan vi trygt gaa ud fra, at Genforeningen mellem Israel og Juda kan ikke have fundet Sted, men venter endnu paa sin herlige Fuldendelse.

 

Jeremias.

”I de Dage skal Judas Hus gaa til Israels Hus, og de skal komme til hobe ud fra Nordens Land til det Land, jeg gav Eders Fædre til Arv.” (Jer. 3, 18).

 

Fandt dette Sted, da Juda drog ud efter Kyrus’ Forordning? Judas Hus gik ikke til Israels Hus paa den Tid.

 

”Og jeg vil gøre Ende paa Judas Fangenskab og Israels Fangenskab, og jeg vil bygge dem som i Begyndelsen”. (Jer. 33, 7-18).

 

Vendte de tilbage til deres gamle Besiddelser? Kom de tilbage til Samaria? Det udgjorde en meget stort Part af Israels gamle Rige. Vi ved, at de aldrig tog denne Del af Palæstina i Besiddelse mere. Derfor er de endnu ikke blevet ”bygget op som i Begyndelsen”. Læs hele Kapitlet.

 

En Efterkommer af David skulde regere over dem. Dette skete heller ikke; thi de havde ingen Konge ved deres Tilbagekomst fra Babylon.

 

Ezekiel

Hos Ez, 37, 15-28 omtales to Stave, den ene repræsenterende ”Josefs Hus og hans Medbrødre” (Israels Rige - de ti Stammer). Den anden repræsenterer ”Juda Hus og hans Medbrødre” (Juda Rige).

 

Disse to Stave skulde føjes sammen til en Stav, som et Symbol paa Genforening.

 

”Og jeg vil gøre dem til én Nation i Landet paa Israels Bjerge, og én Konge skal være Konge for dem alle. Og de skal ikke mere være to Nationer og ikke mere dele sig i to Riger” (V. 22).

 

”Og David, min Tjener, skal være Konge over dem, og én Hyrde skal der være for dem alle” (V. 24).

 

”Og de skal bo i det Land, jeg gav min Tjener Jacob, i hvilket eders Fædre boede, og de skal bo i det, de og deres Børn og deres Børnebørn til evig Tid; og min Tjener David skal være deres Fyrste evindelig.” (V. 25).

 

Fandt alt dette Sted efter Fangenskabet i Babylon?

 

En kristen Forfatter skriver virkelig, at dette er en fuldbyrdet Begivenhed! Havde de en Konge enten ved Navn David eller af Davids Hus?

 

Blev de boende i Landet for evigt? Profeten siger jo, at efter deres Genforening og Genoprettelse skal de være i uafbrudt Besiddelse af Landet.

 

Men Jøderne blev drevet ud af Lan­det Aar 70!

 

Amos

Her har vi, hvad Amos siger, han som var de ti Stammers Profet:

 

”Og jeg vil gøre Ende paa mit Folk, Israels, Fangenskab, og de skal opbygge ødelagte Steder og bo der og plante Vingaarde og drikke deres Vin og opdyrke Haver og æde deres Frugt. Og jeg vil plante dem i deres Land, og de skal ikke mere oprykkes af deres Land, som jeg bar givet dem, siger Herren, din Gud.” (Amos 9, 14-15) Israel kom ikke igen til at bebo det store Landomraade, Samaria. Hvis de var vendt tilbage, saa var de aldeles afgjort blevet ”oprykket af deres Land”; thi de var da blevet udjaget af Romerne i det første Aarhundrede.

 

Nej, Gud plantede ikke Israel i deres Land, da han gengav Juda deres Byer.

 

Kort sammenfattet: Naar Israel vender tilbage til Foreningen med Juda i det gamle Land,

1. skal de være en utallig Skare.
2. ”Sønner af den levende Gud”.
3. Deres Antal skulde forøges overordentligt i Landet.
4. De skulde bo i Landet for evigt.
5. De skulde ikke oprykkes mere.
6. Og de skulde have en Konge over sig (en David eller af Davids Linje).

Der er et Punkt, til, vi skal notere os. Er der nogen Antydning i de tidlige Skrifter af en stor Adskillelse mellem Juda og de andre Stammer? Ja, der er.

 

Vi finder denne Antydning i Mose Ord, da han velsignede de tolv Stammer før sin Død.

 

5. Mos. 33, 1-7: ”Og dette er den Velsignelse, med hvilken Moses, den Guds Mand, velsignede Israels Børn for sin Død…

 

Og dette er Juda Velsignelse: Hør, o Herre, Judas Rest og før ham til hans Folk! Og vær du en Hjælp for ham mod hans Fjender.”

 

Det er vel værd at mærke sig disse Ord. Gud anraabes om at høre Judas Røst. Denne Røst er tydeligt et Nødraab, thi han er under Fjenders Tryk. Dette peger paa en speciel Nød For Juda i de sidste Tider.

 

Ialtfald er det en Kendsgerning, at Juda i disse Afslutningens Tider har været og er et forfulgt og undertrykt Folk. Lige siden de korsfæstede deres Messias, har Guds Vrede hvilet tungt over dem. Og hvad betyder Ordene: ”Før ham til hans Folk!”? Uden Tvivl det, at Juda er adskilt fra de øvrige af Stammerne, og Mose Bøn er, at Gud vil høre deres Raab og fremskynde den herlige Dag, da de genforenes med deres Folk fra de andre Stammer. Disse Ord var en profetisk Ytring om Adskillelsen mellem Juda og deres Brødre af Israel.

 

Skriftens og Historiens Vidnesbyrd er overvældende.

 

Man kan ikke finde det fjerneste Gran af Bevis for, at vore Dages Jøder er andre end Judas Hus.

 

Men naar det nu er saadan, saa maa Ti-Stamme Riget findes et Sted paa Jorden, nydende de underfulde Løfter, som er givet dem i Skrifterne.

 

Dr. Neubauer skriver i et jødisk Blad (”Jewish Chronicle”): ”Hvis Kristus er kommet, som I Kristne paastaar, da maa Josefs Hus komme for Dagen. Og det, I har at gøre, er at finde det Folk, som repræsenterer dem.”

 

 

Anna Bjørner i Trondhjem i Norge i 1930

 

 

Udvælgelsen

af Anna Bjørner

(Evangeliebladet, 18. feb., 1931)

 

Rom. 9, 18: ”Altsaa: hvem han vil, den miskunder han sig over; og hvem han vil, den forhærder han.” - Gud har sin egen Vilje og Plan med Sagerne paa Jord. Lad det ikke forarge os, at det er saadan, men lad os bøje os for Skaberens Suverænitet: ”Hvem han vil, den miskunder han sig over; og hvem han vil, den for­hærder han.”

 

”Ikke alle er Israeliter, fordi de er Abrahams Æt”. Abraham havde andre Børn end Isak, han havde Ismael, hans Søn ”efter Kødet”. Men han var ikke ”Løftets Søn”; hans Efterkommere (Araberne) er et Folk, som har gjort Israel megen Skade; men begge er de af samme Folk, begge er de Abrahams Efterkommere; men Ismaels Efterkommere hører ikke til”Udvælgelsen”. Saadan er ogsaa Jacob Løftets Søn fremfor Esau (1. Mos. 25,23).

 

Rom. 9, 11-12: ”Thi da de endnu var ufødte og endnu ikke havde gjort hverken godt eller ondt - for at Guds Raad efter hans Udvælgelse skulde staa ved Magt, ikke ved Gerninger, men ved ham, som kalder - da blev der sagt til hende: den ældre skal tjene den yngre”, Esau – vore Dages Tyrkerfolk - skulde komme til at tjene Jakob - Israel. Det er Guds Beslutning.

 

Saa nævner Paulus i samme Kapitel Farao. Han staar som Fyrsten over al Verdensmagten, og nu vil Gud paa ham vise, at Han selv, Israels Konge, Jehova, er større og har Overherredømmet over alle Jordens Hedningenationer og deres Herskere - over alt det, vi kalder for ”Verden”. Farao forhærdede sig selv først, og saa forhærdede Gud ham bagefter.

 

Gud har ladet ham staa frem, for at alle Nationer i Verden skal se, at Israels Konge, Jehova, er den store, som har Overherredømmet over hele Verden og alle verdslige Organisationer, derfor staar her i Rom. 9, 23: ”… saa han ogsaa kunde kundgøre sin Herligheds Rigdom ”over Miskundhedens Kar, som han forud havde bestemt til Herlighed.” Miskundhedens

 

Kar er ikke det enkelte Menneske, det er Israel, der var forudbestemt til Herlighed. Gennem hele Skriften lige fra Sem gaar den guddommelige Udvælgelses-Linje. Det er en Udvæl­gelse til Verdensherredømme og Tjeneste. Gud har en Nation, som skal repræsentere Ham paa Jorden. Der maa en Nation beredes, for at ”Riget” kan komme. Nationen er Israel. Og der maa en Konge i Spidsen for Nationen. Kongen er Jesus. Og Lovene, som vi har i Mose-Loven og i Bjerg-prædikenen, er Guds Nations Love. Is­raels Nation er forud bestemt af Gud til Herlighed, det maa vi faa Øjnene opladte for.

 

Saa har Gud nogle ”Vredens Kar” dannet til Undergang. Herpaa er Farao et Billede. Et Billede paa alle Hedninge-Organisationer, der forud er bestemte til Undergang; det er altsaa ikke det enkelte Menneske, der er ”forud bestemt” til Fortabelse, det Ord Fortabelse bruges slet ikke her, men ”Undergang”, ”Ødelæggelse”. Ingen af Hedninge-Nationernes Organisationer skal blive staaende, naar Herrens store nationale Rige, Israel, ”dækker hele Jorden”. Alle Nationer skal bøje sig for det, og fra Jerusalem skal der udgaa Lov til dem alle, (og hver Hedninge-Nation, som forud var dannet til Vanære, skal, idet de bøjer sig for den Lov, hvorefter Gud leder sin Nation, Israel, blive et ”Ærens Kar” for Gud). Men deres egne selvbestaltede Love omstyrter Gud, Gud har sagt mange Steder, at ingen af disse menneskelige Tanker skal komme til at bestaa; men Guds Rigstanke skal føres frem paa Jorden.

 

”Og til at vorde slige (Ærens Kar), kaldte han ogsaa os, ikke bare af Jøder, men ogsaa af Hedninger”. (Rom. 9, 24). Det er maaske vanskeligt for os at forstaa, at naar her tales om Hedninger, betyder det de ti Stam­mer af Israel, som var blevet som et Hedningefolk. Israel var spredt i mange Millioner ud over Landene, da Paulus skrev sine Breve og kaldte dem for Hedninger; for Israels Folk var gaaet op i Hedningenationerne og var forkastet af Gud - dog kun til en Tid.

 

Paulus fortsætter: ”… som han ogsaa siger hos Hoseas: Det, som ikke er mit Folk, vil jeg kalde mit Folk, og hende, som ikke er elsket, vil jeg kalde min elskede” (Vers 25). Dette Citat viser jo, at det er ”Israel”, Paulus kalder ”Hedninger” her i Rom. 9, 24. Profeten Hoseas’ Bog er saa righoldig m. H. t. Profetier om Israel. I 1. Kap. ser vi, hvordan Profeten paa Herrens Befaling ægter en Horkvinde, der føder ham tre Børn, som efter Herrens Ord faar Navnene: Jisre’el (adspredt), Lo-Rukama (den, som ikke har fundet Barmhjertighed) og Lo-Ammi (Ikke mit Folk). Herigennem vil Gud fastslaa, at Israel, Hans Ægtehustru, var Ham utro og derfor skulde blive spredt blandt Nationerne - forkastet. Men længere nede: ”Dog skal Israels Børns Tal vorde som Havets Sand, der ikke lader sig maale og ikke tælle...”

 

I 3. Kap. 5. Vers: ”Derefter skal Israels Børn vende om og søge Herren, deres Gud og David, deres Konge, og bævende skal de komme til Herren og til hans Goder i de sidste Dage”.

 

Igennem Esaias og flere andre af Profeterne tugter og formaner Gud Israel og siger, at det har været Ham utro og været genstridig. Men Gud kalder alligevel dette forkastede Folk for sin ”Søn”, sin ”Hustru”, sin ”Brud”, sin ”Trolovede”, for Gud elsker dette Folk. Tænk ikke ved Navnet Israel paa en eller to Millioner af Juda Stamme, som kaldes Jøder, men tænk paa de mindst ti Gange saa mange ”Israeliter” af Tistamme-Folket.

 

I Højsangen omtales ”Bruden og Brudgommen”. Bruden er Israel, det er ikke Menigheden i den Nye Pagt; der tales ikke om den nytestamentlige Kirke i den Gamle Pagt. Første Gang Ordet ”Menighed” kommer frem, er, da Jesus siger til Simon Peter: paa denne Klippe vil jeg bygge min Menighed.

 

”Gud har sluppet Israel”, siger Kirkens Folk, og har sat Kirken i dets Sted. - Nej! og atter Nej! Fra evig Tid har Gud lagt sin Plan for Israel, og parallelt med den gaar Beredelsen af ”Kristi Legeme”, som er Menighe­den.

 

Vi finder Israel-Planen i alle Jesu Lignelser. Vi vil finde Ordet ”ti” i mange af Lignelserne; det er ti-Stamme-Folket. Om vi faar fat paa dette, vil vi se, hvorledes disse dunkle Lig­nelser lukker sig op. Vi har Lov til ogsaa at lægge en aandelig Betydning i dem, det er sandt; men vi maa ikke gaa Israel forbi. Dette laa Paulus saa meget paa Hjerte. Og ogsaa i Jakobs Brev har vi samme Tanke: ”Jakob, Guds og den Herre Jesu Kristi Tjener, hilser de tolv Stammer, som er spredte omkring i Landene.” Israel gaar igennem hele Skriften fra Udkaldelsen af Abraham til Aabenbaringens Bogs sidste Blad. Det er Guds store Kongstanke, som vi skal være med til at føre frem. Vi maa være klare over, at Gud har en Tanke med Israel paa Jord. Han vil føre dem ud af deres ”Grave”, thi Ti-Stamme-Folket er som et afdødt Folk, indtil Herren lader dem staa op en Dag, ”en saare stor Hær.”

 

 

Anna Bjørner og enkeprovstinde Johanne Mollerup, der var enken efter en indremissionær. Anna kaldte med sine egne ord enkeprovstinden for 'en Moder i Israel'.

 

 

Israels ti tabte Stammer fundet

af Anna Bjørner

(Evangeliebladet, 16. apr., 1930)

 

De fleste Kristne har den Opfattelse, at Guds Plan med Israel ganske er mislykket for Ham, saa Han til sidst har maatet opgive det hele og forkaste dette genstridige Folk og vælge et andet, nemlig Menigheden, den kristne Kirke, og nu faar saa den alle de Velsignelser, som Gud havde tiltænkt Israel, og saa kan Israel selv beholde alle Forbandelserne.

 

Dette synes at være Kristenhedens almindelige Tankegang m. H. t. Israel.

 

Passer det med Guds Ord? Nej, slet ikke.

 

Guds Plan med Israel begynder med Abrahams Udvælgelse, Abraham var hverken Jøde eller Israelit, men Hebræer – kaldet saadan efter Sems Sønnesøn Eber (1. Mos. 10, 24).

 

Gud aabenbarer sig for Abraham og siger: ”Jeg vil gøre dig til en stor Nation og velsigne dig og gøre dit Navn stort, og vær en Velsignelse, og jeg vil velsigne den, som velsigner dig, og den, som forbander dig, vil jeg forbande; og i dig skal alle Slægter paa Jorden velsignes.” Gud gentager denne Velsignelse for Isak. Og til Jacob siger Gud: ”Din Sæd skal blive som Støv paa Jorden, og du skal udbredes mod Vesten og mod Østen og mod Norden og mod Sønden - - dit Navn skal ikke mere kaldes Jacob, men Israel skal være dit Navn - - en Nation og en Samling af Nationer skal vorde af dig - - og det Land, som jeg har givet Abraham og Isak, vil jeg give dig og DIN SÆD EFTER DIG.” (1. Mos. 28, 14; 35, 10.)

 

Vi følger saa Hebræernes Historie i Ægypten, ser dem under Mose Lederskab forlade dette Land, følger dem under Josva og Dommerne og ser dem kræve en Konge af Samuel. Da denne fortvivlet beder til Herren for denne Sag, svarer Gud ham: ”Hør Folkets Røst - - thi ikke dig har de forkastet, men mig har de forkastet, at jeg ikke skal regere over dem.”

 

Gud selv var Israels Konge, men Ham forkaster de i deres Blindhed og Genstridighed.

 

Saul falder fra Herren. Og David, Manden efter Guds Hjerte, udvælges og salves til Konge med den hellige Olje af Samuel.

 

Med ham fornyer Gud Pagten, som Han har gjort med Abraham, Isak og Jacob.

 

”Naar dine Dage er til Ende, og du ligger hos dine Fædre, da vil jeg oprejse din Sæd efter dig, ham, som skal komme af dit Liv, og jeg vil stadfæste hans Rige. - - Jeg vil være ham en Fader, og han skal være mig en Søn, hvem jeg, naar han handler ilde (dette er altsaa ikke Kristus, men Salomon) vil straffe med Menneskenes Ris og Menneskenes Børns Plager; men min Miskundhed skal ikke vige fra ham - - men dit Hus og dit Rige skal blive bestandigt, evindeligt for dit Ansigt, din Trone skal være fast evindelig.” (2. Sam. 7.)

 

Dette Løfte gentages i Salme 89:

 

”Jeg har fundet david, min Tjener, jeg har salvet ham med min hellige Olje - - jeg vil lade hans Sæd bestaa evindelig, og hans trone, saa længe Himmelens Dage varer. Dersom hans børn forlader min Pagt og ikke forandre det, som er gaaet over mine Læber - -.” (Se ogsaa Jeremias 33, 19-26.)

 

Altsaa et Løfte om uafbrudt Kongemagt givet til Davids Sæd uden Betingelser. Deres synder skal vel blive tugtede; men ”Davidspagten” skal staa ved Magt, og ”Der skal ikke fattes for David en Mand, som skal sidde paa Israels Hus’ Trone.” (Jer. 33, 17.)

 

Kong Salomon synder mod Slutningen af sin Regering mod Herren (1. Kong. 11, 6-11). Og Herren deler Riget ca. 980 f. Kr. i to: Israels rige med Hovedstaden Samaria og Juda Rige med Hovedstaden Jerusalem. (Læs den interessante Beretning i 1. Kong. 11, 26-31, og 12. Kap.). Juda kaldes Judaitter eller Jøder efter Jacobs fjerde Søn Juda. Israels 10 Stammer kaldes aldrig Jøder, men gaar fra nu af under Benævnelsen Israel, Jacob, Efraim eller Josefs Hus.

 

Israels Synder og Herrens Tugt rammer dem. Aar 721 f. Kr. bortføres de af Kong Salmanasser til Assyrien (2. Kong. 17, 6). De vender ikke som et Tistammefolk senere tilbage til Palæstina, men er fra nu af de ”tabte Faar af Israels Hus”. Bibelens Historie slipper dem her i det assyriske Fangenskab; men Bibelens Profetier følger dem med sin Tugt, sine Formaninger og Løfter. (Se Hoseas 1. Kap., hvor de ti Stammers Forkastelse beskrives, men ogsaa deres herlige Antagelse.)

 

Hos Esaias finder vi dem igen. Fra det 40. Kap. Har vi Guds Budskab gennem sin Profet til Israel paa ”Øerne”, Øerne Nord-Vest for Palæstina – de britiske Øer – dertil har Videnskabsmanden sporet Israel i vore Dage paa deres Vandringer ud fra det assyriske Fangenskab.

 

Ca. 134 Aar senere end Israels Bortførelse falder Guds Tugts Ris paa det syndige Juda, og de føres i Fangenskab til Babylon 587 f. Kr. for at gaa ind under samme Tugtsperiode – 2520 Aar – som Israel, hvilken Periode for Israel endte ca. Aar 1800 og for Juda vil afsluttes 1934-36.

 

Juda vender tilbage til Jerusalem 70 Aar senere og forbliver dér til Aar 70 efter vor Tidsregning. Jesus Kristus fødes iblandt dem, forkynder ”Rigets Evangelium”, d. v. s. den nationale Side af Guds Frelsesplan. Han forkastes, og Dommen over Juda stadfæstes i disse Ord af Jesu Mund:

 

”Guds Rige skal tages fra eder og gives til en Nation, som bærer dets Frugter.” (Mat. 21, 43.) Ikke til en Menighed, som jo ingen geografiske Grænser har, men til en Nation. ”Riget” er gaaet fra Juda over til Israel!

 

Men hvordan er det nu gaaet med Guds urokkelige Pagt med David, at der aldrig skulle fattes ham en Konge, som skulde sidde paa hans Trone?

 

Ja, her har Vantroen grebet sin Anledning til pure Forkastelse af den hele Skrift. Thi Gud har ikke holdt sin Ed til David, hvor kan vi saa stole paa Hans øvrige Løfter?

 

Men Gud har holdt sin Ed til David og til Abraham, Isak og Jacob. Men to gange har Guds Løftes Opfyldelse saa at sige hængt i en Traad.

 

Den ene Gang er beskrevet i 2. Kong. 11. Kap., hvor der fortælles, at da Kong Ahasias var død, ”udryddede hans Moder, Athalia, al kongelig Sæd i Juda; men Ahasias’ Søster tog Joas, Ahasias’ 1-aarige Søn, og stjal ham midt ud fra Kongens Børn, som blev dræbte, ham og hans Amme, og de skjulte ham for Athalia, saa han ikke blev dræbt, og holdt ham gemt i Herrens Hus i seks Aar. Men da Drengen var 7 Aar, førte Jojada, Præsten, ham frem for de samlede Høvedsmænd, satte Kronen paa ham og salvede ham til Konge i Juda paa Forhøjningsstenen som Skik var.”

 

Den anden Gang, Løftet om fortsat Kongedømme hænger i en Traad, er under den sidste Konge i Juda, Zedekias (2. Kong. 25. Kap.).

 

Nebukadnezar, Kongen af Babel, kommer med hele sin Hær mod Jerusalem, indtager Staden, griber Zedekias, nedhugger hans Sønner, blinder hans Øjne og fører ham til Babel.

 

Nu kan Guds Ed da ikke reddes?

 

Jo! Vi læser hos Jeremias, som er Kong Zedekias’ Bedstefader (2. Kong. 24, 18) om ”Kongens Døtre”, som flygter fra Kaldæerne til Ægypten i Følge med deres Olderfader Jeremias og Skriveren Baruk. (Jer. 43, 6).

 

Og see saa, hvad Gud siger om Zedekias’ Datter, den unge Prinsesse Tamar, hos Profeten Ezekiel, 17. Kap.

 

Ezekiel fremsætter en Lignelse om en stor Ørn, som tog Toppen af et Cedertræ paa Libanon og plantede af dets Kviste et nyt Vintræ, hvilket bøjede sig til en anden Ørn. Han forklarer om Jekonias’ Bortførelse og Zedekias’ Indsættelse til Konge og dennes Frafald fra Kongen af Babel, idet han søgte Hjælp hos Kongen af Ægypten. Og Guds Dom lyder:

 

”Og jeg vil udbrede mit Garn over ham - - og føre ham til Babel og dèr gaa i Rette med ham for hans Troløshed. - - Saa siger den Herre: men jeg vil tage af det høje Cedertræs Top og plante; af dets øverste Kviste vil jeg afbryde et spædt Skud (Zedekias’ Datter) og plante det paa et højt og fremragende Bjærg. Paa Israels (ikke Judas’) høje Bjærg vil jeg plante det, og det skal faa Grene og bære Frugt og blive til et herligt Cedertræ; og allehaande Fugle - - - skal bo under dets Grenes Skygge.” (Et mægtigt Rige, som hersker over mange Folkeslag).

 

Med denne profetiske Lignelse ender den bibelske Beretning om det sidste ”spæde Skud” af Juda Kongeæt.

 

Men Irlands Historie tager Traaden op og fortæller, at der en Dag lagde et Skib til ved Irlands Kyst, og om Bord var der en gammel Profet fra ”Jødeland” og hans Skriver Bruch (Baruk) samt en ung, dejlig Prinsesse af Juda Kongehus, Tamar Tephi, som havde med sig Judas Scepter og Kroningssten, hvorpaa alle Konger i Juda var blevet kronede.

 

Prinsessen ægtede i Irland Kong Hermon af Dans Stamme, og fra dette Par nedstammer det engelske Kongehus.

 

Paa ”Jehovas Trone”, overført til de britiske Øer, sidder der i Øjeblikket en Ætling af Kong David og hersker over ”en Nation og en Samling af Nationer”.

 

Da han blev salvet til Konge paa Kroningsstenen, som i sin Tid var ført fra Irland til Skotland og derfra til London, hvor den grove Klippesten er indsat i Tronstolen, som staar i Westminster Abbey, da udtalte Ærkebiskoppen disse Ord:

 

”Vær salvet med den hellige Olje, som Konger, Præster og Profeter blev salvede, og som Kong Salomon blev salvet til Konge af Zadok, Præsten og Natan, Profeten, saaledes være du den salvede, velsignede og helligede Konge over dette Folk, som Herren, din Gud, har givet dig at styre og lede.”

 

Se til Slut Profetierne om Israels ti Stammer – hvad de skulde blive og eje i denne Evangelietidsalder, og hvad Storbritannien er og har.

1. En stor Nation med et stort Navn.
2. Eje deres Fjenders ”Port”. (Alle Havindgangene kontrolleres af de engelsktalende Folk): 1. Mos. 22, 17.
3. En Nation og en Samling af Nationer. 1. Mos. 35, 11.
4. Under den Ny Pagt skulde de være Kristne – i national Betydning: Hos. 1, 10; 2, 23.
5. Ypperst blandt Nationerne: Jeremias 31, 7.
6. Manasse-Israel skal blive ”et stort Folk”, men Efraim-Israel skal blive ”større end han” (Amerika -  Briatnnien): 1. Mos. 48, 19.
7. En Mangfoldighed ”som Himlens Stjerner”, som ”Sand”, som ”Jordens Støv” – ”formeres som Fisk”: 1. Mos. 28, 14; 32, 12; Es. 54, 1-17.
8. De skulde plantes paa deres ”eget Sted” og ikke vandre mere derfra og ikke ”uroes mere af Uretfærdighedens Børn” – deres Fjender. Stedet lyder: ”Og jeg vil berede mit Folk Israel (altsaa de 10 Stammer) et Sted og plante det, for at det maa bo paa sit Sted – o. s. v.” 2. Sam. 7, 10. Dette sagde Herren gennem Prof. Natan, da David sad i Ro og herskede over alle 12 Stammer; men ikke mange Aar efter var Folket splitte i to Nationer og Israel ført til Assyrien, hvorfra det vandrede til ”sit eget Sted”, som Prof. Natan havde forudsagt det.
9. Dette Sted kaldes: ”Havets Øer”, ”Øerne i det fjærne”, i ”Nordens Land”: Es. 11, 11-12; 24, 15; Jer. 31, 10; 3, 18.
10. Dette Land skal blive for lille for deres Mangfoldighed: Es. 49, 20.
11. En søfarende Nation: 4. Mos. 24, 7; Sal. 89, 26.
12. Uovervindelige som militær Magt: Mika 5, 6-8.
13. Nationalt Emblem Løven (der siges, at alle de Lande, som fører Løven i deres Vaaben, er af Israels 10 Stammer): 4. Mos. 23, 24. (Kongeflaget Davids Harpe – det samme fører den engelske Konge).
14. En Velsignelse for andre Nationer som Guds Vidner: Es. 43, 7-21; 27, 6; Mt. 21, 43.
15. Ejere af et stort ikke-kristent Rige: Sal. 111, 6.
16. Enorme Rigdomme, saa de kan laane til alle Nationerne – men ikke selv behøver at laane. Ogsaa styre andre Nationer, men ikke selv blive styret af dem: 5. Mos. 15, 6.
17. Kendt som en Sæd, Herren har velsignet: Es. 61, 9.
18. De skulde udbredes mod Vest, Øst, Nord og Syd: Amerika, Indien, Australien, Afrika, Ægypten – Jerusalem i 1917.

Hele Landomraadet fra Nilen til Eufrat, som af Gud var lovet Abrahams Sæd efter Kødet, er nu under BRITISK MANDAT. (1. Mos. 15, 18).

 

 

 

Hjem/Home            Artikler/Articles