Hvem er Jøderne?

ved Anna Bjørner

Frit efter Dr. J. Llewellyn Thomas' Bog "God And My Birthright" (Gud og min Fødselsret)

(Fra Evangeliebladet - Organ for den apostolske Kirke i Danmark, nr. 22, 28. maj, 1930, s. 1-2 og nr. 29, 11. juni, 1930, s. 2-4)

Af hvilke Stammer i Israel er de sammensat? - Repræsenterer de alle tolv Stammer?

Eller med andre Ord:vendte de tolv Stammer tilbage til Palæstina efter det babyloniske Fangenskab - eller var det blot Juda, der vendte til­bage uden deres Brødre af Israels Hus?

Den almindelige Forestilling er den, at vore Dages Jøder repræsenterer alle de tolv Stammer. Men det er faa, som har gjort sig den Ulejlighed at undersøge den Sag nøjere.

Hvis dette almindelige Syn paa Jøderne er galt, saa er det klart, at Anvendelsen af Profetierne maa blive mere eller mindre forkert og føre til Forvirring.

Naar vi nu skal undersøge denne Sag, saa har vi følgende at gaa ud fra:

1) Skriftens direkte Vidnesbyrd om hvem, der vendte tilbage — specielt i Esras’ og Nehemias’ Bøger.

2) Apokryfernes Vidnesbyrd.

3) Historikeren Josefus’ Vidnesbyrd.

4) Vidnesbyrd fra de Profeter, som optraadte efter Fangenskabet.

5) De tydelige og klare Profetier med omhyggelige Detaljer m. H. t. Omstændighederne ved de to Huses Genforening, som man kan sammenligne med de Omstændigheder, der var til Stede ved Tilbagekomsten fra Fangenskabet. Og derved vil det være muligt at aføre, om disse Profetier er blevet opfyldte i Esras’ og Nehemias’ Dage.

”Jøder”

Naar vi gaar til denne Undersøgelse, er det nødvendigt at forstaa Udtrykket ”Jøder”, som vi finder det i det gamle Testamentes Bøger. Det er forbavsende saa overfladisk og ukorrekt de anvendes paa Prædike- og Talerstole. Gejstligheden og Ordets Forkyndere blandt Lægfolket er meget ubestemte og taagede m. H. t. dette Udtryks Mening og Begrænsning.

Abraham, Patriarken, var en Hebræer, Han var ikke Israelit og ikke Jøde, skønt han var Stamfader baade til Israelitter og Jøder.

Ganske det samme er Tilfældet med Isak. Jacob var en Hebræer, han var ingen Israelit og ingen Jøde. Han var Israel. Fader til Israelitterne. Stamfader til Jøderne.

Jacobs 12 Sønner var Hebræere og Israelitter; men de var ikke Jøder.

Moses var heller ingen Jøde, han var en Hebræer og en Israelit.

Ved Kong Salomons Død blev de 12 Stammer delt af Gud i de Nordlige og de Sydlige Israelitter - eller, som de mere almindelig kaldtes - i Israel og Juda.

Folket i det Nordlige Rige var ikke Jøder og kaldes ikke een eneste Gang Jøder i Skriften. Ingen af deres Konger var Jøder, og deres Profeter: Elias og Elisa var ikke Jøder.

Ja selv Juda-Rigets Folk blev ikke kaldt Jøder i den første Tid af deres Historie! Det var først henimod den senere Del af Juda Riges Historie, at Navnet ”Jøder” anvendtes om dem.

Den første Gang, Bibelen bruger Udtrykket ”Jøder”, finder vi i 2. Kong. 16. Kap. Vi læser der, at i Pekahs Regeringstid - den næstsidste Konge i Israel - allierede han sig med Rezin, Syriens Konge, i den Hensigt at bekrige Juda.

Deres Tanke var at styrte Kong Achas, som var af Davids kongelige Linje, at ødelægge denne Linje og oprette et andet Dynasti over Juda. (De havde udvalgt Tabe’els Søntilat være Konge (Es. 7, 6-7).). Det er vist unødvendigt at sige, at de ikke havde Held med sig til at gennemføre dette Anslag, som vilde have brudt Jehovas Pagt med David (2. Kong. 16, 6): ”Paa den Tid lagde Rezin, Syriens Konge, Elat til Syrien, og ban fordrev Jøderne fra Elat, og Syrerne kom til Elat og boede der indtil denne Dag”.

Naar vi derfor taler om ”Jødernes Udgang af Ægypten” og ”Jødernes Vandring i Ørkenen”, saa er det ukorrekt.

Man kunde lige saa godt kalde det Leviternes Udgang og Vandring.

Alle Jøder og Leviter var Israelitter, men alle Israelitter var ikke Jøder el­ler Leviter. Enhver Engelskmand er en Britte, men alle Britter er ikke Engelskmænd, det vil Skotterne og Walliserne udtrykkelig hævde. Alle Danske er ikke Jyder, men alle Jyder er Danske.

Jøde kommer af Judait og var del Navn, som blev givet til Folket i Juda Rige, som bestod af Juda, Benjamin og Levi Stammer.

Jøderne var bestemt adskilte fra Israelitterne fra det Nordlige Rige Folket af begge Riger var Hebræere og Israelitter, men kun det sydlige Folk var Jøder.

Udtrykket ”Israel”

Det er ogsaa nødvendigt at sige et Par Ord om Udtrykket ”Israel”.

For det første: Israel var Patriarken Jacobs Navn, han var Manden Israel.

For det andet: Det var det Navn, som var givet til alle Jacobs Sønner, til de 12 Stammer, den hele Race.

Dette er den videste Anvendelse af Udtrykket ”Israel”.

For det tredje: Det var det specielleNavn for det Nordlige Rige, efter at den hele Nation var delt i to Ri­ger: ”Israel” og ”Juda”. Her er altsaa Navnet brugt i dets begrænsede Betydning og refererer udelukkende til det Nordlige Rige i Modsætning til Juda Rige.

Derfor forstaar vi, hvor let der kan opstaa Forvirring over Udtrykket ”Israel”.

Det er nødvendigt at bestemme, i hvilken Betydning det er brugt paa hvert Sted, det anvendes, enten det altsaa betyder:

1) Alle tolv Stammer, eller

2) Juda. Hus alene, eller

3) De ti Stammer i Navnet ”Israels” begrænsede Betydning.

At ville slaa fast, at Udtrykket Israel, efter Nationens Deling i to Riger, altid kun betød de ti Stammer er ukorrekt og kan ikke fastholdes.

Det vilde have forenklet Sagen, om det Nordlige Folk blev kaldt ”Efraim-Israel” og det Sydlige ”Juda-Israel”. Var de blevet benævnet saadan i Skriften og var Ordet ”lsrael” blevet reserveret udelukkende for de samlede tolv Stammer, saa vilde enhver Mulighed for Sammenblanding være undgaaet. Men nu - som Sagerne staar - maa Betydningen af Navnet Israel afgøres i hvert enkelt Tilfælde.

Udtrykket ”al Israel” er i Almindelighed begrænset til Efraim-Israel og udelukker Juda-Israel. Dette er den almindelige Regel; men der er Undtagelser, som i Dommernes Bog, hvor det altid omfatter de toly Stammer.

I Samuels-, Kongernes- og Krønikernes Bøger er Udtrykket saa godt som udelukkende begrænset til de ti Stammer, medens det ved to eller tre Lejligheder anvendes om Juda-Israel.

Israels Vandringer til Juda

De, som holder paa, at vore Dages Jøder repræsenterer alle de tolv Stam­mer, hævder, at Israelitter stadigvæk vandrede til Juda og nedsatte sig der i saa stort Antal, at Juda Rige kunde siges at repræsentere alle tolv Stammer.

Skriftens Beviser for en saadan Antagelse bør dog nøje undersøges. Den første Indvandring fandt Sted, da Jeroboam, Israels Konge, indførte Tilbedelse af de gyldne Kalve ved Dan og Bethel, da vandrede mange Israe­litter over til Juda (2. Kron. 11, 16).

”Og dem (Præsterne og Leviterne) fulgte af alle Israels Stammer, de, som hengav deres Hjerte til at søge Herren, Israels Gud; de kom til Jerusa­lem for at ofre til Herren, deres Fædres Gud. Og de styrkede Judas Rige og befæstede Roboam, Salomos Søn i tre Aar; thi de vandrede paa Davids og Salomos Vej i tre Aar.”

Hvordan det nu end var, saa staar der, at det varede kun i ”tre Aar”. Dette Skriftsted støtter ikke Teorien om et stort og blivende Frafald blandt Israelitterne.

Den næste store Udvandring fandt Sted i Kong Asas Regering under den store Vækkelse, som beskrives i 2. Krøn. 15, 9-15.

”Og han forsamlede hele Juda og Benjamin og de Fremmede hos dem af Efraim og Manassa og af Simeon; thi man gik i Mængde over til ham fra Israel, da man saa, at Herren, hans Gud, var med ham. Og de forsamlede sig i Jerusalem - - og de ofrede til Herren… Og de indgik Pagt om at ville søge Herren, deres Fædres Gud af hele deres Hjerte og af hele deres Sjæl.”

”De gik i Mængde over til ham.”

Disse Israelitter kom øjensynligt for at tilbede ved Gudstjenesterne, og de kom i stor Mængde. Men der siges ikke her, at denne Mængde overgik til Juda Rige og Regering. Der er ingen Antydning af, at de havde forladt deres Hjem og Land for blivende at slaa sig ned i det sydlige Rige.

Den tredje store Udvandring, antager man, fandt Sted under Ezekias’ Regering. Beretningen finder vi i 2. Krøn. 30, 1, 5, 6, 10, 11, 18, 25. Kong Ezekias sendte Bud gennem Breve og Proklamation til det tidligere Territorium af det nu ophævede nordlige Rige. Indbydelsen lød paa at fejre Paasken.

De tiloversblevne Israelitter spottede Sendebudene; men i det mindste fem af Stammerne modtog Indbydelsen og dannede ”hele den Forsamling, der var kommet fra Israel”.

Men disse Folk nedsatte sig ikke i Juda. Efter at Festen var overstaaet, vendte de tilbage til Israels Land; thi vi læser i 2. Krøn. 31, 1:

”Og saa vendte alle Israels Børn tilbage, hver til deres Ejendom, til deres Stæder.”

Der er ikke noget Bevis at finde for, at Israels Børn nedsatte sig i Juda Rige. At enkelte Familier bosatte sig i Judas Land, siger Skriften (1. Kong. 12, 17), og det benægter vi ikke. Men vi benægter, at det fandt Sted i saa stort et Antal, saa Juda derved kunde repræsentere alle tolv Stammer.

Emigranterne var et ganske lille og betydningsløst Antal af Israels Folk, som ikke kunde forandre den Kendsgerning, at Israels Rige vedblev at være en stærk og magtfuld Enhed.

Kort sagt: Juda Rige bestod af Juda og Benjamin Stamme, og de fleste - om ikke alle - af Leviterne; og desuden enkelte Familier fra de andre Stammer. Hele dette Folk gik under Navnet: Jøderne.

Beretninger fra Profeterne efter Bortførelsen

Lang Tid efter Jødernes Tilbagevenden til Palæstina finder vi Israel omtalt som værende adskilt fra Juda. (Sak. 10, 6): ”Og jeg vil styrke Judas Hus og frelse Josefs Hus og igen give dem Bolig, thi jeg forbarmer mig over dem, og de skal være, som om jeg ikke havde forkastet dem; thi jeg er Herren, deres Gud, og vil bønhøre dem.”

Dette var skrevet ca. atten Aar efter Jødernes Tilbagekomst til Landet. Hvis alle tolv Stammer var sammensmeltede, vilde det være højst besynderligt, at deres Delthed i de to Huse stadig fastholdes, skønt de var blevet een Nation.

Men i Guds Tanke er de ikke eet Folk, men stadig to.

Juda skulde styrkes, men Josef frelses! Den næste Sætning lyder: ”Og jeg vil igen give dem Bolig." Hvem menes her? Begge Huse eller kun Josefs? Gud havde bragt Juda Hus tilbage og givet dem Bolig i Landet, saa Ordet kan næppe anvendes paa dem, men gælder Josefs Hus alene og er et profetisk Udsagn om, at de en Dag skulde blive anbragt i en Bolig. Judas Hus havde ikke været ”forkastet” af Gud, som Josefs Hus havde været det. Juda havde fundet Naade og var sat ind igen i sine Besiddelser.

I de to fø1gende Vers taler Gud - ikke om Juda - men om Israels Hus under Navn af ”Efraim”, et Navn, der meget ofte bruges for at betegne Israels nordlige Rige (Sak. 10,7, 8-9).

”Og Efraim skal være som en vældig Krigsmand, og deres Hjerte skal blive glad som af Vin; og deres Børn skal se det og glæde sig, deres Hjerte skal fryde sig i Herren.

”Jeg vil pibe til dem og samle dem, thi jeg har forløst dem; og de skal vorde mangfoldige, ligesom de har været mangfoldige.

Og jeg vil saa dem blandt Folkene, og paa de fjerne Steder skal de komme mig i Hu; og de skal leve med deres Børn og komme tilbage.”

Man fatter ikke, at Gud skulde tale saadan til Israel, hvis de allerede var vendt tilbage og var sammen med Jøderne i Palæstina. Israel omtales som et Folk, der er i fjerne Lande, langt borte fra Palæstina. Gud vil ”pibe til dem og samle dem”. De var derfor ikke samlede, da dette profetiske Ord blev udtalt. De skulde ”forløses,” skulde ”komme Gud i Hu paa de fjerne Steder,” skulde ”fryde sig i Herren” og ”komme tilbage.”

Dette betyder deres Genforening med Gud, Fornyelse af ”Pagten.” De skulde ”saas” iblandt Folkene, ikke i Betydniug af en vanærende Spredning som Straf, men tværtimod som en ærefuld Udbreden sig ”mod Vest og mod Øst, mod Nord og mod Syd,” som det blev forudsagt Jacob. (1 Mos. 28, 14).

Historikernes Vidnesbyrd

Der er endnu en Oplysningskilde, som kaster Lys over denne Sag. Der er Josefus’ Vidnesbyrd. Han levede under Jesusalems sidste Ødelæggelse ved Romerne Aar 70.

Josefus har Ord for ikke at være nogen helt paalidelig Autoritet i alle de Spørgsmaal, han behandler. Han vides at have overdrevet m. H. t. Tal; men naar han skriver om, hvem der vendte tilbage til Palæstina, og bestemt udtaler, at det var Juda og Benjamin og ogsaa ”Leviterne”, saa er dette Vidnesbyrd altid blevet fuldt akcepteret.

Josefus stadfæster altsaa Esras og Nehemias Fremstilling.

Et andet Sted kommer han med følgende meget vigtige Erklæring:

”De ti Stammer vendte ikke tilbage til Palæstina; kun to Stammer tjente under Romerne, efter at Palæstina var blevet en romersk Provins.”

Videre siger han:        

”Derfor læste Esras Brevene fra Xerxes i Babylon til disse Jøder… Mange af dem tog deres Ejendele med sig og kom til Jerusalem, men hele Israels Mængde forblev i hint Land, hvorfor der kun er to Stammer i Asien og Europa, som er underkastet Romerne, medens de ti Stammer er hinsides Eufrategnene indtil nu og er en umaadelig Skare.”

Josefus’ Vidnesbyrd er meget afgjort, m. H. t. at Jøderne paa hans Tid ikke udgjordes af de tolv Stammer, men at de kun repræsenterede Juda Rige.

Profetier angaaende de to Huses Genforening

Lad os faa rigtig fat paa den Kendsgerning, at Adskillelsen i de to Riger var Guds Værk.

”Jeg vil rive Riget af Salomons Haand,” ”Denne Ting er fra mig,” er Guds Ord. (1 Kong. 12, 24).

Og Gud ikke bare bragte denne Adskillelse i Stand, men Han sørgede for at vedligeholde den. Han traadte imellem og standsede Roboams Anstrengelser for at genforene de to Riger. Sandelig, der maa have været en vidtrækkende, vis og velsignet Hensigt med alt dette!

Der er mange, som holder paa, at Genforeningen fandt Sted i Esras’ Dage. Men tænk rigtig over det. Hvor stilfærdigt det saa maatte være foregaaet, hvor prunkløst det blev udført; hvad var Guds Hensigt med det altsammen, hvis de virkelig paa den Tid var blevet genforenede? Hvilken fattig Genforening!

Naar vi derimod undersøger, hvad der er forudsagt i Skrifterne om de Omstændigheder, under hvilke de to Huses store Sammenslutning skal finde Sted, saa forstaar vi, at det skulde ikke blive nogen ubetydelig Affære.

Der staar detaljeret beskrevet, hvordan det skal ske. Det er derfor meget let at afgøre, om disse Enkeltheder er blevet opfyldt.

Hvis en Undersøgelse viser, at de ikke opfyldtes, da Jøderne vendte tilbage, saa kan vi være sikre paa, at denne Genforening fandt ikke Sted dengang.

Hoseas

”Og Judas Børn og Israels Børn skal samle sig til hobe og sætte sig eet Hoved og drage op af Landet; thi stor er Jisre’els Dag.” (Hos. 1, 11).

I de foregaaende Vers har vi en Beskrivelse af Israels Barn, før de skulde forene sig med Juda. (Vers 10):

”Dog skal Israels Børns Tal vorde som Havets Sand, der ikke lader sig maale og ikke tælle, og det skal ske: Paa det Sted, hvor der sagdes til dem: I er ikke mit Folk, skal der siges til dem: ”Den levende Guds Børn.” I dette Skriftsted har vi to klare Mærker: for det første: Mangfoldighed. Og for det andet: ”den levende Guds Børn.” Dette sidste Udtryks Betydning var det, at det Folk, som var udenfor Pagten med Gud, som var skilte fra Ham og forkastede, skulde igen komme ind paa Pagtens Grundvold, den Nye Pagt med Gud i Kristus Jesus; d. v. s. de skulde blive et kristent Folk.

Israel skal, før de forenes igen med Jøderne, være en kristen Nation.

Saa det andet Mærke: Mangfoldighed.

Tør vi sige, at de Israelitter, som vendte tilbage, (hvis der var nogen) sammen med Jøderne, var en Mangfoldighed som Havets Sand? Skriften siger, at alle, som vendte tilbage, kun talte 42,360! Opfyldelsen svarer næppe til Profetien!

Og derfor kan vi trygt gaa ud fra, at Genforeningen mellem Israel og Juda kan ikke have fundet Sted, men venter endnu paa sin herlige Fuldendelse.

Jeremias.

”I de Dage skal Judas Hus gaa til Israels Hus, og de skal komme til hobe ud fra Nordens Land til det Land, jeg gav Eders Fædre til Arv.” (Jer. 3, 18).

Fandt dette Sted, da Juda drog ud efter Kyrus’ Forordning? Judas Hus gik ikke til Israels Hus paa den Tid.

”Og jeg vil gøre Ende paa Judas Fangenskab og Israels Fangenskab, og jeg vil bygge dem som i Begyndelsen”. (Jer. 33, 7-18).

Vendte de tilbage til deres gamle Besiddelser? Kom de tilbage til Samaria? Det udgjorde en meget stort Part af Israels gamle Rige. Vi ved, at de aldrig tog denne Del af Palæstina i Besiddelse mere. Derfor er de endnu ikke blevet ”bygget op som i Begyndelsen”. Læs hele Kapitlet.

En Efterkommer af David skulde regere over dem. Dette skete heller ikke; thi de havde ingen Konge ved deres Tilbagekomst fra Babylon.

Ezekiel

Hos Ez, 37, 15-28 omtales to Stave, den ene repræsenterende ”Josefs Hus og hans Medbrødre” (Israels Rige - de ti Stammer). Den anden repræsenterer ”Juda Hus og hans Medbrødre” (Juda Rige).

Disse to Stave skulde føjes sammen til en Stav, som et Symbol paa Genforening.

”Og jeg vil gøre dem til én Nation i Landet paa Israels Bjerge, og én Konge skal være Konge for dem alle. Og de skal ikke mere være to Nationer og ikke mere dele sig i to Riger” (V. 22).

”Og David, min Tjener, skal være Konge over dem, og én Hyrde skal der være for dem alle” (V. 24).

”Og de skal bo i det Land, jeg gav min Tjener Jacob, i hvilket eders Fædre boede, og de skal bo i det, de og deres Børn og deres Børnebørn til evig Tid; og min Tjener David skal være deres Fyrste evindelig.” (V. 25).

Fandt alt dette Sted efter Fangenskabet i Babylon?

En kristen Forfatter skriver virkelig, at dette er en fuldbyrdet Begivenhed! Havde de en Konge enten ved Navn David eller af Davids Hus?

Blev de boende i Landet for evigt? Profeten siger jo, at efter deres Genforening og Genoprettelse skal de være i uafbrudt Besiddelse af Landet.

Men Jøderne blev drevet ud af Lan­det Aar 70!

Amos

Her har vi, hvad Amos siger, han som var de ti Stammers Profet:

”Og jeg vil gøre Ende paa mit Folk, Israels, Fangenskab, og de skal opbygge ødelagte Steder og bo der og plante Vingaarde og drikke deres Vin og opdyrke Haver og æde deres Frugt. Og jeg vil plante dem i deres Land, og de skal ikke mere oprykkes af deres Land, som jeg bar givet dem, siger Herren, din Gud.” (Amos 9, 14-15) Israel kom ikke igen til at bebo det store Landomraade, Samaria. Hvis de var vendt tilbage, saa var de aldeles afgjort blevet ”oprykket af deres Land”; thi de var da blevet udjaget af Romerne i det første Aarhundrede.

Nej, Gud plantede ikke Israel i deres Land, da han gengav Juda deres Byer.

Kort sammenfattet: Naar Israel vender tilbage til Foreningen med Juda i det gamle Land,

1) skal de være en utallig Skare.

2) ”Sønner af den levende Gud”.

3) Deres Antal skulde forøges overordentligt i Landet.

4) De skulde bo i Landet for evigt.

5) De skulde ikke oprykkes mere.

6) Og de skulde have en Konge over sig (en David eller af Davids Linje).

Der er et Punkt, til, vi skal notere os. Er der nogen Antydning i de tidlige Skrifter af en stor Adskillelse mellem Juda og de andre Stammer? Ja, der er.

Vi finder denne Antydning i Mose Ord, da han velsignede de tolv Stammer før sin Død.

5. Mos. 33, 1-7: ”Og dette er den Velsignelse, med hvilken Moses, den Guds Mand, velsignede Israels Børn for sin Død…

Og dette er Juda Velsignelse: Hør, o Herre, Judas Rest og før ham til hans Folk! Og vær du en Hjælp for ham mod hans Fjender.”

Det er vel værd at mærke sig disse Ord. Gud anraabes om at høre Judas Røst. Denne Røst er tydeligt et Nødraab, thi han er under Fjenders Tryk. Dette peger paa en speciel Nød For Juda i de sidste Tider.

Ialtfald er det en Kendsgerning, at Juda i disse Afslutningens Tider har været og er et forfulgt og undertrykt Folk. Lige siden de korsfæstede deres Messias, har Guds Vrede hvilet tungt over dem. Og hvad betyder Ordene: ”Før ham til hans Folk!”? Uden Tvivl det, at Juda er adskilt fra de øvrige af Stammerne, og Mose Bøn er, at Gud vil høre deres Raab og fremskynde den herlige Dag, da de genforenes med deres Folk fra de andre Stammer. Disse Ord var en profetisk Ytring om Adskillelsen mellem Juda og deres Brødre af Israel.

Skriftens og Historiens Vidnesbyrd er overvældende.

Man kan ikke finde det fjerneste Gran af Bevis for, at vore Dages Jøder er andre end Judas Hus.

Men naar det nu er saadan, saa maa Ti-StammeRiget findes et Sted paa Jorden, nydende de underfulde Løfter, som er givet dem i Skrifterne.

Dr. Neubauer skriver i et jødisk Blad (”Jewish Chronicle”): ”Hvis Kristus er kommet, som I Kristne paastaar, da maa Josefs Hus komme for Dagen. Og det, I har at gøre, er at finde det Folk, som repræsenterer dem.”

Hjem/Home            Artikler/Articles            Se scanning af original-artiklen