Udvælgelsen

af Anna Bjørner

Fra Evangeliebladet - Organ for den apostolske Kirke i Danmark, nr. 7, 18. februar, 1931, s. 3-4

Rom. 9, 18: ”Altsaa: hvem han vil, den miskunder han sig over; og hvem han vil, den forhærder han.” - Gud har sin egen Vilje og Plan med Sagerne paa Jord. Lad det ikke forarge os, at det er saadan, men lad os bøje os for Skaberens Suverænitet: ”Hvem han vil, den miskunder han sig over; og hvem han vil, den for­hærder han.”

”Ikke alle er Israeliter, fordi de er Abrahams Æt”. Abraham havde andre Børn end Isak, han havde Ismael, hans Søn ”efter Kødet”. Men han var ikke ”Løftets Søn”; hans Efterkommere (Araberne) er et Folk, som har gjort Israel megen Skade; men begge er de af samme Folk, begge er de Abrahams Efterkommere; men Ismaels Efterkommere hører ikke til”Udvælgelsen”. Saadan er ogsaa Jacob Løftets Søn fremfor Esau (1. Mos. 25,23).

Rom. 9, 11-12: ”Thi da de endnu var ufødte og endnu ikke havde gjort hverken godt eller ondt - for at Guds Raad efter hans Udvælgelse skulde staa ved Magt, ikke ved Gerninger, men ved ham, som kalder - da blev der sagt til hende: den ældre skal tjene den yngre”, Esau – vore Dages Tyrkerfolk - skulde komme til at tjene Jakob - Israel. Det er Guds Beslutning.

Saa nævner Paulus i samme Kapitel Farao. Han staar som Fyrsten over al Verdensmagten, og nu vil Gud paa ham vise, at Han selv, Israels Konge, Jehova, er større og har Overherredømmet over alle Jordens Hedningenationer og deres Herskere - over alt det, vi kalder for ”Verden”. Farao forhærdede sig selv først, og saa forhærdede Gud ham bagefter.

Gud har ladet ham staa frem, for at alle Nationer i Verden skal se, at Israels Konge, Jehova, er den store, som har Overherredømmet over hele Verden og alle verdslige Organisationer, derfor staar her i Rom. 9, 23: ”… saa han ogsaa kunde kundgøre sin Herligheds Rigdom ”over Miskundhedens Kar, som han forud havde bestemt til Herlighed.” Miskundhedens Kar er ikke det enkelte Menneske, det er Israel, der var forudbestemt til Herlighed. Gennem hele Skriften lige fra Sem gaar den guddommelige Udvælgelses-Linje. Det er en Udvæl­gelse til Verdensherredømme og Tjeneste. Gud har en Nation, som skal repræsentere Ham paa Jorden. Der maa en Nation beredes, for at ”Riget” kan komme. Nationen er Israel. Og der maa en Konge i Spidsen for Nationen. Kongen er Jesus. Og Lovene, som vi har i Mose-Loven og i Bjerg-prædikenen, er Guds Nations Love. Is­raels Nation er forud bestemt af Gud til Herlighed, det maa vi faa Øjnene opladte for.

Saa har Gud nogle ”Vredens Kar” dannet til Undergang. Herpaa er Farao et Billede. Et Billede paa alle Hedninge-Organisationer, der forud er bestemte til Undergang; det er altsaa ikke det enkelte Menneske, der er ”forud bestemt” til Fortabelse, det Ord Fortabelse bruges slet ikke her, men ”Undergang”, ”Ødelæggelse”. Ingen af Hedninge-Nationernes Organisationer skal blive staaende, naar Herrens store nationale Rige, Israel, ”dækker hele Jorden”. Alle Nationer skal bøje sig for det, og fra Jerusalem skal der udgaa Lov til dem alle, (og hver Hedninge-Nation, som forud var dannet til Vanære, skal, idet de bøjer sig for den Lov, hvorefter Gud leder sin Nation, Israel, blive et ”Ærens Kar” for Gud). Men deres egne selvbestaltede Love omstyrter Gud, Gud har sagt mange Steder, at ingen af disse menneskelige Tanker skal komme til at bestaa; men Guds Rigstanke skal føres frem paa Jorden.

”Og til at vorde slige (Ærens Kar), kaldte han ogsaa os, ikke bare af Jøder, men ogsaa af Hedninger”. (Rom. 9, 24). Det er maaske vanskeligt for os at forstaa, at naar her tales om Hedninger, betyder det de ti Stam­mer af Israel, som var blevet som et Hedningefolk. Israel var spredt i mange Millioner ud over Landene, da Paulus skrev sine Breve og kaldte dem for Hedninger; for Israels Folk var gaaet op i Hedningenationerne og var forkastet af Gud - dog kun til en Tid.

Paulus fortsætter: ”… som han ogsaa siger hos Hoseas: Det, som ikke er mit Folk, vil jeg kalde mit Folk, og hende, som ikke er elsket, vil jeg kalde min elskede” (Vers 25). Dette Citat viser jo, at det er ”Israel”, Paulus kalder ”Hedninger” her i Rom. 9, 24. Profeten Hoseas’ Bog er saa righoldig m. H. t. Profetier om Israel. I 1. Kap. ser vi, hvordan Profeten paa Herrens Befaling ægter en Horkvinde, der føder ham tre Børn, som efter Herrens Ord faar Navnene: Jisre’el (adspredt), Lo-Rukama (den, som ikke har fundet Barmhjertighed) og Lo-Ammi (Ikke mit Folk). Herigennem vil Gud fastslaa, at Israel, Hans Ægtehustru, var Ham utro og derfor skulde blive spredt blandt Nationerne - forkastet. Men længere nede: ”Dog skal Israels Børns Tal vorde som Havets Sand, der ikke lader sig maale og ikke tælle...”

I 3. Kap. 5. Vers: ”Derefter skal Israels Børn vende om og søge Herren, deres Gud og David, deres Konge, og bævende skal de komme til Herren og til hans Goder i de sidste Dage”.

Igennem Esaias og flere andre af Profeterne tugter og formaner Gud Israel og siger, at det har været Ham utro og været genstridig. Men Gud kalder alligevel dette forkastede Folk for sin ”Søn”, sin ”Hustru”, sin ”Brud”, sin ”Trolovede”, for Gud elsker dette Folk. Tænk ikke ved Navnet Israel paa en eller to Millioner af Juda Stamme, som kaldes Jøder, men tænk paa de mindst ti Gange saa mange ”Israeliter” af Tistamme-Folket.

I Højsangen omtales ”Bruden og Brudgommen”. Bruden er Israel, det er ikke Menigheden i den Nye Pagt; der tales ikke om den nytestamentlige Kirke i den Gamle Pagt. Første Gang Ordet ”Menighed” kommer frem, er, da Jesus siger til Simon Peter: paa denne Klippe vil jeg bygge min Menighed.

”Gud har sluppet Israel”, siger Kirkens Folk, og har sat Kirken i dets Sted. - Nej! og atter Nej! Fra evig Tid har Gud lagt sin Plan for Israel, og parallelt med den gaar Beredelsen af ”Kristi Legeme”, som er Menighe­den.

Vi finder Israel-Planen i alle Jesu Lignelser. Vi vil finde Ordet ”ti” i mange af Lignelserne; det er ti-Stamme-Folket. Om vi faar fat paa dette, vil vi se, hvorledes disse dunkle Lig­nelser lukker sig op. Vi har Lov til ogsaa at lægge en aandelig Betydning i dem, det er sandt; men vi maa ikke gaa Israel forbi. Dette laa Paulus saa meget paa Hjerte. Og ogsaa i Jakobs Brev har vi samme Tanke: ”Jakob, Guds og den Herre Jesu Kristi Tjener, hilser de tolv Stammer, som er spredte omkring i Landene.” Israel gaar igennem hele Skriften fra Udkaldelsen af Abraham til Aabenbaringens Bogs sidste Blad. Det er Guds store Kongstanke, som vi skal være med til at føre frem. Vi maa være klare over, at Gud har en Tanke med Israel paa Jord. Han vil føre dem ud af deres ”Grave”, thi Ti-Stamme-Folket er som et afdødt Folk, indtil Herren lader dem staa op en Dag, ”en saare stor Hær.”

Hjem            Artikler            Scanning af den originale artikel