Israel og Menigheden

 af Anna Bjørner

Fra Evangeliebladet – Organ for den apostolske Kirke i Danmark, 17. juni, 1931, s. 4 og 6

De fleste kristne har den opfattelse, at Gud ville udtage Israel og gennem dem vise Sin hellighed overfor de andre nationer omkring dem; men det mislykkedes desværre for Ham, og tilslut forkastede Han det hele folk og udvalgte et andet, d.v.s. menigheden, den kristne kirke, og nu får den alle de velsignelser, som Gud lovede Israel, men Israel må selv beholde alle forbandelserne. – Dette er kristenhedens almindelige tankegang angående ’Israel’. Passer det med Skriften? Nej!

Guds plan med Israel begynder i 1. Mosebog 12. kapitel med Abrahams udvælgelse. Så kan vi følge dette folk gennem alle Mosebøgerne, gennem Dommernes og Kongernes Bøger. Og kommer vi til Profeterne, så er det til Juda og Israel de næsten hele tiden taler, hvem de formaner, tugter og trøster.

Men når vi så kommer ind i Det Nye Testamente, skulle vi vel tro, at vi var færdige med det folk; nu er det jo menigheden, det hele drejer sig om! Men sådan er det slet ikke. Mattæus-Evangeliet begynder med Israel og taler om Jesus Kristus som Davids Søn. Gennem alle evangelierne finder vi Israels folk omtalt. Menigheden finder vi kun omtalt et eneste sted, nemlig i Mattæus 16, hvor Jesus siger til Peter, da denne har erkendt Ham som Guds Søn: ”det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader, som er i himmelen, på denne klippe (på Peters bekendelse af Jesus som Guds Søn) vil jeg bygge min menighed, og helvedes porte skal aldrig få overhånd over den.” Dette er det eneste sted i evangelierne, hvor menigheden udtrykkelig nævnes, ellers er det Israel hele vejen.

Men når vi kommer til brevene, så er vi vel færdige med det folk? Nej! Når Paulus skriver til Romerne, ser vi, at dette brev af fuldt af hans håb om Israels frelse, han skriver til israelitter, til dem, ”som kender loven”. Hebræerbrevet er et brev til hebræere, ikke til menigheden af hedningerod. Læser vi Peters breve, ser vi, de er skrevet til ’de adspredte’.

Så kommer vi til Åbenbaringens Bog. De tre første kapitler handler om menigheden; men i fjerde kapitel er det igen Israel og lige til afslutningen. – Så Gud er ikke færdig med det folk, skønt så mange kristne er det – men Gud forbyde os i den Apostolske Kirke at blive det.

Tør vi så sige, at Gud har forkastet dem, og drejer alt sig om menigheden, og alt, hvad Israel havde, har den nu fået? Tør vi sige det, når menigheden har en så forholdsvis lille plads i Skriften – det betyder jo ikke, at den har en lille plads i Skriften i forhold til Israel, som fylder den hele bog.

Hvad vil Gud med det folk? Han vil have et rige her på jorden, siger Bibelen, et jordisk retfærdighedsrige, et kærlighedsrige, et himmeriges rige på jorden, så Hans vilje også kan ske her. Og til et sådant rige hører der et folk og en jordisk konge. Og der hører love til, efter hvilke dette rige skal styres, og så hører der desuden landområde til.

I 1. Mosebog 12. kapitel kalder Gud en bestemt race hebræerne, idet Han udtager Abraham, det er det folk, som skal danne Riget, de udgør i øjeblikket mange millioner over den hele jord; men det gælder om, at Han kan få dem opvækket, gjort levende i ånden, få dem til at se, hvem de er, og hvilket vældigt privilegium de har.

Og denne nations konge fødtes. Det er det, vi fejrer fest for; men det er først og fremmest Israels fest.

Hos Lukas i det 1. kapitel ser vi det. Det er Israels kongesøn, der er født, Han, som skal være konge her på jorden. Zakarias vidnede om det. Lukas 1:68: ”Lovet være Herren, Israels Gud! thi han har besøgt og forløst sit folk.” Tror vi, dette er menigheden? Der var ingen menighed, da Jesus kom til jorden, født i en stald; men ikke desto mindre siger Zakarias, at han har besøgt ”sit folk”. Ja, Han har besøgt Sit folk, Israel. Han blev født i Israel, og Han besøgte Sit folk, og det var det folk, Han allerførst forløste; selv om folket som helhed forkastede Ham, så kom Han dog for at forløse Israel. Han kom desuden for at frelse hele verden; men Israel kom først. Zakarias siger videre: ”Og han har oprejst os et frelsens horn i sin tjener Davids hus.” Det er ikke noget, som har med menigheden at gøre, den har intet med Davids hus at gøre; men det har Jesus, Han kom fra Davids hus. ”Således som han har talt ved sine profeters mund fra fordums tid.” Der blev intet sagt om menigheden ved de hellige profeters mund, men der blev sagt meget om Israel. Og det er det, Zakarias hentyder til. ”En frelse fra vore fjender og fra alle deres hånd, som hader os, for at gøre barmhjertighed imod vore fædre…” (det var ikke menighedens fædre, men Israels) ”og ihukomme sin hellige pagt, den ed, som han svor vor fader Abraham, at han ville give os.” Med Abraham gjorde Gud en hellig pagt og sagde til ham, at han skulle blive til et mægtigt folk, ja, ikke blot et folk, men, siger Gud, en ”samling af nationer” skal komme af ham og hans efterkommere. Og Gud giver David de samme løfter og siger, at lige så sikkert, som solen, månen og stjernerne skal blive ved at fortsætte i deres baner, lige så sikkert skal Han aldrig svigte, hvad Han har lovet Abraham og David. Dette folk skal blive gjort til præster og konger i det rige, som kommer. Det var lovet ved profeterne – ”den ed, som han svor ved vor fader Abraham.” Abraham er menighedens åndelige fader, det er sandt, han er ”de troendes fader”, men han er ikke vor fader efter kødet. Han var Israels stamfader.

Som Esajas siger: ”… en søn er os given…” Det er ikke givet Kristi menighed nogen søn. Os er der givet en Frelser og Forsoner, som dør på korsets træ for vore synder; men Israel har brug for en Forløser fra deres fjender – såvel som for deres synder og for al deres genstridighed imod Gud – og de har brug for en jordisk Messias, som Gud har lovet dem og skal give dem.

Så giver Jesus Kristus, da Han træder frem og proklamerer sit Riges program, dette ’Riges love De havde allerede fået disse love på Sinaj bjerg; nu skærper Jesus dem. I Bjergprædikenen har vi det kommende riges love. Efter dem vil Messiasriget blive styret.

Fra Jerusalem i Palæstina skal Israels konge styre alle nationer på jorden. Jerusalem skal være midtpunktet til den tid. Jerusalem er jordens midtpunkt geografisk set. Jerusalem ligger lige imellem Østen og Vesten. Og det er en meget interessant kendsgerning, at alle vi, som bor i Vesten, skriver fra Vest mod Øst, medens de, som bor mod Øst, næsten alle skriver fra Øst til Vest – Jerusalem er centrum.

Men medens Guds mægtige plan med Israel modnes, samler Gud ved den Helligånd ud af alle folkeslag Kristi ’legeme’, menigheden, som skal være med Jesus, når Han kommer og forenes med Israel og stiller sig i spidsen for regeringen. Alle Hans frelste skal da være sammen med Ham og betjene alle nationerne i det himmelske rige på jord, som menneskene drømmer om, og som ifølge de profetiske udsagn er rykket os tæt ind på livet.

Hjem/Home            Artikler/Articles            Se scanning af original-artiklen