Håbet, Menighedens og Israels
af Anders Olsen
Referat fra Apostolsk Kirkes landsstævne i Kolding, 1933
Fra Evangeliebladet - Organ for den apostolske Kirke i Danmark, 2. august, 1933
Anders Olsen, præst i Apostolsk Kirke i Ålborg, og leder for Apostolsk Kirke i Nord- og Øst-Jylland
Læs Mattæus 24:42-51.
Vi, som er samlet her, tror vel alle sammen på, at Jesus kommer igen sådan, som Han har sagt. Mennesker, som ikke er velsignede, ønsker helst, at det skulle vare lidt endnu; men hvis vi har det på rette måde, så ønsker vi, at Jesus kommer i dag.
Paulus tilsigter i alle sine breve, at menigheden bliver fuldkommengjort indtil Kristi dag og kan fremstilles ustraffelig. Vi helliggøres og forvandles til lighed med Ham mere og mere, for at vi kan komme med Ham, når Han kommer. Der har undertiden i mit liv - og vel også i andres - været trange tider, og i sådanne tider bliver det særligt dyrebart: Jesus kommer jo! Det er en trøst, vi må give hverandre - Han kommer igen!
Der er i vor tid så mange åbenbaringer, der er så mange udregninger (m.h.t. Jesu komme), og kristne kan komme i vildrede og blive skuffede; men hvis vi holder os til Guds Ord, bliver vi ikke skuffede. Jeg tror, at den menighed, Gud samler ved den Helligånd, er stedet for åbenbaring m.h.t. Jesu komme. Mange er fremstået med høje åbenbarelser om Jesu komme, men disse mennesker har næsten altid været løsrevne fra menighedslivet, man har været i 'salig' selvstændighed, og sådanne tror, at de har den højeste åbenbarelse, men siger så smukt: Gud kunne ikke åbenbare dette i et samfund, thi dette ville bevirke, at et sådant samfund regnede sig for den eneste rigtige menighed. Men vi tror, at Gud vil åbenbare sin vilje i den menighed, Han har samlet. Lad os derfor forvente åbenbarelsens ånd, også m.h.t. de sidste tider.
Det er godt at se, hvad Skriften siger om Jesu genkomst. Vi lægger mærke til, at der fire gange i vor tekst står, at Jesus kommer: 42. vers: ". eders Herre kommer." 44. vers: "Menneskesønnen kommer." 46. vers: "Når han kommer." 50. vers: "da skal den tjeners herre komme." Jesus har sagt det mange steder, og det må være en garanti for, at Han kommer igen. Vi kan ikke i dag gennemgå alle stederne, der taler om Jesu komme, men jeg har udvalgt nogle Skriftsteder, som beviser, at Jesus kommer.
Hebræerne 9:27-28: "Og ligesom det er menneskene beskikket at dø én gang og derefter dom, således skal også Kristus, efter at være bleven én gang ofret for at bære manges synder, anden gang uden synd, vise sig for dem, som forventer ham til frelse."
Hebræerne 10:37: "Thi der er endnu kun en såre liden stund, så kommer han, der skal komme, og han skal ikke tøve." Det er ord, som også slår fast: Han kommer! Det er ikke kløgtigt opdigtede fabler eller løse åbenbaringer, vi har fået i begejstrede øjeblikke, det er ikke følelser, men noget, som står fast på Skriftens grund: Han skal komme og vil ikke tøve! Det er en afgjort sag.
Jeg vil også vise ud fra Bibelen, at det er den samme Jesus, der skal komme igen.
Apostlenes Gerninger 1:11: "I galilæiske mænd, hvorfor står I og ser op mod himmelen? Denne Jesus, som er optagen fra eder til himmelen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare til himmelen." Altså, denne Jesus, som døde for eder, den samme Jesus skal komme igen. Det glæder jeg mig til, og det må være det normale forhold hos alle kristne. Det er en mærkelig stilling, de kristne indtager, som ikke glæder sig til Hans komme; man ønsker at udsætte det, fordi man har flere, man gerne vil have frelste, og når de er kommet med, må Jesus gerne komme; men når det er sket, er der sikkert andre, som har nogle, de gerne vil have med, o.s.f., og Jesus fik aldrig lov til at komme. Nej, vi må forvente Jesus hver dag!
Menighedens håb
Når Jesus kommer, har Han to ærinder her på jorden: det første gælder os, Hans menighed, og det andet gælder Hans Israel. Det er meget vigtigt, at vi har klarhed over dette. Der er noget, som hedder menighedens håb, men noget andet er Israels håb. Det er to forskellige ting.
Vi har det store håb, at vi skal se Ham, som Han er, og blive Ham lig, det er menighedens håb. Vi ser ikke hen til graven som afslutning som mennesker i almindelighed gør, men vi har det håb, at vi skal møde Ham i skyen. Vi ser ikke ud efter det sorte hul i jorden, men efter det lyse hul i skyen! Det håb går gennem alle Pauli breve. Jesus skal hente os fra denne jord hjem til sin herlige himmel.
Da Noah var i den frelsende ark, havde han det i og for sig godt i forhold til dem udenfor, som gik til grunde i dommens vande, men han ønskede ikke at være dér altid. Det var stort at være frelst i arken, men en dag gik han ud derfra. Vi kan sige, at det er dejligt at bo i Guds frelses-ark; men vi er ikke kommet ind i vort rette element endnu, vi forventer Jesu komme - vi forventer en sønnekårelse, vort legemes forløsning!
Første Thessaloniker 4:13: "Men vi vil ikke, brødre! at I skal være uvidende med hensyn til dem, som sover hen, for at I ikke skal sørge, som de andre, der ikke har håb." Thi når vi tror, at Jesus er død og opstanden, da skal også Gud ligeså ved Jesus føre de hensovede frem ved ham. Thi dette siger vi eder med Herrens ord, at vi levende, som bliver tilbage til Herrens tilkommelse, vi skal ingenlunde komme forud for de hensovede. Thi herren selv skal stige ned fra himmelen med et tilråb, med overengels røst og med Guds basun, og de døde i Kristus skal stå op først, derefter skal vi levende, som bliver tilbage, bortrykkes tilligemed dem i skyer til at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren. Så trøst hverandre med disse ord!"
Første Johannes 3:2-3: "I elskede! Nu er vi Guds børn, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi skal vorde. Vi ved, at når det åbenbares, da skal vi blive ham lig; thi vi skal se ham, som han er. Og hver den, som har dette håb til ham, renser sig selv, ligesom han (Jesus) er ren."
Når Han åbenbares, skal vi se Ham, som Han er. Her er det kun i det stykkevis, vi får lov at beskue Ham ved ånden, én har én åbenbarelse, én et syn, én en profeti, som giver os et indtryk af, hvorledes Jesus er, Han bliver så skøn og herlig for os - skønnere fra dag til dag; men en dag går vi ind for at se Ham, som Han er. Netop derfor siger Johannes: "Og hver den, som har dette håb til ham, renser sig selv, ligesom han er ren."
Menigheden er fremstillet som Kristi legeme, og Kristus er hovedet. Og det er en ganske naturlig tankegang, at når Jesus kommer, Han, som er hovedet, så forenes Han med legemet, de hører sammen, vor plads er der, hvor vi skal være sammen med Ham, Han, som er Sit legemes frelser.
Filipperne 3:20-21: "Thi vort borgerskab er i himlene, hvorfra vi også forventer som frelser den Herre Jesus Kristus, der skal forvandle vort fornedrelses legeme til at blive ligedannet med Hans herlighedslegeme, efter den kraft, ved hvilken han også kan underlægge sig alle ting." Der siger Paulus igen, at vi har i grunden slet ikke hjemme her på jorden, men vi er fremmede og udlændinge, vort borgerskab er i himlene, der har Jesus beredt os boliger, vi venter på, at Han skal komme, og den samme kraft, som forvandlede Hans legeme og rejste det op fra graven, skal forvandle vort fornedrelseslegeme, så vi bliver "ligedannede med hans herlighedslegeme". Det er menighedens håb.
Israels håb
Så lidt om Israels håb.
Jesus skylder Israel et besøg endnu. Det har Han sagt, og hvis ikke Han holder Sit løfte, ville Gud ikke være sanddru. Hvis Gud skulle svigte Sit folk, har vi ingen garanti for, at Han skulle være trofast mos os.
Når profeterne i den Gamle Pagt taler så meget om, at Han skal komme til Israel, er det også et budskab til os, som kommer os meget ved; thi det er så nøje sammenknyttet med hele vort forhold til Jesus. Apostlenes Gerninger 26:6-7: "Og nu står jeg her og dømmes for håbet på den forjættelse, som er given af Gud til vore fædre, og som vort tolvstammefolk håber at nå frem til, idet de tjener Gud uafladeligt nat og dag; for dette håbs skyld, anklages jeg af jøder, o konge!" Det er værd at lægge mærke til, at Paulus troede på Israels håb, han havde det ikke som så mange kristne, der i dag siger: Det glippede for Israel, de korsfæstede Menighedens Herre, nu er de forkastet og vi har fået deres velsignelser. Sådan ser Paulus ikke på det, for efter at Jesus er korsfæstet, står Paulus frem og siger, at han anklages for dette håb, som er givet til tolvstammefolket. Tænk så på, at Paulus virkelig troede på 'tolvstammefolket', skønt der ikke på den tid var tolv stammer samlet, men kun to: Juda og Benjamin, de ti øvrige stammer var for mange år siden dragne bort fra landet. Men trods dette siger Paulus, at han forkynder dette håb, som Gud havde givet fædrene til tolvstammefolket, og at han blev anklaget af jøder netop for dette håbs skyld, et håb, som jøderne har den dag i dag, og som ikke skal beskæmmes.
Hvad er deres håb? Esajas 9:6-7: "Thi et barn er os født, en søn er os givet, og fyrstendømmet skal være på hans skuldre, og hans navn kaldes Under, Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Fredsfyrste, for at fyrstendømmet må blive stort, og der må blive fred uden ende over Davids trone og over hans rige til at befæste det og til at opholde det ved ret og retfærdighed fra nu af og indtil evig tid; den Herre Zebaoths nidkærhed skal gøre dette."
Det var Israels håb, at de skulle få en mægtig konge, som kunne styre og regere med fred over den hele jord.
Jeremias 31:35-40: "Så siger Herren, som sætter solen til lys om dagen, månens og stjernernes lys om natten, han, som oprører havet, at dets bølger bruser, Herren Zebaoth er hans navn; dersom disse love viger for mit ansigt, siger Herren, da skal også Israels sæd ophøre med at være et folk for mit ansigt alle dage. Så siger Herren: dersom himlene heroventil kan måles, og jordens grundvold hernedentil kan udforskes, så vil jeg også forkaste al Israels sæd for alt det, som de har gjort, siger Herren."
Denne pagt har Gud ikke brudt. Det bliver stadig dag og nat, derfor står den pagt fast. Ligeså sikkert står Davids-pagten fast, at Gud vil sætte en på hans trone, som skal herske over folket evindeligt. Pris ske Gud for det!
Da Jesus kom her til jorden første gang, læser vi om, at de vise mænd fra Østerland kom, fordi de havde set Hans stjerne, de vidste, at en konge skulle fødes. De fandt Ham, Han havde ingen konge-herlighed; men Jesus var konge, Han var dertil født og dertil kommet til verden, og selv om folket ikke anså Ham for at være konge, så var Han det. Den magt, Han udviste under Sin tjeneste, var kongemagt.
Da Jesus stod overfor Pilatus, svarede Han på Pilatus' spørgsmål om, hvorvidt Han var en konge, at Hans rige var ikke "af denne verden"; dermed ville Han ikke sige, at Han kun var konge i et åndeligt rige, som nogle mener, at Hans rige, tusindårsriget, kun skal blive noget 'åndeligt', men dermed ville Han sige, at Hans rige ikke var efter denne verdens principper; det bliver efter de Guddommelige principper, Jesus vil styre jorden, når Han kommer for at blive konge over Israel.
Det Nye Testamente taler også om Jesus som Konge. F.eks. Apostlenes Gerninger 1:11. Mange har anvendt dette med henblik på Hans komme til menigheden; men det er slet ikke det, der tilsigtes her. Her tales om Hans komme til Israel, til tolvstammefolket. 11. vers: "I galilæiske mænd, hvorfor står I og ser op mod himmelen? Denne Jesus, som er optagen fra eder til himmelen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare til himmelen." Udtrykket "I galilæiske mænd", siger os, at det var et budskab til dem som folk. Og lige forud har de spurgt Ham, hvad det bliver til med oprettelsen af 'Riget', det var ligesom det, der lå dem på hjerte. Nu drog Han bort, og så spurgte de: "Herre! opretter du på denne tid Riget for Israel?" Men Jesus sagde til, at de skulle blive i Jerusalem og iføres kraften fra det høje, for så at gå ud som Hans vidner, så skulle de nok få opfyldelsen af de løfter, som var tilsagt dem som et folk.
Peter siger i Apostlenes Gerninger, hvor han taler til dem som nation, vers 19-21: "Derfor fat et andet sind og vend om, for at eders synder må blive udslettede, for at vederkvægelsens tider må komme fra Herrens åsyn, at han skal sende den for eder bestemte Kristus Jesus, hvem himmelen skal modtage indtil alle tings genoprettelsestider, hvorom Gud har talt ved sine hellige profeters mund fra de ældste dage."
Jesus skal altså være i himmelen, 'indtil' en bestemt tid. Gud-mennesket Jesus Kristus, er Israels Konge, og stedet for denne konges regering er Davids Trone. Når Jesus kommer igen for at "genoprette alle ting", skal Han sidde på Davids Trone som Israels Messias. Tusindårsriget kan ikke oprettes uden i forbindelse med Jesus som Konge for Sit tolvstammefolk. Og derudfra skal Han regere over alle nationer på den hele jord.
Dette er blevet min faste overbevisning. Det er et værdigt budskab for hele denne verden, der forgæves øger at skabe orden i de kaotiske forhold. Det lykkes ikke; men Israels Konge skal nok bringe orden i tingene.
Åbenbaringen 1:7: "Se, han kommer med skyerne, og hvert øje skal se ham, også de, som har gennemstunget ham, og alle jordens stammer skal jamre ved hans komme."
Hos profeten Zakarias læser vi i det 12. kap.: "Og jeg vil udgyde over Davids hus og over Jerusalems indbyggere nådens og bønnens ånd, og de skal se mig, som de har gennemstunget; og de skal sørge over ham med en sorg som over den eneste og klage bitterligt over ham, som man klager bitterligt over den førstefødte." Det bliver en stor dag for Israel, men det bliver også en ydmygelsens dag, da de skal se Ham, som de har gennemstunget og udbryde som Esajas: "Hvem troede det, vi hørte? Og for hvem blev Herrens arm åbenbaret? Thi han skød frem som en kvist for hans ansigt og som et rodskud af tør jord, han havde ingen skikkelse eller herlighed; og vi så ham, men der var ikke anseelse, at vi kunne have lyst til ham. Han var foragtet og ikke at regne iblandt mænd, en mand fuld af pine og forsøgt i sygdom; og som en, for hvem man skjuler ansigtet, foragtet, og vi agtede ham for intet. Visselig, han har taget vore sygdomme på sig og båret vore smerter; men vi agtede ham for plaget, slagen af Gud og gjort elendig. Men han er såret for vore overtrædelser og knyst for vore misgerninger; straffen er lagt på ham, for at vi skulle have fred, og vi har fået lægedom ved hans sår." Da går dette i bogstavelig opfyldelse. Da skal de tage imod Ham og græde hver slægt for sig, fordi de har forkastet Ham; men Jesus har ikke forkastet dem, og de skal blive frelste på den dag, og så skal det store fredsrige oprettes.
Zakarias 14:4: ""Og hans fødder skal på den dag stå på oliebjerget."
Der stod Han, da Han tog herfra, Han skal komme igen på samme måde - med skyerne, og på Oliebjerget skal Hans fødder stå, "og Oliebjerget skal revne midt over mod øst og mod vest, så der bliver en såre stor dal, og halvdelen skal vige mod nord, og dets anden halvdel mod syd."
Det bliver med herlighed og majestæt, at Jesus kommer, Han kommer ikke som den foragtede mand, Han kommer med magt og herlighed, og alle vi hellige skal være med og være konger og præster med Ham i det store 'Israels Rige', Himmeriget på jord.