Israels ti tabte Stammer fundet

af Anna Bjørner

(Evangeliebladet, 16. apr., 1930, s. 8-10)

De fleste Kristne har den Opfattelse, at Guds Plan med Israel ganske er mislykket for Ham, saa Han til sidst har maatet opgive det hele og forkaste dette genstridige Folk og vælge et andet, nemlig Menigheden, den kristne Kirke, og nu faar saa den alle de Velsignelser, som Gud havde tiltænkt Israel, og saa kan Israel selv beholde alle Forbandelserne.

Dette synes at være Kristenhedens almindelige Tankegang m. H. t. Israel.

Passer det med Guds Ord? Nej, slet ikke.

Guds Plan med Israel begynder med Abrahams Udvælgelse, Abraham var hverken Jøde eller Israelit, men Hebræer – kaldet saadan efter Sems Sønnesøn Eber (1. Mos. 10, 24).

Gud aabenbarer sig for Abraham og siger: ”Jeg vil gøre dig til en stor Nation og velsigne dig og gøre dit Navn stort, og vær en Velsignelse, og jeg vil velsigne den, som velsigner dig, og den, som forbander dig, vil jeg forbande; og i dig skal alle Slægter paa Jorden velsignes.” Gud gentager denne Velsignelse for Isak. Og til Jacob siger Gud: ”Din Sæd skal blive som Støv paa Jorden, og du skal udbredes mod Vesten og mod Østen og mod Norden og mod Sønden - - dit Navn skal ikke mere kaldes Jacob, men Israel skal være dit Navn - - en Nation og en Samling af Nationer skal vorde af dig - - og det Land, som jeg har givet Abraham og Isak, vil jeg give dig og DIN SÆD EFTER DIG.” (1. Mos. 28, 14; 35, 10.)

Vi følger saa Hebræernes Historie i Ægypten, ser dem under Mose Lederskab forlade dette Land, følger dem under Josva og Dommerne og ser dem kræve en Konge af Samuel. Da denne fortvivlet beder til Herren for denne Sag, svarer Gud ham: ”Hør Folkets Røst - - thi ikke dig har de forkastet, men mig har de forkastet, at jeg ikke skal regere over dem.”

Gud selv var Israels Konge, men Ham forkaster de i deres Blindhed og Genstridighed.

Saul falder fra Herren. Og David, Manden efter Guds Hjerte, udvælges og salves til Konge med den hellige Olje af Samuel.

Med ham fornyer Gud Pagten, som Han har gjort med Abraham, Isak og Jacob.

”Naar dine Dage er til Ende, og du ligger hos dine Fædre, da vil jeg oprejse din Sæd efter dig, ham, som skal komme af dit Liv, og jeg vil stadfæste hans Rige. - - Jeg vil være ham en Fader, og han skal være mig en Søn, hvem jeg, naar han handler ilde (dette er altsaa ikke Kristus, men Salomon) vil straffe med Menneskenes Ris og Menneskenes Børns Plager; men min Miskundhed skal ikke vige fra ham - - men dit Hus og dit Rige skal blive bestandigt, evindeligt for dit Ansigt, din Trone skal være fast evindelig.” (2. Sam. 7.)

Dette Løfte gentages i Salme 89:

”Jeg har fundet david, min Tjener, jeg har salvet ham med min hellige Olje - - jeg vil lade hans Sæd bestaa evindelig, og hans trone, saa længe Himmelens Dage varer. Dersom hans børn forlader min Pagt og ikke forandre det, som er gaaet over mine Læber - -.” (Se ogsaa Jeremias 33, 19-26.)

Altsaa et Løfte om uafbrudt Kongemagt givet til Davids Sæd uden Betingelser. Deres synder skal vel blive tugtede; men ”Davidspagten” skal staa ved Magt, og ”Der skal ikke fattes for David en Mand, som skal sidde paa Israels Hus’ Trone.” (Jer. 33, 17.)

Kong Salomon synder mod Slutningen af sin Regering mod Herren (1. Kong. 11, 6-11). Og Herren deler Riget ca. 980 f. Kr. i to: Israels rige med Hovedstaden Samaria og Juda Rige med Hovedstaden Jerusalem. (Læs den interessante Beretning i 1. Kong. 11, 26-31, og 12. Kap.). Juda kaldes Judaitter eller Jøder efter Jacobs fjerde Søn Juda. Israels 10 Stammer kaldes aldrig Jøder, men gaar fra nu af under Benævnelsen Israel, Jacob, Efraim eller Josefs Hus.

Israels Synder og Herrens Tugt rammer dem. Aar 721 f. Kr. bortføres de af Kong Salmanasser til Assyrien (2. Kong. 17, 6). De vender ikke som et Tistammefolk senere tilbage til Palæstina, men er fra nu af de ”tabte Faar af Israels Hus”. Bibelens Historie slipper dem her i det assyriske Fangenskab; men Bibelens Profetier følger dem med sin Tugt, sine Formaninger og Løfter. (Se Hoseas 1. Kap., hvor de ti Stammers Forkastelse beskrives, men ogsaa deres herlige Antagelse.)

Hos Esaias finder vi dem igen. Fra det 40. Kap. Har vi Guds Budskab gennem sin Profet til Israel paa ”Øerne”, Øerne Nord-Vest for Palæstina – de britiske Øer – dertil har Videnskabsmanden sporet Israel i vore Dage paa deres Vandringer ud fra det assyriske Fangenskab.

Ca. 134 Aar senere end Israels Bortførelse falder Guds Tugts Ris paa det syndige Juda, og de føres i Fangenskab til Babylon 587 f. Kr. for at gaa ind under samme Tugtsperiode – 2520 Aar – som Israel, hvilken Periode for Israel endte ca. Aar 1800 og for Juda vil afsluttes 1934-36.

Juda vender tilbage til Jerusalem 70 Aar senere og forbliver dér til Aar 70 efter vor Tidsregning. Jesus Kristus fødes iblandt dem, forkynder ”Rigets Evangelium”, d. v. s. den nationale Side af Guds Frelsesplan. Han forkastes, og Dommen over Juda stadfæstes i disse Ord af Jesu Mund:

”Guds Rige skal tages fra eder og gives til en Nation, som bærer dets Frugter.” (Mat. 21, 43.) Ikke til en Menighed, som jo ingen geografiske Grænser har, men til en Nation. ”Riget” er gaaet fra Juda over til Israel!

Men hvordan er det nu gaaet med Guds urokkelige Pagt med David, at der aldrig skulle fattes ham en Konge, som skulde sidde paa hans Trone?

Ja, her har Vantroen grebet sin Anledning til pure Forkastelse af den hele Skrift. Thi Gud har ikke holdt sin Ed til David, hvor kan vi saa stole paa Hans øvrige Løfter?

Men Gud har holdt sin Ed til David og til Abraham, Isak og Jacob. Men to gange har Guds Løftes Opfyldelse saa at sige hængt i en Traad.

Den ene Gang er beskrevet i 2. Kong. 11. Kap., hvor der fortælles, at da Kong Ahasias var død, ”udryddede hans Moder, Athalia, al kongelig Sæd i Juda; men Ahasias’ Søster tog Joas, Ahasias’ 1-aarige Søn, og stjal ham midt ud fra Kongens Børn, som blev dræbte, ham og hans Amme, og de skjulte ham for Athalia, saa han ikke blev dræbt, og holdt ham gemt i Herrens Hus i seks Aar. Men da Drengen var 7 Aar, førte Jojada, Præsten, ham frem for de samlede Høvedsmænd, satte Kronen paa ham og salvede ham til Konge i Juda paa Forhøjningsstenen som Skik var.”

Den anden Gang, Løftet om fortsat Kongedømme hænger i en Traad, er under den sidste Konge i Juda, Zedekias (2. Kong. 25. Kap.).

Nebukadnezar, Kongen af Babel, kommer med hele sin Hær mod Jerusalem, indtager Staden, griber Zedekias, nedhugger hans Sønner, blinder hans Øjne og fører ham til Babel.

Nu kan Guds Ed da ikke reddes?

Jo! Vi læser hos Jeremias, som er Kong Zedekias’ Bedstefader (2. Kong. 24, 18) om ”Kongens Døtre”, som flygter fra Kaldæerne til Ægypten i Følge med deres Olderfader Jeremias og Skriveren Baruk. (Jer. 43, 6).

Og see saa, hvad Gud siger om Zedekias’ Datter, den unge Prinsesse Tamar, hos Profeten Ezekiel, 17. Kap.

Ezekiel fremsætter en Lignelse om en stor Ørn, som tog Toppen af et Cedertræ paa Libanon og plantede af dets Kviste et nyt Vintræ, hvilket bøjede sig til en anden Ørn. Han forklarer om Jekonias’ Bortførelse og Zedekias’ Indsættelse til Konge og dennes Frafald fra Kongen af Babel, idet han søgte Hjælp hos Kongen af Ægypten. Og Guds Dom lyder:

”Og jeg vil udbrede mit Garn over ham - - og føre ham til Babel og dèr gaa i Rette med ham for hans Troløshed. - - Saa siger den Herre: men jeg vil tage af det høje Cedertræs Top og plante; af dets øverste Kviste vil jeg afbryde et spædt Skud (Zedekias’ Datter) og plante det paa et højt og fremragende Bjærg. Paa Israels (ikke Judas’) høje Bjærg vil jeg plante det, og det skal faa Grene og bære Frugt og blive til et herligt Cedertræ; og allehaande Fugle - - - skal bo under dets Grenes Skygge.” (Et mægtigt Rige, som hersker over mange Folkeslag).

Med denne profetiske Lignelse ender den bibelske Beretning om det sidste ”spæde Skud” af Juda Kongeæt.

Men Irlands Historie tager Traaden op og fortæller, at der en Dag lagde et Skib til ved Irlands Kyst, og om Bord var der en gammel Profet fra ”Jødeland” og hans Skriver Bruch (Baruk) samt en ung, dejlig Prinsesse af Juda Kongehus, Tamar Tephi, som havde med sig Judas Scepter og Kroningssten, hvorpaa alle Konger i Juda var blevet kronede.

Prinsessen ægtede i Irland Kong Hermon af Dans Stamme, og fra dette Par nedstammer det engelske Kongehus.

Paa ”Jehovas Trone”, overført til de britiske Øer, sidder der i Øjeblikket en Ætling af Kong David og hersker over ”en Nation og en Samling af Nationer”.

Da han blev salvet til Konge paa Kroningsstenen, som i sin Tid var ført fra Irland til Skotland og derfra til London, hvor den grove Klippesten er indsat i Tronstolen, som staar i Westminster Abbey, da udtalte Ærkebiskoppen disse Ord:

”Vær salvet med den hellige Olje, som Konger, Præster og Profeter blev salvede, og som Kong Salomon blev salvet til Konge af Zadok, Præsten og Natan, Profeten, saaledes være du den salvede, velsignede og helligede Konge over dette Folk, som Herren, din Gud, har givet dig at styre og lede.”

Se til Slut Profetierne om Israels ti Stammer – hvad de skulde blive og eje i denne Evangelietidsalder, og hvad Storbritannien er og har.

1.      En stor Nation med et stort Navn.

2.      Eje deres Fjenders ”Port”. (Alle Havindgangene kontrolleres af de engelsktalende Folk): 1. Mos. 22, 17.

3.      En Nation og en Samling af Nationer. 1. Mos. 35, 11.

4.      Under den Ny Pagt skulde de være Kristne – i national Betydning: Hos. 1, 10; 2, 23.

5.      Ypperst blandt Nationerne: Jeremias 31, 7.

6.      Manasse-Israel skal blive ”et stort Folk”, men Efraim-Israel skal blive ”større end han” (Amerika -  Briatnnien): 1. Mos. 48, 19.

7.      En Mangfoldighed ”som Himlens Stjerner”, som ”Sand”, som ”Jordens Støv” – ”formeres som Fisk”: 1. Mos. 28, 14; 32, 12; Es. 54, 1-17.

8.      De skulde plantes paa deres ”eget Sted” og ikke vandre mere derfra og ikke ”uroes mere af Uretfærdighedens Børn” – deres Fjender. Stedet lyder: ”Og jeg vil berede mit Folk Israel (altsaa de 10 Stammer) et Sted og plante det, for at det maa bo paa sit Sted – o. s. v.” 2. Sam. 7, 10. Dette sagde Herren gennem Prof. Natan, da David sad i Ro og herskede over alle 12 Stammer; men ikke mange Aar efter var Folket splitte i to Nationer og Israel ført til Assyrien, hvorfra det vandrede til ”sit eget Sted”, som Prof. Natan havde forudsagt det.

9.      Dette Sted kaldes: ”Havets Øer”, ”Øerne i det fjærne”, i ”Nordens Land”: Es. 11, 11-12; 24, 15; Jer. 31, 10; 3, 18.

10.  Dette Land skal blive for lille for deres Mangfoldighed: Es. 49, 20.

11.  En søfarende Nation: 4. Mos. 24, 7; Sal. 89, 26.

12.  Uovervindelige som militær Magt: Mika 5, 6-8.

13.  Nationalt Emblem Løven (der siges, at alle de Lande, som fører Løven i deres Vaaben, er af Israels 10 Stammer): 4. Mos. 23, 24. (Kongeflaget Davids Harpe – det samme fører den engelske Konge).

14.  En Velsignelse for andre Nationer som Guds Vidner: Es. 43, 7-21; 27, 6; Mt. 21, 43.

15.  Ejere af et stort ikke-kristent Rige: Sal. 111, 6.

16.  Enorme Rigdomme, saa de kan laane til alle Nationerne – men ikke selv behøver at laane. Ogsaa styre andre Nationer, men ikke selv blive styret af dem: 5. Mos. 15, 6.

17.  Kendt som en Sæd, Herren har velsignet: Es. 61, 9.

18.  De skulde udbredes mod Vest, Øst, Nord og Syd: Amerika, Indien, Australien, Afrika, Ægypten – Jerusalem i 1917.

Hele Landomraadet fra Nilen til Eufrat, som af Gud var lovet Abrahams Sæd efter Kødet, er nu under BRITISK MANDAT. (1. Mos. 15, 18).

Hjem/Home            Artikler/Articles            Scanning af den originale artikel